Operation Goodwood: Forskelle mellem versioner

Da Operation Goodwood sluttede den [[20. juli]] var de pansrede divisioner brudt igennem de forreste tyske linjer og var trængt 11  km frem, inden de blev stoppet ved [[Bourguébus]] højderyggen, selv om panservogne var trængt længere frem og over højderyggen længere sydpå.

Da invasionsstranden var overfyldt af tropper og udstyr, blev indsættelsen af de pansrede styrker forsinket, og en del af dem måtte afgives til angreb på stærke tyske stillinger langs den 17 &nbsp;km lange vej mod Caen. Derfor kunne 3. pansrede division ikke angribe Caen på D-dag og blev stoppet i byens udkant.<ref>Wilmot, pp. 284-286</ref> Efterfølgende angreb mislykkedes, da den tyske modstand voksede i styrke. I [[operation Pinch]] opgav man et direkte angreb og forsøgte i stedet et knibtangsangreb, som omfattede 1. korps og 30. korps.<ref>Ellis, p. 247</ref> Det blev indledt den [[7. juni]] med det formål at omringe Caen fra øst og vest.<ref name="Forty36">Forty, p. 36</ref> 1. Korps angreb sydpå fra det område, som 6. luftbårne division havde erobret på D-dag. Det blev stoppet af den tyske 21. panserdivision,<ref>Ellis, p. 250</ref> og angrebet med 30. korps gik i stå foran [[Tilly-sur-Seulles]], vest for Caen, overfor kraftig modstand fra Panzer Lehr Divisionen.<ref name="Forty36"/> I et forsøg på at tvinge Panzer Lehr til at trække sig tilbage eller overgive sig,<ref>Ellis, p. 254</ref> og for at holde operationerne flydende, trængte den britiske 7. pansrede division ind i et nyligt opstået hul i den tyske front og forsøgte at erobre byen [[Villers-Bocage (Calvados)|Villers-Bocage]].<ref>Taylor, p. 10</ref> Det resulterende daglange [[slaget ved Villers-Bocage]] endte med at 7. pansrede division trak sig tilbage fra byen,<ref>Taylor, p. 76</ref> men den [[17. juni]] var Panzer Lehr blevet trængt tilbage og 30. korps havde erobret Tilly-sur-Seulles.<ref>Forty, p. 97</ref> Et nyt angreb fra 7. pansrede division blev aldrig til noget<ref>Ellis, p. 255</ref> og yderligere offensive operationer blev opgivet, da [[Den engelske kanal]] den [[19. juni]] blev ramt af en alvorlig storm, som varede i tre dage og i alvorlig grad forsinkede den allierede opmarch.<ref name="Williams114">Williams, p. 114</ref> De fleste konvojer af landgangsbåde og skibe, som allerede var undervejs, blev tvunget tilbage til britiske havne. Pramme på slæb og 3 &nbsp;km pontonveje til [[Mulberry-havn]]ene gik tabt og 800 fartøjer lå strandede på Normandiets kyst indtil den næste springflod i juli.<ref>Wilmot, p. 322</ref>

Det indledende artilleribombardement blev forstærket af ialti alt 2.077 tunge og mellemtunge bombefly fra RAF og USAAF i tre bølger. {{#tag:ref|1.056 tunge bombefly fra [[RAF Bomber Command]], 539 tunge bombefly fra [[USAAF]]'s 8. luftvåben and 482 mellemtunge bombefly fra USAAF 9. luftvåben.<ref name="Jackson89">Jackson, p. 89</ref>|group=nb}} Luftangrebet blev det største, som blev gennemført som direkte støtte for et angreb på jorden.<ref>Dunphie, p. 35</ref> Et planlagt 2. angreb med tunge bombefly i løbet af eftermiddagen til støtte for fremrykningen på førstedagen for at støtte fremrykningen mod Bourguébus højderyggen<ref name="Jackson86"/> blev afslået af Dempsey som mente, at hvis operationen skulle lykkes kunne hans kampvogne ikke vente på et 2. angreb og skulle være nået frem til højdedraget om eftermiddagen.<ref name="Reynolds171"/> Fart var en essentiel del af Goodwood planen. Det blevet håbet, at luftbombardementet ville give 11. pansrede division tilstrækkelig tid til at sikre sig Bourguébus højderykken.<ref name="D42"/> Nærstøtte i luften ville blive leveret af No. 83 Group RAF. Luftvåbenet fik til opgave at neutraliserede de tyske stillinger på flankerne af 8. korps' forventede fremrykning, støttepunkter såsom landsbyen Cagny og tyske kanon- og reservestillinger samt gribe ind overfor troppebevægelser.<ref name="Jackson89"/> Hver brigadehovedkvarter i 8. korps fik tildelt en Forward Air Control post, som skulle hjælpe med at koordinere luftstøtten under hele operationen.<ref>Trew, p. 65</ref> Yderligere støtte blev leveret fra tre skibe i Royal Navy,{{#tag:ref|Monitoren H.M.S. Roberts, der var udstyret med to 15 tommer kanoner, de lette krydsere H.M.S. Mauritius med 12 6-tommer kanoner og H.M.S. Enterprise med 7 6-tommer kanoner<ref name="Jackson86"/>|group=nb}}, som fik til opgave at angribe kanonbatterier nær kysten i nærheden af [[Cabourg]] og Franceville.<ref name="Jackson86"/>

