Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

Nederlaget i [[1. verdenskrig]] og den heraf følgende [[Versailles-traktaten|Versailles traktat]] styrede fuldstændig tankegangen i [[Reichswehr]]. De pålagte drastiske nedskæringer blev ikke godtaget af politikerne og hovedparten af befolkningen, så den traktatmæssigt fastlagte hær på 100.000 mand i 7 infanteridivisionerinfanteri[[Division (militær)|divisioner]] blev af hærledelsen anset for at være en overgangsløsning og for at være grundlag for en større hær, som ikke var underlagt traktatmæssige begrænsninger.<ref>Rainer Wohlfeil u. Edgar Graf von Matuschka: ''Reichswehr und Republik (1918–1933).'' Bernard&nbsp;& Graefe 1970, ISBN 3-7637-0304-7, S.&nbsp;207ff.</ref> For at nå dette mål, var ledelsen af Reichswehr villig til at overtræde betingelserne i Versailles-traktaten og anvende illegale midler – fortrinsvis ved udrustning af såkaldte [[indbyggerværn]] med militært udstyr, billigelse af det sorte Rigsværn [[Schwarze Reichswehr]] og militært samarbejde med Sovjetunionen ([[Rapallotraktaten]]) for at opnå grundlæggende taktisk og teknisk viden. Indtil starten af [[1930'erne]] forblev omfanget og den militære værdi af disse tiltag, såvel personelt som materielt, forholdsvis ringe.<ref>Wohlfeil/Matuschka: ''Reichswehr und Republik.'' S.&nbsp;218ff.</ref>

I den korte tid hvor den samlede planlægning om udbygningen af hæren lå stille i 1936 indledtes diskussionen om ''forøgelse af hærens angrebskraft'' om de muligheder som de nye kampvognsenheder åbnede, hvilket også fik betydning for det endelige rustningsprogram. I generalstaben indså man muligheden for at man med dette nye våben kunne gennemføre en yderst bevægelig kamp og dermed fik nye operationelle muligheder. Generalstabschef Beck foreslog derfor at der udover de tre panserdivisioner skulle opbygges motoriserede infanteriregimenter og selvstændige panserbrigader, som alt efter situationen kunne samles til kampenheder. Hertil kom, at han ville styrke hærens angrebskraft ved motorisering af flere infanterienheder. Yderligere var han af den opfattelse, at hvert [[armékorps]] skulle udstyres med en panserbrigade.<ref group="A">En panserbrigade bestod af fire bataljoner. Med 12 planlagte armékorps drejede sig således om 48 panserbataljoner, som skulle lægges til de 12 i de tre bestående panserdivisioner. Det i bogen ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' nævnte tal på 10.000 kampvogne forekommer tvivlsomt. En bataljon bestod af ca. 50 kampvogne så tallet 3.000 er mere realistisk.</ref> Til programmet om forøgelse af hærens angrebskraft kan også medregnes udkastet fra hærens øverstkommanderende [[Werner von Fritsch|von Fritsch]], som ud fra et memorandum fra chefen for generalstabens operationsafdeling [[Erich von Manstein|von Manstein]], underskrev en forordning hvorefter hver infanteridivision skulle have

| colspan="4" | '''Oversigt over de tre rustningsprogrammer titil opbygning af hæren i fredstid''' <ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 439</ref>

| style="border:1px solid #996" align="center" | [[Armékorps]]

| style="border:1px solid #996" align="center" | Lette Divisionendivisioner

* 43 Rekognosceringseskadrillerrekognosceringseskadriller (750 fly)

* 36 Hangarskibseskadrillerhangarskibseskadriller (500 fly)

* 4 Transporteskadrertransporteskadrer (500 fly)