Kommunalreformer i Sverige: Forskelle mellem versioner

Den 1. januar 1863 trådte kommunalforordningen i kraft i Sverige. Derved blev landet inddelt i cirka 2500 [[primærkommune]]r. Det er ikke muligt at fastlægge det præcise antal, da der er visse uklarheder. Ud af disse var 89 kommuner [[Stad (Sverige)|stæder]] (købstæder), som allerede gennem systemet med stadsprivilegium en vis grad af selvstyre. På landet valgte man [[sogn]]ene, som udgangspunkt for kommuneinddelingen. Man diskuterede, om ikke sognene var for små, og om man ikke i stedet burde have valgt [[herred]]erne som udgangspunkt. Ud over købstæder og landkommuner, var der to former for [[köping]]er, dels dem der udgjorde egne kommuner (otte i 1863) og dels [[municipalköping]]erne (ti i 1863). Fra 1875 begyndte man at danne [[municipalsamhälle]]r. Disse blev ikke regnet som selvstændige kommuner på anden måde, end ved administrationen af de særskilte vedtægter, under hvilke de blev dannet. Antallet af kommuner var i de følgende årtier relativt stabilt. Det var mere almindeligt med delinger end med sammenlægninger. I 1930 var antallet af kommuner på sit højeste med 2532. PricippetPrincippet var fortsat, at når et byområde opstod, skulle de særskilte såkaldte byvedtægter tilpasses, hvilket succesivtsuccessivt førte til udskillelse af byområdet i sin egen kommune. Dette skete ved at danne et municipalsamhälle, en köping og til sidst en stad.

I 1900-tallet havde der fundet en omfattende befolkningsmigration og [[urbanisering]] sted i Sverige. Landbefolkningens del af befolkningen mindskes, og mange af de små kommuner havde svært ved at få råd til de stigende udgifter. Flere end 500 af Sveriges kommuner havde færre end 500 indbyggere i 1943. Problemet blev undersøgt af ''1943 års Kommunindelningskommitté'', der kom frem til, at antallet af landkommuner skulle mindskes radikalt. Den 1. januar 1952 forsvandt de 2281 hovedsageligt sognebaserede kommuner på landet, og blev erstattet af 816 såkaldte storkommuner. Storkommune var et begreb, der var opstået for at skelne de nye kommuner fra de tidligere, da de almindeligvis havde samme navn som en af de kommuner, der blev lagt sammen. Det indgik dog ikke i den officielle navngivning.

Reformen berørte i princippet kun landkommunerne. Stadskommunernes antal var uforandet 133, og antallet af köpinger blev noget forøget. De tre kommunebegreber (landkommune, köping og stad) bestod formelt i yderligere næsten tyve år, men forskellene blev reduceret så meget, at det ikke var nødvendigt at danne ny stadskommuner.

Ganske hurtigt indså man, at reformen i 1952 ikke havde været tilstrækkeligt gennemgribende. Man begyndte nu at overveje hovedbysprincippet. Købstæder og landsbyer skulle danne ensartede kommuner, hvor staden eller et andet større byområde, skulle udgøre hovedbyen for det omgivende område. ''1959 års indelningssakkunniga'' forslog en ny kommunalreform. Denne gang skulle köpingerne og købstæderne deltage, og de forskellge kommunertyperkommunetyper skulle helt afskaffes. Samtidig var der forberedelser til andre reformer i gang, der også skulle føre til en mere ensartet, lokal forvaltning af Sverige, som eksempel reformen af underretterne, (hvor visse købstæders egen [[jurisdiktion]] blev afskaffet) og politietatens statsliggørelse, samt forandringer på skatteforvaltningsområdet.

[[Riksdagen]] vedtog kommunalreformen i 1962. Tanken var at sammenlægningerne skulle ske frivilligt. Reformprocessen blev indledt 1. januar 1964, hvor Sveriges kommuner blev inddelt i 282 såkaldte kommuneblokke. Inden for disse blokke, skulle de involverede kommuner samarbejde og "lære hinanden at kende", i årerneårene frem til, at de nye "blokkommuner" kunne dannes. Man sigtede efter en afsluttet reform i 1971. Blokkommune var et nyt begreb, som var opstået for at beskrive de nye kommuner, der som ved den tidligere reform ofte tog navn fra en af de kommuner, der skulle lægges sammen. Det indgik dog ikke i navnet på de nye kommuner og faldt snart ud af brug. I folkemundfolkemunde blev blokkommunerne en overgang kaldt storkommuner.

I nogle tilfælde gik reformen hurtigt; en række sammenlægninger fandt sted i 1965, 1967 og 1969. I andre tilfælde var der modsætninger inden for kommuneblokken. Riksdagen besluttede i 1969, at reformarbejdet skulle fremskyndes, og frivilligheden kan dermed anses for at være ophørt.

Det tog en årrække at konsolidere de nye kommuner. I nogle tilfælde mislykkedes det, og allerede i 1977 og 1979 fandt nogle "skilsmisser" sted. Eksempelvis Norsjö-Malå og Motala-Vadstena. Antallet af kommuner var i 1992 kommet op på 286, og var i 2008 oppe på 290. Man forventer, at antallet inden for en overskuelig fremtid vil blive på dette niveau. Enkelte delinger og måske også sammenlægninger, kan finde sted, men den aktuelle kommunestruktur anses for stabil. Hvis [[Landsting (Sverige)|landstingene]] afskaffes, og deres opgaver overføres til kommunerne, hvilket er foreslået, kan det betyde, at de mindste kommuner skal lægges sammen. Mindre kommuner har ofte problemer med økonomien, hvilket har ført til begyndende diskussioner om nye sammenlægninger. Det gælder især de mindste landsbykommuner, der samtidig har et vigende befolkningsunderlag. I nogle kommuner er der lokale opinionsundersøgelser om, hvorvidt en del skal udskilles for at danne sin egen kommune. Det er almindeligvis lettere at få støtte til en deling, end en sammenlægning. Blandt andet tages vejledende folkeafstemninger i brug, som eksempelvis i [[Eskilstuna kommun]] i forbindelse med det ordinære valg i 2006. Der var spørgsmålet, om Torshälla skulle udskilles fra kommunen. Valgresultatet blev et nej til kommunedeling.