Slobodan Milošević: Forskelle mellem versioner

'''Slobodan Milošević''' (serbisk kyrillisk: Слободан Милошевић) ([[20. august]] [[1941]] i [[Požarevac]], [[Serbien]] - [[11. marts]] [[2006]] i [[Haag]]) var en [[serbisk]] politiker, der har spillet en betydningsfuld rolle i såvel Serbien som i [[Jugoslavien]]. I Serbien bliver han i dag betegnet som en nationalhelt{{kilde mangler|dato=Uge 10, 2009}}, idet han prøvede, at befri landet fra den albanske terrorgruppe [[UCK]].

Slobodan Milošević' familie stammede fra [[Montenegro]]. Faderen [[Svetozar Milošević]] (Светозар Милошевић) var uddannet som ortodoks præst, men arbejdede som lærer; han vendte tilbage til Montenegro efter [[2. verdenskrig]] og begik [[selvmord]] i 1962. En onkel til Slobodan Milošević havde begået selvmord allerede i 1948.

Slobodan Milošević og hans storebror blev opdraget af moderen, Stanislava (Станислава), der var lærer og [[kommunisme|kommunistisk]] [[aktivist]]. Også hun begik selvmord, men en del år senere, i [[1972]]. Nogle har sagt at hun følte sig svigtet af sine sønner.

Slobodan Milošević var i skoletiden meget arbejdsom og overordentlig korrekt påklædt; han interesserede sig ikke for sport. Han dannede fra skoletiden par med [[Mirjana Marković|Mirjana (Mira) Marković]] (Мирјана 'Мира' Марковић), som var i familie med en fremtrædende serbisk politiker, Draza Marković. Senere blev han gift med hende; efter mange udsagn at dømme var de meget knyttet til hinanden.

Mange iagttagere mener at den ambitiøse Mira MarkovicMarković udøvede stor indflydelse på MIlosevicMilošević, og at det ofte var hende, der ansporede ham til at følge en bestemt politisk linje.

Milošević kom i studietiden i forbindelse med en anden fremtrædende politisk familie, Stambolić-familien, og bekendtskabet med den senere serbiske præsident [[Ivan Stambolić]] (Иван Стамболић)viste sig at være gavnligt for karrieren. (Ivan Stambolić var i øvrigt forlover ved Slobodan Milošević' og Mira Marković' bryllup). I nogen tid tog Ivan Stambolić nærmest Slobodan Milošević på slæb, som nød godt af at være ''VIP’et''. I Jugoslavien havde forkortelsen [[VIP]] en særlig betydning - her kunne det nemlig betyde Veza i Protekcija, (Веза и Протекција); forbindelser og beskyttelse.

Slobodan Milošević studerede jura og var samtidig engageret i politisk arbejde; han tog sig særligt af ideologiske opgaver og blev opfattet som en kommunistisk hardliner. Efter kandidateksamen i [[1964]] og nogle år som medarbejder i [[Beograd]]s bystyre fulgte Milošević efter Ivan Stambolić til firmaet Technogas. I [[1973]] blev Milošević chef for firmaet. I [[1978]] blev han direktør for den serbiske bank Beobanka (Beogradska Banka / Београдска Банка)), en post han havde frem til [[1983]]. Han har i den forbindelse bl.a. besøgt [[USA]]. Slobodan Milošević var som [[teknokrat]] meget skeptisk over for den økonomiske politik man førte i [[1980'erne]]; han ønskede en opstramning for at imødegå krisetendenserne, den høje inflation, gældsproblemerne, manglen på effektivitet i virksomhederne og den store arbejdsløshed.

Milošević blev kaldt til et møde i [[Kosovo Polje]] i april [[1987]] for at drøfte forholdene i [[Kosovo]]; det blev sagt at den Kosovo albanske politiske ledelse og det albanske befolkningsflertal undertrykte den serbiske minoritet. Egentlig havde en kreds af serbere og montenegrinere omkring [[Momir Bulatović]] (Момир Булатовић), senere premierminister for den jugoslaviske regering, bedt Ivan Stambolić (på dén tid serbisk præsident) om at komme, men han frabad sig og opfordrede Milošević til at tage af sted i stedet.

At der skulle ske noget under mødet synes at have været klart. Én af de serbiske arrangører, Miroslav Šolević (Мирослав Шолевић), hævdes eksempelvis at have sørget for at der var en vognfuld sten som de serbiske demonstranter kunne bruge som kasteskyts.

