Norges historie: Forskelle mellem versioner

'''Norges historie''' kan dateres tilbage til tiden før år 800, hvorfra man har fundet flere helleristninger, skrevet med [[Runealfabet|runer]]. Det menes, at der i denne periode har eksistreteksisteret flere små kongedømmer.

Perioden 800–1066 betegesbetegnes normalt som [[Vikingetiden]]. I denne periode rejste både nordmænd, danskere og svenskere i langskibe over store dele af Europa, som vikinger, opdagelsesrejsende, bosættere og handelsfolk.

I midten af det 11. århundrede, fik Norge en stærk kongemagt, selvom detder stadig kun var en rudimentær administration. Efter [[Den sorte død]] gik Norge ind i en nedgangsperiode.

Mellem 1396–15371396 og 1537 var Norge en del af [[Kalmarunionen]], og efter dennes sammenbrud blev landet, indtil 1814, en del af [[Danmark-Norge]].

Danmark–Norge gik ind i en alliance med [[Napoleon]], hvorefter krigen førte til dårlige tider og hungersnød i 1812. I 1814 tabte Danmark-Norge [[Englandskrigene]], og kongen blev tvunget til at overdrage Norge til kongen af Sverige ved [[Freden i Kiel]]. Efter et norsk forsøg på uafhængighed og vedtagelsen af en fri forfatning, blev Norge tvunget enind i en løs union med Sverige.

I denne periode blomstrede den norske, romantiske nationalfølelse, og nordmændene prøvede at udvikle deres egne nationale træk. Unionen med Sverige blev ophævet i 1905.

Norge blev medlem af [[NATO]] i 1949. To forsøg på at blive medlem af [[EU]] blev nedstemt i folkeafstemninger med en lille margin i 1972 og 1994. Norge gharhar været en tæt allieret af [[USA]]. Store fund af [[olie]] og [[naturgas]] blev gjort i [[1960'erne]], hvilket førte til et stort økonomisk boom.

De ældste spor af [[menneske]]r i det, som i dag er Norge, er fundet i [[Aukra]] kommune og dateres til omkring 9200 år f.Kr. Den 11.000 år gamle boplads blev fundet af arkæologer fra [[Videnskabsmuseet]] i Trondhejm. {{uoversat-start}}[[Pionerbosetning]] er et begreb, arkæologerne bruger om den ældste bosætningenbosætning, mennesker som troligsandsynligvis kom fra [[Doggerland]] eller Nordsjølandet. [[Fosnakulturen]], [[Komsakulturen]] og [[Nøstvetkulturen]] er de tradisionelletraditionelle betegnelser på fangstkulturer fra ældre stenalder.

Under den yngre [[stenalderenstenalder]] (4000 f.Kr.–1800 f.Kr.) harer et nyt folk indvandret til landet, det såkaltesåkaldte [[stenøksefolketstenøksefolk]]. [[Helleristninger]] fra denne periodenperiode viser motiver fra [[jagt]] og [[fiskningfiskeri]], som stadig var vigtige næringererhverv. Fra denne periodenperiode er der fundet en [[megalittgravmegalitgrav]] i [[Østfold]].{{uoversat-slut}}

I bronzealderen blev samfundet mere organiseret og lagdelt end i stenalderen. En rig høvdingeklasse, som havde nære forbindelser med Sydskandinavien, voksede frem. Bosættelserne blev mere permanente, og folk tog hest og [[ard]] i brug. Man skaffede sig statussymboler af bronze, boede i [[langhus (bygning)|langhus]]e, og folk blev gravlagt i store [[gravhøj]]e. [[Helleristning]]er fra bronzealderen indikerer, at mennesker dyrkede [[solen]] som en gud.