Caen området blev af tyskerne anset for at være omdrejningspunkter for deres forsvar i Normandiet og var indstillet på at holde en bue af terræn fra Den engelske kanal til den vestlige bred af Orne-floden.<ref>Daglish, p. 36</ref> Den grundlæggende form, som det tyske forsvar skulle have blev ikke afgjort af Rommel<ref name="Reynolds171">Reynolds (2001), p. 171</ref>, men af general [[Heinrich Eberbach]],<ref name="Reynolds172">Reynolds (2001), p. 172</ref> den øverstkommanderende for Panzer Group West, og detaljerne blev fastlagt af hans to korpschefer og de seks divisionschefer.<ref name="Reynolds172"/> Forsvaret blev organiseret i fire defensive linjer<ref>Jackson, p. 76</ref> som havde en betydelig dybde<ref name="Ellis336">Ellis, p. 336</ref> på mindst 16 &nbsp;km.<ref>Jackson, p. 77</ref> Som led i forsvaret blev landsbyer befæstet med anti-tank kanoner, som blev placeret langs de sydlige og østlige sider af det åbne terræn, som 2. armé skulle til at angribe.<ref name="Ellis336"/> En egenskab ved dette forsvar var, at ingen minefelter blev udlagt bag frontlinjen eller mellem forsvarlinjerne, så de tyske kampvogne ikke blev begrænset i deres bevægelsesfrihed.<ref name="Reynolds171"/>

81. Korps, som var kraftigt forstærket med artilleri,<ref>Trew, p. 59</ref> holdt fronten overfor de britiske styrker. Dens 346. infanteridivision var gravet ned fra kysten til nord for [[Touffreville (Calvados)|Touffreville]]. Herfra og til Colombelles holdt den udmarvede 16. Luftwaffe infanteridivision linjen. Kampgruppe von Luck, en kampgruppe bestående af 21. panserdivisions 125. pansergrenaderregiment, lå bag disse fronter med omkring 30 stykker stormartilleri. Resten af divisionen forstærket med 503. tunge kampvognsbataljon, som havde 10 [[Tiger 2|Kongetigre]],<ref name="D45">Dunphie, p. 45</ref> lå nordøst for Cagny så den kunne støtte [[Hans von Luck]]s styrke og fungere som reserve.<ref>Reynolds (2001), pp. 170-171</ref>

Divisionens pansergrenaderer med trukne anti-tank kanoner og stormartilleri skulle grave sig ned i landsbyerne på Caen sletten.<ref>Trew, p. 62</ref> 21. panserdivisions rekognoscerings og ingeniørbataljoner var placeret på Bourguébus højderyggen for at beskyttet korpsets artilleri,<ref name="Reynolds171"/> som bestod af omkring 48 feltkanoner og middeltungt artilleri og et tilsvarende antal [[Nebelwerfer]]e. 86. korps havde 194 kanoner og 272 Nebelwerfere til rådighed.<ref name="Reynolds171"/> Korpset havde også 78 [[88 mm kanon]]er. Et batteri med fire 88 &nbsp;mm flak-kanoner, fra 2. Flak-Sturm Regiment var placeret i Cagny <ref name="Reynolds171"/> mens der i landsbyerne langs Bourguébus højderyggen var en afskærmning bestående af 44 88 &nbsp;mm kanoner fra, 200. anti-tank bataljon<ref name="D45"/> Hovedparten af kanonerne var på den anden side af højderyggen og beskyttede Caen-Falaise vejen.<ref name="Reynolds171"/><ref>Trew, pp. 63-64</ref> Antallet af kanoner i de tyske bagområder er anfægtet af Simon Trew som hævder, at der kun var omkring 36 anti-tank kanoner i de tilbagetrukne stillinger, herunder højest 8-16 kanoner på selve højderyggen.<ref name="Trew, p. 64"/>

