Wikipedia

Mennonitter: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
gennemset
No edit summary
Linje 1:
[[Fil:Friedrichstadt_mennonitenkirche_und_alte_boerse.jpg|thumb|[[Mennonitterkirken (Frederiksstad)|Mennonitterkirken Frederiksstad]]]]
'''Mennonitter''' (også kaldet ''dåbssindede'', ''gammelevangeliske dåbssindede'' eller ''gammeldøbere'') er en [[Protestantisme|protestantisk]] kirkesamfund i den [[anabaptisme|anabaptistiske]] (græsk for ''gendøbere'') tradition. Navnet stammer af den [[Nederlandene|nederlandske]] præst [[Menno Simons]]. Mennonitterne praktiserer [[Dåb|voksendåb]] (bekendelsesdåb) og forkaster både [[ed]] og [[Militær|militærtjeneste]]. KirkesamfundetPå harverdensplan findes i dag over 1 mio. medlemmermennonitter.
 
==Historie==
Mennonitternes historie begynder med etableringen af den første døbermenighed i [[Zürich]] i januar [[1525]]. [[Konrad Grebel]], [[Felix Manz]] og andre trosfæller af den [[Schweiz|schweiziske]] reformator [[Ulrich Zwingli]] kom til den opfattelse, at barnedåben ikke kunne passe sammen med skrifterne i det [[Nye Testamente]]. De ønskede, at båndet mellem kirken og staten skulle skæres, og at folk først skulle døbes, når de bevidst bekender deres kristne tro. Begivenheder i Zürich var optakten til døberbevægelsen, som i løbet af kort tid spredte sig til store områder i Schweiz, Østrig og Tyskland. Sammen med reformatoren [[Thomas Müntzer]] og inspirationisterne (''sværmere'') og reformatoren [[Thomas Müntzer]] udgjorde de en væsentlig del af den såkaldte radikale reformation. Enkelte steder solidariserede døberne sig også med de antiklerikalske bønder i [[den tyske bondekrig]]. Døberens fremtrædende ledere var blandt andet [[Balthasar Hubmaier]], [[Michael Sattler]], [[Hans Hut]] og [[Hans Denck]]. Mens de fleste døbere var fortalere for en kristen pacifisme, som de bekræftede i artiklerne fra Schleitheim i februar 1527, prøvede den militante del i februar 1534 at oprette et døberisk teokrati i den tyske by [[Münster]]. Andre steder solidariserede sig døbere med de antiklerikalske bønder i [[den tyske bondekrig]].
 
Af deres modstandere blev de kaldt gendøbere (''anabaptister''), fordi de også døbte voksne, som allerede var barnedøbt. Den lutherske kirke fastholdt begrebet gendøbere helt til midten af 1900-tallet. BådeOp til 1700-tallet [[Religiøs forfølgelse|forfulgte]] både den [[Lutheranisme|lutherske]], [[Reformerte kirke|reformerte]] og, [[katolske kirke]] og fyrsterne forfulgte den nye religiøsereformatoriske bevægelse med stor grusomhed. Mange fik frataget ejendom, blev fordrevet fra deres hjem og led [[martyr]]døden. I 1529 besluttede den tyske rigsdag endet såkaldte mandatgendøbermandat (lovmandat≈lov), som foreskrev dødsstrafdødsstraffen for gendøbere.
 
Selvom de blev mødt med massiv modstand, nåede døberne også Nederlandene, hvor [[Menno Simons]] tilsluttede sig dem i 1536. Han samlede den pacifistiske del af bevægelsen og oprettede menigheder i det nederlandske og nordtyske område, hvor de nu blev kaldt mennonitter eller dåbssindede. Efter hans død splittede bevægelsen sig i en periode op i flamske, frisiske og waterlandske menigheder. I 1600-tallet var bevægelsen præget af modstanden mellem de mere liberale lammister (''remonstrantiske dåbssindede'') og de mere konservative sonnister. Også de gemt levende [[De Schweiziske Brødre|schweiziske brødre]] i Schweiz og Frankrig blev ikke forskånet for splittelsen. I 1693 udtrådte enden konservative gruppedel under ledelse af Jakob Ammann af kirkesamfundet og kaldte sig [[amish]]. Den forblivende del kaldte sig nu også mennonitter eller dåbssindede.
 
