Skjaldekunst: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
No edit summary |
||
Linje 1:
'''Skjaldekunst''' eller ''skjaldskab'' var en stærkt formbundet, [[mundtlig overlevering|mundtligt overleveret]] digtekunst der stod centralt i [[vikingetid]]ens dannelsesideal.
Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – [[kenning]]ar og [[heiti]]
et solidt kendskab til den nordiske mytologi.
Vi ved ikke hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde at der
kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det der stadig findes på [[Færøerne]]<ref>Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod utallige tilfælde når skjalden hævede sin røst og andre tav.</ref>.
Mange vikingekonger havde [[skjald]]e tilknyttet deres [[hird]], og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at
Linje 12:
Omsat til nutidige begreber kan man sige at hirdskjalden på en gang var historiker, mytolog, kulturambassadør,
krigsreporter, sprognævn og spin-doktor - hvilket jo forklarer lidt af hans høje position<ref>Spin-doktorens rolle begrænsedes dog af et faktum, som [[Snorri Sturluson]] nævner i sin fortale til [[Heimskringla]], nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis man overdriver eller opfinder bedrifter, „så er det hån men ikke pris“ for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette.</ref>.
Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer.
| |||