Heksehammeren: Forskelle mellem versioner

'''Malleus Maleficarum''', eller '''Heksehammeren''', var den mest kendte «instruktionsbog» fori hekserisager. Bogen giver retningslinjer for, hvordan myndighederne skulle opspore, afsløre, efterforske og retsforfølge [[trolddom]] og heksekriminalitet, noget som blev retsforfulgtbetragtet som en særdeles alvorlig forbrydelse i [[1400-tallet|1400]] – [[1600-tallet]]. Bogen blev trykt i flere oplag.

''Den første del'' skal bevise, at [[heks]]e findes,. denDen ''anden'' del beskriver, hvordan hekseri fordrivesbekæmpes, og den ''tredje'' del hvordan hekse opspores, hvordan rettergang og forhør skal drives, samt hvordan heksene uskadeliggøres. Indholdet er i sig selv ikke nyt eller unikt, det består mest af sammenfatninger og gentagelser af udbredte forestillinger, og til en vis grad allerede publiceret materiale.

* Den første del behandler hekseriets form. I den beskriverbeskrives, hvordan kvinder gennemp.g.a. sinderes svage natur og sit lavere intellekt er mere modtageligmodtagelige for Satans påvirkning end mænd. Selve titlen på bogen er skrevet i hunkønsform, ''maleficarum''.

* Skriftet erklærer videre, at nogennogle af tingene, som blev tilstået af de hekserianklagede, bare var illusioner skabt af Satan for at forlede dem. Men andre ting, for eksempel at forudsige storme, var derimod virkelige, fremholdt Heksehammeren.

Heksenes usselige vaner erhar givetfået stor plads i bogen, og spørgsmålet om, hvorvidt dæmoner kan give ophav til afkom med en heks, drøftes indgående. Den litterære stil er seriøs og fuldstændig humorløs – for eksempel citeres detder et sted en folkelig, satirisk, anti-kirkeligantikirkelig historie/vits, som om den var en virkelig hændelse.

''Den sidste del'' af bogen behandler praktiske detaljer i hekseriprocessen; hvordan hekse kan opspores, forhøres og uskadeliggøres. Bogen kommer med anbefalinger om, hvor meget tiltro man kan have til vidneudsagn og om behovet for at undgå ondsindede anklager. Den slår også fast, at rygtespredningrygter er tilstrækkelig grund til anklage, og at et alt for energisk forsvar beviser til og med beviser, at forsvareren kan være skyldig i hekseri. Der gives regler for, hvordan den vestligeverdslige magt skal undgå at blive forhekset, og forfatteren forsikrer, at anklagerne som Guds repræsentanter er beskyttet mod heksenes kræfter. I detaljer beskrives, hvordan tilståelse skal fremtvinges, inkluderetog også hvordan brug af [[tortur]] under forhørene kan udføres. Rødglødende jern anbefales i tillæg til at barbere alt hår af den anklagedes krop, så man kan finde Satans tegn.

Bogen er kvindefjendtlig. Forfatteren påstod, at kvindenkvinder lettere lod sig lettere forføre af djævelen end mænd, og bogen er vældig fokuseret på seksualitet. I første række var det nok bogens hensigt at bevise djævelens eksistens, og til dette trængtesbehøvede man hekse. De var mentmentes at have førstehåndskendskab til djævelen, og dennesdenne kundskabenkundskab var det vigtigvigtigt at få frem for at finde videnskabelige beviser på hans eksistens.