Synoptiske evangelier: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 1:
De '''[[Synopse|synoptiske]] [[Evangelium|evangelier]]''' er [[Matthæusevangeliet]], [[Markusevangeliet]] og [[Lukasevangeliet]]. De tre evangelier udviser en stor grad af litterær afhængighed både i fortællingerne, rækkefælgen og ordlyden.
 
Begrebet de synoptiske (fra græsk συν, "sammen" og οψις, "se", dvs. "sammenskuede") blev første gang brugt af J.J. Griesbach i 1774 til at referere til de tre første evangelier i [[Det Ny Testamente]].
 
== Etymologi ==
I følge [[tokildehypotesen]] beror ligheden i evangelierne på, at Matthæus og Lukas har benyttet sig af Markusevangeliet som primærkilde, i konstruktionen af deres evangelier.
Begrebet de synoptiske (fra græsk συν, "sammen" og οψις, "se", dvs. "sammenskuede") blev første gang brugt af J.J. Griesbach i 1774 til at referere til de tre første evangelier i [[Det NyNye Testamente]].
 
 
== Forskellige hypoteser ==
 
Det har længe været diskuteret, hvad lighederne i evangelierne skyldes. Traditionelt har kristne hævdet at lighederne skyldtes, at evangelierne er nedskrevet af øjenvidner. Men da ingen af evangelisterne hævder at være øjenvidner (se f.eks Lukas 1, 1-5), må lighederne skyldes at forfatterne har befundet sig i den samme litterære tradition og har benyttet sig af noget af det samme materiale i nedskrivningen af deres respektive evangelier.
En af de mest udbredte hypoteser i dag er [[tokildehypotesen]]. Ifølge denne hypotese beror ligheden i evangelierne på, at Matthæus og Lukas har benyttet sig af Markusevangeliet og en nu tabt kilde, Q, som kilder til konstruktionen af deres evangelier. Problemet med denne tese er, at den ikke tager højde for det særstof, der findes i Matthæus og Lukasevangeliet, som f.eks. lignelsen om den fortabte søn (Luk. 15,11-32). For at kompensere for dette har forskere udvidet tokildehypotesen til en [[firekildehypotese]], der tilskriver særstoffet til yderligere to tabte kilder, hendholdsvis M (Matthæus) og L (Lukas). Særstoffet kan imidlertid også tilskrives forfatterenes egen kreativitet, men uanset hvad forbliver forklaringerne på det hypotetiske plan.
 
Evangelierne kan læses synoptisk, hvor de er stillet op ved siden af hinanden.