Norske [[viking]]er dragededrog på plyndringstogter og handelsrejser rundt om i [[Vesteuropa]]s kystlande. Store grupper af nordmænd udvandrede til [[deDe britiske øerØer]], [[Island]] og [[Grønland]]. [[Harald Hårfagre]] startede sent i [[800-tallet]] en samlings-processamlingsproces af Norge, som blev fuldført af [[Harald Hardråde]] i [[1060'erne]]. Landet blev [[kristendom|kristnet]] under kongenekong [[Olav Tryggvason]], der faldt i [[slaget ved Svolder]] ([[1000]]) og [[Olav Haraldsson]] (den helligeHellige), der faldt i [[Slaget på Stiklestad]] i [[1030]]

[[Slaget ved Stamford Bridge]] i 1066 markerer overgangen fra vikingtidenvikingetiden til middelalderen i Norge. Slaget er regnetregnes som det sidste af vikingetogterne, og kong Harald Hårdråde døde derdér.

På grund af gentagne [[pest]]epidemier blev befolkningen halveret, og de mindst produktive af landets gårde blev lagt øde. Det tog flere hundrede år, før befolkningen atter nåede niveauet før [[1349]]. De, som overlevede epidemieneepidemierne, fik imidlertid flere økonomiske resurser til deling. Skatteindtægterne til staten nærmest kollapsede, og en stor del af [[adel]]sslægterne uddøde eller sank ned i bondestand på grund af [[landskyld]]faldet. [[Hanseforbundet]] overtog handel og dominerede fiskeeksporten. [[Ærkebiskop]]pen i [[Nidaros ærkebispedømme|Nidaros]] var landets mægtigste mand både økonomisk og politisk, eftersom kongedynastiet giftede sig ind i det svenske i [[1319]] og uddøde i [[1387]]. Derefter blev [[København]] rigets politiske centrum og [[Bergen]] handelscentrum, mens [[Trondheim]] forblev det religiøse centrum.{{uoversat-slut}}

I [[1537]] blev [[reformationen]] gennemført i Norge. Med det blev næsten halvdelen af landets ejendom ved et pennestrøg konfiskeret af kongemagten. Præsteskabet, som havde stor magt, som en egen organisation, blev nu udnævnt af statskirken og administreret fra København. I denne periode blev Norge styret af (hovedsagelig) danske, adelige lensherrelensherrer, som optrådte som mellemmænd mellem bønderne og Oldenborg-kongen indenfor retsvæsen, skatte- og toldopkrævning.

Fra 1570 og frem til 1721 lå Oldenborg-dynastiet gentagenegentagne gange i krig med Vasa-dynastiet i Sverige. Finansieringen af disse krige førte til en voldsom skatteskærpelse, som medførte stor nød.

Politisk-geografisk måtte Oldenborg-kongerne afstå de norske landskaber [[Jämtland]], [[Härjedalen]], [[Idre]] og [[Serna]], samt [[Bohuslän]] til Sverige. Som led i finansingenfinansieringen af krigene bleblev statsapparatet udvidet. Kongemagten begyndte i større grad at gøre sig gældende i retsplejen. Indtil denne periode havde volds- og æreskrænkelsessager været behandlet som civilsager mellem borgerne. Straffeniveauet blev dermed skærpet. I denne periode blev også mindst 307 personer henrettet for hekseri i Norge. Kulturelt bleblev landet præget af, at skriftsproget blev dansk på grund af Bibelbibel-oversættelsen og København universitetsUniversitets uddannelsesmonopol.

Indtil 1660 var kongen blevet ''valgt'' af det danske rigsråd, mens han ''arvede'' Norges rige. Efter en serie militære nederlag begik kongen statskup og afsatte rigsrådet. Kong [[Frederik 3.]] indførte enevældetenevælden, noget, som indebar, at der stort set ikke var nogen som helst juridiske begrænsninger i kongens magt. Dette blev starten på en omfattende udvidelse af statsapparatet, og den civile administration blev i større grad kontrolleret fra centraladministrationen i København. Både Danmark og Norge fik nye lovbøger. Den elendige statsøkonomi førte til et omfattende salg af krongods, først til statens kreditorer. Videre salgVideresalg gjorde, at mange bønder blev selvejende i slutningen af 1700-tallet. Industriel udnyttelse af norske naturresurser kom i gang, og handel og skibsfart og særlig øget trælasteksport førte til til økonomisk opgang i sidste del af 1700-tallet.

