Ludvig Helveg: Forskelle mellem versioner

Han kom så tidlig i sin fødebys skole, at han allerede 1834 var moden til dimission, men af økonomiske grunde blev han holdt tilbage i skolen endnu et år. Dette sidste skoleår fik stor betydning for ham i religiøs henseende. Dr. Kalkars religionstimer, [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Münster]]s og især [[Grundtvig]]s skrifter gjorde et dybt indtryk på ham, og da han som student kom til hovedstaden, var han allerede klar over, at han "hellere ville stå imod den hele Verden som Grundtvigs Væbner end sværge til nogen anden Fane". 1840 tog han [[teologisk attestats]], og samme år fik han et hæderligt accessit for besvarelsen af en prisopgave fra den gammeltestamentlige teologis enemærker. Det var hans ønske at vie sit liv til videnskabelige studier, men for udkommets skyld måtte han foreløbig i 3 år overtage en huslærerplads på Margaard ved [[Odense]]. Under opholdet der skrev han en afhandling om tro og viden, som han oplæste i [[Fyns Stift]]s litterære selskab og senere (1843) lod trykke i selskabets tidsskrift ''For Litteratur og Kritik''. Omtrent samtidig blev han valgt til udgiver af dette tidsskrift, og det hverv røgtede han indtil dets ophør i 1848. Som redaktør skrev han forskellige afhandlinger, der røbede retningen af hans studier, blandt andre en undersøgelse om ''Christian VI og den Tids religiøse Bevægelser'', et forarbejde til hans livs hovedværk, og en sammenligning imellem Grundtvig og [[Friedrich Schleiermacher]] i kirkelig og teologisk henseende, der viser, hvor han havde taget sit åndelige standpunkt. ▼

Da selskabet for Danmarks Kirkehistorie 1849 blev dannet, var han en af stifterne; han blev den første redaktør af selskabets tidsskrift: ''Kirkehistoriske Samlinger'' (1849-52), og et omrids af Danmarks kirkehistorie efter reformationen fra hans hånd var et af de arbejder, det nye selskab straks stillede i udsigt. Det 1. hæfte af det bebudede omrids udkom 1850, og 1855 var de 2 bind af ''Den danske Kirkes Historie efter Reformationen'' færdige (2. udgave 1857-83). 1855 vandt han den filosofiske [[doktorgrad]] for en afhandling om de danske domkapitler, der viste, at hans studier også vare nåede til tiden før [[reformationen]], og 1857-70 udkom ''Den danske Kirkes Historie før Reformationen'', ligeledes i 2 bind. Han er i regelen gået tilbage til de oprindelige kilder, og han har fremdraget meget nyt og i stilhed rettet mange gamle fejltagelser. Men skønt han hverken savnede forarbejder eller medarbejdere, var stoffet dog den gang på mange punkter så lidet samlet og sigtet, og der savnedes så mange enkeltundersøgelser, at der nu vil være meget at tilføje og en del at ændre i hans fremstilling. Hertil kommer, at hans studier væsentlig var rettede på den danske kirkehistorie, hvorfor sammenhængen mellem de historiske fænomener i Danmark og i udlandet ikke altid bliver stillet i det fornødne lys. Men alt i alt er Helvegs værk et betydeligt arbejde, og den varme, der præger den jævne, stundom alt for brede, fremstilling, har skaffet det en stor udbredelse, og det har bidraget ikke lidt til at vække og nære sansen for historisk læsning i vide kredse af vort folk. Som en påskønnelse af hans kirkehistoriske forfattervirksomhed meddelte det teologiske fakultet ham ved jubelfesten 1879 æresgraden som doktor i teologien. ▼

Helveg var dog først og fremmest præst. Som prædikant savnede han i høj grad ydre gaver. Hans stemme var hæs, hans foredrag tungt og slæbende, og han forsmåede alle former af legemlig veltalenhed. Men der var en ejendommelig inderlighed og pålidelighed over hans i god forstand enfoldige forkyndelse, som sikrede hans ord indgang hos dem, der længtes efter et evangelisk vidnesbyrd, og i [[Gråbrødrekirken]] samledes der efterhånden en talrig menighed, der i mange måder Var et sidestykke til den frie menighed i [[Vartov]]. Langvejs fra søgte fynboerne til Odense om søndagen for at styrkes og oplives ved det fællesskab, der trådte dem i møde i den lille Hospitalskirke, og på vennemøder, på højskoler og friskoler var Helveg en nidkær talsmand for Grundtvigs kirkelige og folkelige frihedskrav og for hans skoletanker. 1864 fremtrådte han med flyveskriftet ''Om Grundtvigs sære Indfald'' som et svar til Martensen, og ved artikler i ''Dansk Kirketidende'', af hvilken han 1855-57 var medudgiver, og i ''Nordisk Månedsskrift for kristelig og folkelig Oplysning'', som også bar hans navn på titelbladet, fik han ofte lejlighed til at udvikle sit syn på kirkens og borgersamfundets anliggender, på mytologien og kirkehistorien. Han var et ivrigt medlem af den 1861 stiftede "Danevirkeforening" og en trofast ven af sønderjyderne; af kærlighed til dem tog han 1874 del i ordinationen på [[Askov]], der påførte ham en retssag, som for hans vedkommende endte med idømmelsen af en bøde. For at skaffe landsmænd i Amerika gudstjeneste på modersmålet dannede han 1871 udvalget for dansk-amerikansk mission, og han var i flere år udvalgets formand. ▼

Men den store virksomhed gjorde ham gammel før tiden. Da han 1882 under stor deltagelse holdt jubilæum som præst i Odense, havde han allerede i flere år måttet holde kapellan, og næste år tvang den voksende svagelighed ham til at søge afsked. Det var hans agt at tage bolig i København, men netop som den vogn, der skulle bringe ham til jernbanestationen, holdt for døren, blev han ramt af et slagtilfælde, der 5. september medførte døden. Efter hans død udkom der i 1884 en samling af hans prædikener, og selv havde han i 1863 udgivet en udlæggelse af korinthierbrevene, der var en frugt af hans bibellæsninger. – i 1847 ægtede han Thalia Caroline Elisabeth Luun (død 1873), datter af proprietær A. Luun på Lammehave. ▼

{{DBL}}▼

{{DEFAULTSORT:Helveg, Ludvig Nicolaus}}▼