I 1700-tallet blevMens mennonitterne i storede delenordlige Nederlandene med indførelsen af Europareligiøs tolerance i 1579 kunne virke frit, var mennonitterne i andre lande fortsat truetoffer medfor forfølgelse, tortur og martyrdød. DetteI Schweiz måtte de gemme sig i bjergområderne. I det nuværende Belgien blev de helt udslettet. Ikke mindst [[trediveårskrigen]] førte til enstor nedgang. Den fortsatte [[Religiøs forfølgelse|religiøse forfølgelse]] i store dele af Europa førte til større udvandringudvandringen til det daværende [[Vestprøjsen]] (stort set svarende til de nuværende polske [[voivodskab]]er [[Pomorskie]] og [[Kujawsko-pomorskie]]) og lidt senere også til [[Nordamerika]], hvor mennonitiske indvandrereimmigranter grundlagdeetablerte en række nye byer og kolonier. IMennonitiske Vestprøjsenindvandrere opdyrkedebosatte mennonittiskesig flygtningeher fraisær Nederlandene sumpområderne vedi [[Wisła|WeichselPennsylvania]]s [[floddelta]]. De byggede diger og kanaleromkring og[[de kunnestore på den måde udnytte området til kvægdriftsøer]]. DaMange detaf indbragtedem landetshar byerbevaret ogderes godsejeretyske endialekt stor([[Pennsylvania økonomiskDutch|pennsylvaniatysk]] fordel,eller på[[nedertysk]]) den grund fik de lovop til at dyrke deres troi uhindretdag.
 
I Vestprøjsen opdyrkede mennonittiske flygtninge fra Nederlandene sumpområderne ved [[Wisła|Weichsel]]s [[floddelta]]. De byggede [[dige]]r og [[kanal]]er og kunne på den måde udnytte området til kvægdrift. Da det indbragte landets byer og godsejere en stor økonomisk fordel, fik mennonitterne lov til at dyrke deres tro uhindret. Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under [[Prøjsen]] efter den [[Polens tre delinger|polske deling]] i [[1772]], ændrede deres situation sig drastisk. De cirka 12.182000 mennonitter afviste at gøre krigstejeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at forøgeudvide deres område. Derfor udvandrede mange af dem på [[Katharina 2. af Rusland|Katharina den Store]]s opfordring til [[Ukraine]], hvor de grundlagde de to bosættelser (Chortitza (i [[1789]]) og Molotschna (i [[1804]]). Begge udviklede sig hurtigt, og dannede nye aflæggerbosættelseraflæggere andre steder i Ukraine og Rusland. DaMen da den russiske kejserzar indførte almindelig [[værnepligt]] i [[1874]] udvandrede ca.igen cirka en tredjedel af mennonitterne til [[Manitoba]] i [[Canada]] og forskellige steder i [[USA]]. I løbet af [[1920'erne]] udvandrede yderligere 23.000. Ved [[Sovjetunionen]]s sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag langt denen størstestor del af den mennonitiske bevægelse i Tyskland. ▼
Under [[Elizabeth 1.]] nåede en gruppe nederlandske døbere også til England, hvor de mødte en menighed under ledelse af præsten John Smythe, som senere førte sin gruppe tilbage til Nederlandene. Her fandt de asyl i en halv snes år, men de moralske forhold på stedet og risikoen for at blive [[assimilation|assimileret]] fik dem til at bryde op for at udvandre til “den nye verden”. I [[1620]] sejlede de ud fra [[Plymouth]] med skibet [[Mayflower]], og nåede til Amerika, hvor de blev det, som kaldes pilgrimsfædrene, altså de første nybyggere.
 