Norge forblev Oldenborg-kongernes arverige til [[1814]], da kongen ved [[freden i Kiel]] måtte give afkald på riget efter at have været på den tabende side under [[Napoleonskrigene]]. Norge bleblev afstået til kongen af [[Sverige]]. [[Statholder]]en og tronarvingen prins [[Christian 8.|Christian Frederik]] stillede sig i spidsen for en politisk elite, som ønskede et selvstændigt Norge. En grundlovsgivende forsamling blev valgt og samlede sig på [[Eidsvoll]], hvor en ny [[forfatning|grundlov]] blev vedtaget, og Christian Frederik valgt til norsk konge [[17. maj]] 1814. Forsøget på at skabe en uafhængig norsk stat måtte dog opgives som følge af svensk magtbrug. Ved [[konventionen i Moss]] var fredsvilkårene, at Norge måtte acceptere en personalunion med Sverige. Men landet fik lov til at beholde grundloven og stortinget mod, at Christian Frederik frasagefrasagde sig tronen. [[4. november]] 1814 valgte stortinget Sveriges konge til konge af Norge, efter at have vedtaget de grundlovsændringer, som var nødvendige på grund af unionen. Grundloven var influeret af principperne fra den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring og var blandt de mest demokratiske i verden. Selvstændighedsbestræbelserne i 1814 genrejste Norge som stat, formelt en selvstændig stat, men indenforinden for en påtvunget løs union med Sverige. Landet havde fuldt indre selvstyre og separate institutioner, og kun kongemagten og udenrikspolitikken var fælles for de to stater.

[[Eidsvoll-forfatningen|Grundloven]] blev undertegnet og Christian Frederik blev valgt til konge af det selvstændige Norge [[17. maj]] 1814, som stadig er [[nationaldag]] i landet. SelvstændighedenSelvstændighed var i midlertidigimidlertid ikke realpolitisk muligtmulig. Efter en [[Det norske felttog|kort krig]] med Sverige måtte kong Christian Frederik frasige sig tronen, men opnåede ved [[konventionen i Moss]], signeret 14. august 1814, at Sveriges kronprins [[Karl 14. Johan af Sverige|Karl Johan Bernadotte]] godkendte, at Norge kunne beholde sin demokratiske grundlov og egne institutioner indenfor en personalunion. [[Stortinget]] valgte derefter Sveriges konge til Norges konge [[4. november]] 1814.

I 1850 var Norge stadig et førindustrielt samfund, med 3/4 af befolkningen knyttet til fiske-fiskeri og landbrug. Der havde været minimal udvikling i Norge de sidste 150 år, og der var få, som troede, at Norge ville gennemgå den forandring, som foregik de næste 50 år.

Befolkningsvæksten i Norge fra 1600-tallet førte til overskud på arbejdskraft i bygdenebygderne, øgning af antalantallet af husmænd og jordmangel. De fleste, som arbejdede inden for landbrug, levede ikke bare af jorden, men drev fiskefiskeri og tømmerhugst ved siden af. Arbejdet var tungt, og der var få hjælpemidler, og i '''onnearbejdet''' måtte også børn gøre en indsats. Fra 1850 øgedes befolkningen stærkt, og der bleblev udviklet nye jobsjob i byerne, noget som fremtvang forandringer.

Jordmangel og overskuddet af arbejdskraft førte til, at rigtig mange flyttede fra bygdenebygderne til byerne, eller udvandrede til [[USA]]. Folkevandringen førte til, at der blev mangel på arbejdskraft i bygdenebygderne, nogethvilket som førte tilmedførte, at mange bønder måtte gå over til en mere ensrettetensartet drift, og brug af maskiner blev vigtigtvigtig for at kunne drive gården.

Mange af maskinerne var vanskelige at vedligeholde for voksne på grund af, at det var vanskeligt at komme til,. derforDerfor var der mange børn, som arbejdede med maskiner på fabrikker. Dette kan ses som en videreføring af, hvordan børn måtte tage del i gårdarbejdet i bygdene. Børnearbejde var udbredt, og børnedebørnene måtte ofte arbejde lange dage, og lærerne blev trætte af elever, som sov i timerne. Det var lærerne, ikke forældre, som agiterede mod børnearbejde{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Stortinget vedtog love i 1892, som bestemte, at børn under 12 år ikke havde lov til at arbejde, og børn under 18 år ikke skulle arbejde mere end 10 timer.

