|
Peter '''Thorkild Juncker''' Hansen, eller kort Th. Juncker, ([[1897]], [[København]] - [[1955]], [[Århus]]) var en fremtrædende dansk erhvervsmand, direktør for [[Aarhus Oliefabrik]] (nu [[AarhusKarlshamn]]) [[1927]]-[[1945]].
Efter endt uddannelse hos [[Østasiatisk Kompagni]] (ØK), gjorde Juncker som direktionssekretær lynkarriere hos konkurrenten Aarhus Oliefabrik og overtog i en ung alder i [[1927]] posten som direktør. Her udfoldede han sig hurtigt som en dygtig, visionær, benhård og beundret industrileder, som på få år formåede at genrejse et fallitbo til en af landets førende industrivirksomheder. I 1937 stod fabrikken på [[Aarhus Havn]] for 10 % af den samlede danske industrieksport. Junckers bedrift skal ses på baggrund af 1930'ernes dybe og verdensomspændende [[recession]].
Som følge af denne succes blev Juncker i 1930'erne en fra politisk side stærkt ombejlet erhvervsskikkelse. I 1937 var han medstifter af [[Akademiet for de tekniske Videnskaber]]. Han blev direkte inddraget i erhvervs- og råstofpolitikken[[råstof]]politikken, mest synligt gennem sit medlemsskab af den af [[statsminister]] [[Thorvald Stauning]] og nationalbankdirektør [[C.V. Bramsnæs]] nedsatte ''Statsministeriets Produktions- og Raastofkommission'' [[1937]]-[[1945]]. Han gjorde sig i kommissionen til talsmand for en aktiv statslig industrifremmende politik efter overordnede korporative og planøkonomiske[[planøkonomi]]ske principper og fremhævede i den forbindelse en aktiv [[forskningspolitik]] som et centralt element heri. Junckers forskningspolitiske overvejelser og initiativer, fremført såvel i offentligheden som internt i Raastofkommissionen, udmøntede sig i [[1942]] et forslag om oprettelse af et statsligt teknisk-videnskabeligt forskningsinstitut, som bl.a. skulle arbejde med syntesekemiske[[syntesekemi]]ske og råstofrelaterede problemer.<ref>Produktions- og Raastofkommissionen (1942) ''Betænkning angaaende teknisk-videnskabelig Forskning.''</ref>
I direkte forlængelse heraf vedtog [[Folketinget]] i [[1946]] en lov om oprettelse af [[Det teknisk-videnskabelige Forskningsråd]], Danmarks første forskningråd[[forskningsråd]].
Efter den nazistiske[[nazistisk]]e besættelse af [[Danmark]] i [[1940]] anså Juncker den tekniske og videnskabelige forskning som det største aktiv i forhold til at sikre en fleksibel indpasning (dvs. overlevelse) i en europæisk storrumsøkonomi under nazistisks lederskab og han offentliggjorde sine overvejelser herom i den ledende nazistiske organ ''Berliner Börsen Zeitung'' i februar [[1941]]. I artiklen tilsluttede Juncker sig den nazistiske storrumstankegang, samtidig med at han direkte udfordrede den i [[Berlin]] herskende opfattelse af Danmarks plads i en sådan planøkonomisk indretning, ifølge hvilken [[Danmark]] primært var tiltænkt rollen som leverandør af levnedsmidler. Under besættelsen blev Juncker formand for [[Udenrigsministeriets Østrumsudvalg]], der på officielt plan varetog og udviklede det danske erhvervslivs ikke ubetydelige interesser i de erobrede områder mod øst. Ved oprettelsen af ''[[Dansk-Tysk Selskab]]'' i Århus i [[1940]] blev Juncker formand for selskabet, der var en jysk provinsafdeling af [[Dansk-Tysk Forening]]. Efter krigen var disse formandshverv den direkte anledning til, at han betragtedes som nazisympatisør.
I 1947 idømtes han i [[Københavns Byret]] en to års fængselsstraf og fradømt almen tillid i fem år for sin medvirken i hofjægermester [[Jørgen Sehesteds]] statskupplaner[[statskup]]planer i sensommeren 1940. Retten lagde især vægt på indholdet af et af Juncker udarbejdet memorandum, som i sommeren [[1940]] blev overgivet til den tyske [[SS]]-Sturrmbanführer [[Eberhard von Löw]]. I dette memo tilbød Juncker efter rettens mening sin ekspertise[[ekspert]]ise indenfor kolonial[[koloni]]al råstofhåndtering[[råstof]]håndtering, [[logistik]] og transport til det tredje riges ledelse, der som påpeget i memoet manglede erfaringer på dette område. Memoet har siden gennem socialdemokraten [[Holger Eriksen]]s erindringer givet anledning til en dramatisk myte om, at Juncker under krigen stilede efter at blive [[Hitler]]s koloniminister, hvilket memoet i sig selv ikke giver holdbart belæg for.
Det har været omdiskuteret, hvorvidt Juncker var [[nazist]] eller ej. Juncker bifaldt meget af det der skete i [[Tyskland]] efter [[1933]] ikke mindst den korporative industripolitik og inkorporerede selv mange elementer af ''Kraft durch Freude'' ideologien på sin egen fabrik. Juncker plejede med omhu sine forbindelser til de tyske nazister, men han var ikke medlem af det danske nazistparti [[DNSAP]] og forholdet til [[Frits Clausen]]s folk var direkte anstrengt. Diskussionen om Junckers evt. nazisme har sløret for det forhold, at han langt ind i krigen nød både [[Stauning]]s og stats- og udenrigsminister [[Erik Scavenius]]' tillid og opbakning. Både [[C.V. Bramsnæs]] og [[Scavenius]] bragte ham op som et muligt ministeremne ved forskellige kritiske lejligheder i 1941-42.<ref>Knudsen, ''Den største tyskerven'', s. 417-418.</ref>
Efter krigen købte Juncker et mindre århusiansk instrumentværksted[[instrument]]værksted med en håndfuld medarbejdere og opbyggede på denne beskedne basis den højteknologiske elektronikvirksomhed[[elektronik]]virksomhed [[Terma]]. Ved Junckers død i 1955 havde virksomheden over 150 medarbejdere. Juncker hører til blandt det 20. århundredes største danske erhvervsfolk.
== Referencer ==
| 