Effektforstærker: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Torean (diskussion | bidrag) links |
Torean (diskussion | bidrag) rettelse af link |
||
Linje 6:
* '''Klasse A''' - Forstærkerens effektforbrug er konstant og uafhængig af hvor meget der afgives til belastningen. Det er ikke muligt at opnå større virkningsgrad end 50 %, og det er kun ved afgivelse af maksimal effekt at denne grænse nås. Kan opbygges ''single ended'', hvilket var populært med rørforstærkere, eller med ''push-pull'', hvor to komplementære transistorer arbejder sammen, den ene er aktiv i perioder med positiv udgangsstrøm og den anden er aktiv i perioder med negativ udgangsstrøm.
* '''Klasse B''' - Forstærkerens effektforbrug er proportional med den afgivne effekt og designet kræver anvendelse af komplementære transistorer i ''push-pull'' kobling. Det kræver anvendelse af transistorer med to polariteter, som NPN og PNP for [[bipolar transistor|bipolære transistorer]] eller P og N kanal for [[MOSFET]] transistorer. Virkningsgraden kan blive højere end klasse A, men det er især det lavere gennemsnitlige effektforbrug der er interessant. Ved brug af komplementære transistorer skal der tages hensyn til overgangen mellem de to transistorer, og her ligger en af udfordringerne, for ved svage signaler bliver selv en lille ulinearitet betydelig. Hvis designet ikke er vellykket bliver resultatet hørbar ''crossover''-forvrængning, som er meget trættende at lytte til.
* '''Klasse C''' - En variant af klasse B, hvor der kun benyttes en enkelt transistor i udgangen, der som oftest er aktiv i mindre end 50 % af tiden. Har betydning ved højfrekvenskredsløb hvor en afstemt kreds (LC-led) benyttes som energireservoir og transistoren blot holder svingningen ved lige. Et langsomt varierende signal (modulationen) kan enten ændre på amplituden af svingningen (AM) eller frekvensen af oscillationen (FM).
* '''Klasse D''' - En variant af klasse B, hvor der kun forstærkes digitale signaler. De to transistorer skiftes til at lede 100 % eller slet ikke. Udgangssignalet er moduleret ind på et højfrekvenssignal (100 kHz eller højere) som variation af signalets pulsbredde. Hvis den ene transistor leder mere end 50 % af tiden, og den anden transistor derfor mindre end 50 %, vil gennemsnittet af signalet være en lavfrekvent udgangssignal. Forstærkeren har stor virkningsgrad, men kræver et lavpasfilter i udgangen for at undertrykke det højfrekvente signal.
| |||