C.E. Fenger: Forskelle mellem versioner

Under hans omfattende arbejde som universitetslærer, hospitalsoverlæge og praktiserende læge, under al hans optagethed af forskellige vigtige og vanskelige reformatoriske opgaver udøvede dog politikken med dens urolige anspænding, dens altid nye intrikate problemer og dens særlige tillokkelser for ærgerrighed og magtudvikling bestandig en stærkt dragende magt over ham. Da der i [[1856]] blev udskrevet valg til det nye [[Rigsråd]], kunde han derfor heller ikke, til trods for sit få år i forvejen givne afkald på Rigsdagsvirksomhed, bekvemme sig til at afslå det tilbudte mandat, og derved unddroges, til den medicinske verdens store beklagelse, en del af hans tid og arbejdskraft fra hospitalet og lægevidenskaben – det område, hvor hans rige, men urolige og meget sammensatte personlighed dog vist udfoldede sig i sin uomtvistet skønneste skikkelse. 3 år efter måtte han fuldstændig afbryde hele sin glimrende lægevidenskabelige bane, ligesom han måtte opgive andre ovenfor nævnte offentlige hverv, i det han fik sæde i regeringen som finansminister – "den anden Gang, en Læge blev Minister i Danmark", som [[Erich Christian Werlauff|Werlauff]] i den anledning sagde. Denne stilling indtog han med en kort afbrydelse under [[Ministeriet Rotwitt|det Rotwittske ministerium]] indtil udgangen af [[1863]]. [[1861]] indvalgtes han i [[Rigsdagen]]s Folketing. Den vigtigste sag, han som finansminister gennemførte, var den store Toldrevision af [[4. juli]] 1863. Fenger, som af princip var [[frihandel]]smand, gjorde her af politiske og opportunitetshensyn beskyttelsesinteresserne så store indrømmelser, at hans forslag blev meget stærkt bekæmpet af Frihandelspartiets førere, [[Alfred Anton Hage|Alfred Hage]] og [[Christian August Broberg]], men såvel forslaget selv som den endelig vedtagne lov indeholdt dog et ret betydeligt skridt henimod større frihed for omsætningen. I øvrigt var Fenger som finansminister en dygtig og indsigtsfuld administrator, som strengt og nøjeregnende påså [[statskassen]]s tarv og derved kom til at støde an imod mange private interesser. Han hævdede også sit spareprincip over for de i disse år ret betydelige krav på forøgelse af militærudgifterne og over for spørgsmålene om revision af lønningslovene i opadgående retning. Herved skabte han sig både nu og senere mange bitre modstandere.

Til trods for hans voksende skepsis med hensyn til lægebehandlingen – vistnok en medvirkende grund til hans forandring af livsstilling – var der dog fremdeles i hans personlighed alt for meget af lægen, til at han rolig kunde kaste broen af efter sig, og han reserverede sig sin universitetsstilling ved en mulig udtræden af regeringen, således at hans vigtige funktioner ved fakultetet og hospitalet foreløbig besørgedes ved konstitution. Denne provisoriske og for den lægevidenskabelige undervisning uheldige tilstand vakte imidlertid misfornøjelse i medicinske kredse, og for første gang blev han i fagpressen genstand for stærke personlige angreb, hvilke dog fremkaldte kraftige moddemonstrationer fra hans mange begejstrede tilhængere. Posten blev også besat, forinden han igen trådte tilbage fra [[Finansministeriet]], og hans egentlige medicinske bane var således definitivt afbrudt, medens han dog under den følgende tids mangesidige og stærkt fremskudte virke fremdeles på flere måder stod i nær berøring med sit gamle videnskabsfag, ja endog gav litterære vidnesbyrd om fortsatte grundige medicinske studier; han genoptog også efterhånden forskellige hverv og stillinger, som han havde opgivet ved sin indtrædelse i regeringen, deriblandt direktørposten for Landbohøjskolen og sædet i sundhedskollegiet.