På verdensplan findes i dag over 1 mio mennonitter. Nuværende mennonitiske kirkesamfund i Europa er blandt andet ''Algemene Doopsgezinde Sociëteit'' i Nederlandene, ''Arbeitsgemeinschaft Mennonitischer Gemeinden'' i Tyskland, ''Konferenz der Mennoniten (Alttäufer)'' i Schweiz, ''Mennonitische Freikirche'' i Østrig og ''Association des Églises Évangéliques Mennonites'' i Frankrig. I [[København]] eksisterede en lille menighed af mennonitter, der holdt til på [[Østerbro (København)|Østerbro]]. Da deres præst døde i slutningen af 1900-tallet, forsvandt menigheden lige så stille <ref>[http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/252696 Kristeligt Dagblad, 24. maj 2007]</ref>. ▼
▲Da mennonitterne i Vestprøjsen kom under [[Prøjsen]] efter den [[polske deling]] i [[1772]], ændrede deres situation sig drastisk. De 12.182 mennonitter afviste at gøre krigstejeneste for de prøjsiske konger, og selv om det blev godtaget, fik de ikke længere lov til at forøge deres område. Derfor udvandrede mange af dem på [[Katharina 2. af Rusland|Katharina den Store]]s opfordring til [[Ukraine]], hvor de grundlagde to bosættelser (Chortitza i [[1789]] og Molotschna i [[1804]]. Begge udviklede sig hurtigt, og dannede nye aflæggerbosættelser andre steder i Ukraine og Rusland. Da den russiske kejser indførte almindelig [[værnepligt]] i [[1874]] udvandrede ca. en tredjedel af mennonitterne til [[Manitoba]] i [[Canada]] og forskellige steder i [[USA]]. I løbet af [[1920'erne]] udvandrede yderligere 23.000. Ved [[Sovjetunionen]]s sammenbrud var der trods religionsforfølgelserne stadigvæk mange tysktalende mennonitter tilbage, og i løbet af få år udvandrede mere end 200.000 af dem til Tyskland. De danner i dag langt den største del af den mennonitiske bevægelse i Tyskland.
 
===Danmark===
▲I [[København]] eksisterede en lille menighed af mennonitter, der holdt til på [[Østerbro (København)|Østerbro]]. Da deres præst døde i slutningen af 1900-tallet, forsvandt menigheden lige så stille <ref>[http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/252696 Kristeligt Dagblad, 24. maj 2007]</ref>.
 
==Tro==
===Hovedpunkter===
[[Fil:Doopsgezinde-Gemeente-exterior.jpg|thumb|right|Mennoniterkirken i [[Amsterdam]]]]
Mennonitterne står for personlig tro, trosdåb (bekendelsesdåb), selvstændige menigheder (kongretionalisme), forkastelse af både [[ed]] og [[Militær|militærtjeneste]] og krav på [[ytringsfrihed|ytrings]]- og [[religionsfrihed]]. Den enkelte skal af fri vilje vælge at tro. Det helt centrale element i mennonitternes tro er [[bjergprædikenen]].
 
Mennoniterne tilhører fredskirkerne, som retter sig mod magtafkald og [[pacifisme]], og som ofte træder til i politiske kriseområder. Mange mennonitter afviser enhver værnepligt og endda den del af skattebetalingen, som går til militære formål, mens andre gør militærtjeneste uden for [[kamptropper]]ne.
Line 44 ⟶ 41:
 
==Religiøs praksis==
DerMennonitternes findesreligiøse ipraksis dag flere forskellige mennonittiske grupperinger, som adskiller sig en hel del hvad angårog levevis ogafviger religiøsfra praksishinanden. DetFælles fællestræk er døbertraditionenden døberiske tradition og engagementet i aktivt fredsarbejde og [[diakon]]isk indsatsi.
 
GammelmennonitterKonservative mennonitter (''Old Order Mennonites'') i [[Amerika]] lever for eksempel i en udpræget afvisningdistance aftil det moderne hverdagsliv og ligner dermed på mange områder [[Amish|amish-folket]]. Andre mennonitiske kirkesamfund har en mere liberal og økumenisk tilsnit. Til mennonitterne regnes også de mennonitiske brødre (''Mennonite Brethren'') og Brødre i ChristusKristus (''Brethren in Christ''). Enkelte mennonitiske samfund har bevaret deres tyske dialekt (det sydtyske [[Pennsylvania Dutch]] eller det nordtyske [[Plattysk|Plautdietsch]]).
 
Mennonitter bestræber sig på at være velgørende "i Kristi navn", og de har grundlagtstiftet hjælpeorganisationer som den ''Mennonittiske Katastrofetjeneste'' (MDS, ''Mennonite Disaster Service, MDS'') og den ''Mennonittiske Hjælpetjeneste'' (MCC, ''Mennonite Central Committee, MCC'') for at støtte nødstedte, hvad enten de er fremmede eller trosfæller.
 
==Referencer==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Mennonitter"