Der udbrød så kraftige tumulter mellem politi og demonstranter at Milošević afbrød sit møde, kom ud og sagde de bekendte ord om ''ikke at slå på folket''. Disse ord gav genlyd, især fordi de blev gentaget gang på gang i serbisk TV. De var med til at vise at herhér var en mand som forstod at tale serbernes sag.

I [[1989]] var det 600 års-dagen for [[Slaget på Solsortesletten|Slaget på Kosovo-sletten]] og Milošević holdt som serbisk præsident en mindetale for omkring 1en million tilhørere. Talen blev i de følgende år stærkt diskuteret; mange har set den som en nationalistisk opsang, nogle har set den som en opfordring til at sætte sig ud over nationale uoverensstemmelser.<ref>[http://bjoerna.net/sidste-nyt/295.htm Milosevic' tale i 1989] (dansk og engelsk version)</ref>

I [[1990]] blev kommunistpartiet (Den Serbiske Kommunist-Liga) og Den Socialistiske Alliance af Arbejdere slået sammen til Det Serbiske Socialistparti (Социјалистичка Партија Србије, СПС / Socijalistička Partija Srbije, SPS), og Milošević blev formand.

Efter krigen i Kosovo i 1999 var der mange politiske skærmydsler. Oppositionspartierne havde svært ved at enes, og dette røre benyttede Milošević til via mellemmænd at udskrive valg til posten som præsident for [[Jugoslavien]] (dvs. for statsforbundet mellem [[Serbien]] og [[Montenegro]]). Tingene gik dog ikke helt som forudset, og det stod klart at juristen [[Vojislav Koštunica]] (Војислав Коштуница) havde vundet valget, selv om Milošević og hans støtter først ikke ville acceptere det.

Det senere serbiske valg i slutningen af december 2000 førte til at [[sociolog]]en [[Zoran Đinđić]] (Зоран Ђинђић) dannede en koalitionsregering.

Efter langvarigt pres fra bl.a. [[USA]], besluttede de serbiske myndigheder at fængsle Milošević den [[1. april]] [[2001]], men man fulgte dog ikke straks de ydre krav om at udlevere ham til [[Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien]], bl.a. fordi forbundspræsident KostunicaKoštunica, i det mindste på dét tidspunkt, fandt en udlevering juridisk problematisk. Udleveringen skete først et par måneder senere og ironisk nok på samme dag som [[Slaget på Solsortesletten]] i 1389 og for én af Milošević' vigtigste taler, talen på [[Solsortesletten]] i 1989, nemlig [[28. juni]] [[2001]]. Udleveringen skete i et militært samarbejde mellem serbiske myndigheder og engelske tropper.

Én af sigtelserne vedrørte en formentlig massakre i [[Račak]] (Рачак) (albansk: ''Raçak'') i Kosovo i begyndelsen af 1999, der havde meget stor propagandistisk betydning for USA m.fl., der stod bag [[NATO]]-interventionen. Det forekommer ud fra ligsynsmaterialet sandsynligt at der er sket en massakre, men de nærmere omstændigheder er ikke klarlagt, og derfor ville det være meget vanskeligt, muligvis umuligt, at dokumentere at netop Milošević havde været ansvarlig.

Milošević blev lørdag [[18. marts]] [[2006]] begravet i sin hjemby, Požarevac (Пожаревац), i Serbien, noget sydvest for [[Beograd]]. Familien overvejede i dagene umiddelbart efter dødsfaldet at begrave Milošević i [[Moskva]], hvor enken [[Mirjana Marković|Mira Marković]] (Мирјана жМИраж Марковић) og sønnen Marko Milošević (Марко Милошевић) opholdt sig for at undgå retsforfølgelse i Serbien.

Den serbiske præsident, [[Boris Tadić]] (Борис Тадић), udtalte kort efter dødsfaldet at Milošević ikke ville få en statsbegravelse i Serbien. Det radikale parti, der er stærkt nationalistisk, og som udgør en del af det parlamentariske grundlag for [[Vojislav Koštunica]]s regering, krævede derimod en officiel begravelse. Det så den [[15. marts]] [[2006]] ud til at man kunne nå en forståelse mellem Milošević' familie og de serbiske myndigheder om, at Mira Marković kunne deltage i begravelsen mod at aflevere sit pas og mod at stille i retten i slutningen af marts, men hun ønskede uhindret at kunne forlade Serbien igen, og dermed faldt forståelsen til jorden. Ingen af Milošević' nærmeste deltog.