Førne: Forskelle mellem versioner

[[Billede:Kompost.jpg|thumb|300px360px|Førne]]

[[Nedbryder]]nes fordel ved at leve af førne er den, at førnen indeholder kemisk [[energi]], som kan bruges i alle nedbrydernes livsprocesser. Hvis nedbrydningen foregår i en [[ilt]]rig atmosfære, så kan den give [[organisme]]rne maksimalt udbytte af [[energi]] og stof. Hvis der derimod er mangel på ilt og omsætningen bliver [[anaerob]], så foregår nedbrydningen i stedet som en [[fermentering]], hvad der giver betydeligt mindre energiudbytte. IltfattigeIlt-fattige, komprimerede eller oversvømmede jorde får af samme grund en ringe [[biodiversitet]] og en langsom omsætning med ophobning af uomsat førne (se [[højmose]]).

DetForholdet ermellem megetindholdet afgørendeaf for[[kulstof]] nedbrydningen,og hvorindholdet højtaf [[kvælstof]] − [[C/N-forhold]]et − er afgørende for nedbrydningen. Jo mere [[kulstof]], der er i førnen, jodesto langsommere vil den blive nedbrudt. Omvendt vilMen kulstofrig førne vil give en større mængde [[humus]] som slutprodukt. Det mest træagtige[[ved|træ-agtige]] har også det højeste indhold af kulstof (jf. [[brændværdi]]en). Urteagtig[[Urt]]eagtig førne har et lavere indhold, og [[bælgplante]]r har det laveste C/N-forhold, man finder blandt planterester. Kun når man undersøger dyrisk førne, finder man et endnu lavere indhold af kulstof over for [[kvælstof]].

Det er væsentligt at bemærke, at førnen næsten altid består af blandet materiale, og at det mest kvælstofrigekvælstof-rige (=dvs. det mest kulstoffattigekulstof-fattige) altid vil blive nedbrudt først. Da kulstoffet i sidste ende tabes som CO₂, vil den forholdsvise mængde af kvælstof efterhånden øges i restproduktet. Til slut er der -− efter udvaskning eller optagelse af kvælstof og andre mineralske stoffer -− en næsten uomsættelig rest, humus.