Nicolai Frederik Krohg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Modernisering af sprog! |
mNo edit summary |
||
Linje 1:
'''Nicolai Frederik Krohg''' ([[10. maj]] [[1732]] - [[1. maj]] [[1801]]) var en [[Norge|norsk]] [[vej]][[ingeniør]].
Krohg var født på gården [[Niteberg]] i [[Gjerdrum]] [[præstegæld]], [[Øvre Romerige]], og tilhørte en af [[bonde]]standen udgået norsk [[militær]]slægt, hvis navn (efter en gård Krogen) først skreves ''Krogh'', men fra [[1800]] ''Krohg''. Han var søn af [[oberstløjtnant]] Christian Krogh (d. [[1752]]) og Gyri Thorsdatter. Han gennemgik den [[matematisk]]e [[skole]] i [[Kristiania]], hvorfra han dimitteredes [[1754]], og blev [[1756]] [[premierløjtnant]] ved 1.
Det er som generalvejmester, Krohg har indlagt sig sine store fortjenester. Hans navn er knyttet til den store nybygning af det norske [[vejnet]], som er foregået i anden halvdel af [[18. århundrede]], og som er ledet af ham, hans broder [[Georg Anton Krohg (officer)|G. A. Krogh]] og [[Peder Anker]]. En romsdalsk [[folkevise]] har besunget N. F. Krohg som den, der for op og ned overalt i landet, selv der, hvor knap en [[bjørn]] kunde gå, uden at lade sig holde tilbage af de stenede [[fjeld]]sider eller af de bundløse [[moradser]]. I 1788 havde han fuldendt bygningen af landevejen fra [[Dovrefjeld]] til Trondhjem, som da blev befaren af [[Frederik 6.|kronprins Frederik]] og vandt dennes bifald. Senare tider kan næppe i alle tilfælde rigtig vurdere de store vanskeligheder, som Krohg havde at overvinde med de begrænsede midler, der stode til hans rådighed. Han var ikke sjælden, for at kunne fremme de nødvendige vejanlæg, nødsaget til at gøre "betydelige forskud af egen kasse eller ved privat lån, hvilke forskud først sent, og stundum ej uden vidtløftighed, erholdtes refunderede. Han anvendte desuden ej lidet af egne midler til vejvæsenets fremme uden derfor at fordre nogen godtgørelse."
I sit vidtløftige distrikt var han væsentlig henvist til at hjælpe sig med [[almue]]ns [[pligt]]arbejde uden at kunne benytte den adgang, som hans
og [[Trøndelagen]], så vel som det derværende lokale vejnet. Udførelsen kan i mange dele efter senare tiders opfatning være mangelfuld, og navnlig var hans veje meget bakkede, i det han savnede midler til at lægge dem anderledes. Hovedsagen var imidlertid, at der blev bygget et net af veje, der af hjalp den for hånden værende trang til sådanne og lettede adkomsten til mangen en fjelddal, som hidtil havde været afstængt. Han mødte ofte megen modstand hos almuen, der følte sig plaget ved det arbejde, som foranledigedes gennem de nye vejes anlæg og vedligeholdelse. Den var i de fleste egne træg og uvillig, hvorfor det selv for en mand med Krohgs energi tog adskillig tid, forinden det lykkedes ham at bryde bøndernes seje modstand.
| |||