Vest for Caen-Falaise vejen i retning mod Caen lå 1. SS panserkorps. Den [[14. juli]] overtog elementer af 272. infanteridivision forsvaret af [[Vaucelles]] og afløste 1. SS panserdivision, som blev placeret i reserve mellem landsbyen [[Ifs (Calvados)|Ifs]] og Orne-flodens østlige bred. Den følgende dag blev 12. SS panserdivision placeret i OKW's reserve for at hvile, blive genudstyret<ref name="Trew57"/> og være i position til at møde en frygtet allieret landgang mellem Orne og [[Seinen]] - efter ordre fra [[Hitler]]<ref>Reynolds (2001), pp. 166, 171</ref>. Kampgruppe Waldmüller blev flyttet omtrent til Falaise mens Kampgruppe Wünsche blev flyttet til [[Lisieux]], 65 &nbsp;km øst for Caen. Divisionens artilleriregiment og anti-luftskyts bataljon blev efterladt for at støtte 272. infanteridivision.<ref name="Trew57">Trew, p. 57</ref> Den 17. juli stoppede Eberbach flytningen af Kampgruppe Waldmüller, som var undervejs for at slutte sig til resten af 12. SS Panserdivision i Lisieux.<ref name="Trew, p. 58"/>

Kort før daggry trak infanteriet i den sydlige sektor af Orne brohovedet sig stille 1 &nbsp;km tilbage mod nord.<ref>Dunphie, p. 56</ref> Klokken 5.45 begyndte det forberedende bombardement. 1.056 [[Handley Page Halifax]] og [[Avro Lancaster]] tunge bombefly,<ref name="Jackson92">Jackson, p. 92</ref> i 900 meters højde nedkastede 4.800 tons sprængbomber på Colombelles, stålværket, 21. panser divisions stillinger og byen Cagny, hvilket betød at halvdelen af byen blev ødelagt.<ref>Trew, pp. 71&ndash;72</ref> Klokken 6.40 indledtes artilleribeskydningen og 20 minutter senere nedkastede amerikanske B-26 Marauder bombefly 563 tons fragmenteringsbomber fra 3.000-3.900 meters højde mod 16. Luftwaffe Division<ref name="Trew72">Trew, p. 72</ref> mens jagerbombere angreb støttepunkter og kanonstillinger.<ref name="Reynolds 2001, p. 174">Reynolds (2001), p. 174</ref> Under dette 45 minutter lange bombardement af den 2. bølge af bombefly rykkede 11. pansrede division ud af sit samlingsområde mod startlinjen.<ref name="Jackson93">Jackson, p. 93</ref> Klokken H var kl. 7.45<ref name="Jackson92"/> og på det tidspunkt begyndte artilleriet at lægge spærreild for den pansrede division. Da fremrykningen begyndte åbnede yderligere artilleriregimenter ild mod Cuverville, Demouville, Giberville,<ref>Trew, p. 73</ref> Liberville, Cagny og Émiéville. De tunge kanoner beskød også mål så langt sydpå som Garcelles-Secqueville og Secqueville la Campagne. 15 minutter senere begyndte det sidste bombeangreb,<ref name="Jackson94">Jackson, p. 94</ref> hvor tunge amerikanske bombefly kastede 1.340 tons fragmenteringsbomber i Troarnområdet og på hovedkanonlinjen på Bourguébus højderyggen.<ref name="Trew72"/> Kun i alt 25 bombefly gik tabt som følge af tyske anti-luftskyts.<ref name="Jackson94"/> Herefter blev operationen støttet af 800 jagerbombere fra No. 83 Group RAF og No. 84 Group RAF. Bombardementet satte midlertidigt 22. panserregiment og 503. tunge panser bataljon ud af spillet med skader af vekslende omfang på kampvognene, hvoraf nogle var blevet vendt på hovedet<ref name="Trew72"/> mens andre var ødelagt<ref>Saunders, pp. 61, 64</ref> og 20 kampvogne blev efterladt i bombekratere.<ref name="Trew72"/> Det fleste tyske stillinger ved fronten var blevet ødelagt<ref name="Reynolds 2001, p. 174"/> og de overlevende forsvarere var "fortumlede og forvirrede".<ref name="Trew72"/>

Der blev vundet noget terræn i Goodwood idet brohovedet over Orne blev udvidet. På nogle få punkter var briterne trængt 11 &nbsp;km frem, men en stor del af gevinsten var på sydpå langs den britiske front fremforfrem for østpå ind i dybden af de tyske stillinger, men Caen var endelig sikret.<ref name="Williams131"/>

Taktisk set lykkedes det tyskerne at opfange offensiven, og de holdt stand i mange af deres centrale stillinger (om end de mistede Bourguébus højderyggen) og de forhindrede et allieret gennembrud. Alligevel var de blevet overrasket over tyngden i angrebet og det indledende luftbombardement. Det var klart, at ethvert forsvarssystem, som var mindre end 8 &nbsp;km i dybden kunne overvældes på en gang ved et sådant angreb, og tyskerne havde kun mulighed for at bemande deres forsvarslinjer i en sådan dybde i området syd for Caen.<ref>Wilmot, p. 264</ref>

Briterne udvidede deres kontrol over et 11 &nbsp;km bredt bælte øst for Caen.<ref>Trew, p. 94</ref>