Da regeringen [[Christian August Selmer|Selmer]] i [[1884]] frarådede kong [[Oscar 2. af Sverige]] at sanktionere en [[grundlov]]sændring, som ville nægte [[Minister|statsråderne]] almindelig adgang til stortinget, indledte stortinget [[rigsret]]ssag mod regeringen for at have skadet landet. Regeringen blev dømt og måtte gå af, og [[Venstre (Norge)|venstremanden]] [[Johan Sverdrup]] dannede en ny regering. Med ordene ''"All makt i denne sal"'' opsummerede Sverdrup denne ændring i konstitutionen, hvor kongens magt blev begrænset, og [[parlamentarisme]]n blev indført. Efter 1890'erne har der været konstitutionel sædvane for, at ingen regering kan blive siddende med et stortingsflertal mod sig.

Efter en årelang strid mellem Oscar 2. og de norske regeringer omkring ønsket om norsk indflydelse i udenrigsspørsmåludenrigsspørgsmål i unionen, vedtog stortinget ensidigt den [[7. juni]] [[1905]], at unionen med [[Sverige]] var opløst, i detidet kong Oscar havde ophørt at være Norges konge. Dette blev bekræftet ved en [[folkeafstemning]] i august. Krig med Sverige blev undgået ved forhandlinger i [[Karlstad]] i efteråret 1905.

I denne periode gik Norge fra at være et bondesamfund til et industrisamfund. Efter 1900 tog industrialiseringen for alvor fart. Fiskeriflåden og handelsflåden blev hurtigt motoriseret. Vandkraften skabte en stærk økonomisk vækst og en industrialiseringbølge. Selskabet [[Norsk Hydro]] blev symbolet på koblingen mellem videnskab og industriproduktion. Udvandringen til USA nåede et andet toppunkt i 1911, før den ophørte under [[1. verdenskrig]]. Udvandringen og nye arbejdspladser til søs og i byerne tømte bygdenebygderne og omvæltede samfundet. Industrien skabte en klasse af rodløse industriarbejdere, som gradvist organiserede sig i fagforbund.

Under 1. verdenskrig var Norge formelt neutralt, selv om tyskernes ubådkrigubådskrig førte til 2000 døde søfolk, og mere end 800 skibe gik tabt, og tilsammen 1.200.00 ton gik tabt{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Efter 1. verdenskrig blev samfundet aldrig "normalt" igen (dvs. som før 1914). [[Oktoberrevolutionen|Revolutionen i Rusland]] splittede arbejderbevægelsen i fraktioner, hvor nogle ønskede en væbnet [[revolution]], mens andre ville vinde magten gennem valg. Ikke bare arbejderbevægelsen forblev splittet, [[Venstre (Norge)|Venstre]]-bevægelsen og [[Høyre]] lå i bitter strid om mål, afholdssagen, kristendomsfortolkning og alt.

Efter en serie med til dels selvskabte og internationale kriser, slog verdenskrisen til i 1929. Op til 30-40 procent arbejdsløshed blandt fagorganiserede, skabte nød og dysterhed. Krisen førte også til modtiltag som nybyggeri og småindustri. Krisen førte til, at flertallet af befolkningen mistede troen på kapitalistisk demokrati. På højresiden var grundlæggelsen af [[Nasjonal Samling]] den sidste af flere antidemokratiske strømninger, mens det tidligere revolutionære [[Arbeiderpartiet]] blev valgt ind på et anti-kriseprogram og kom i regering efter et kompromis mellem [[Arbeiderpartiet]] og [[Bondepartiet]], det såkaldte [[Kriseforliget (Norge)|kriseforlig]].

[[9. april]] [[1940]] blev Norge uventet invaderet af [[Nazi-Tyskland]]. Efter to måneders militær modstand måtte de norske styrker opgive kampen, mens kongen og regeringen gik i eksil. Landet blev besat og forblev dettedet frem til [[8. maj]] [[1945]]. For det meste var 250.000 tyske tropper stationeret i landet. Alle civile myndigheder var samlet i et tysk ''[[Reichskommissar]]iat'', som udnævnte en norsk "kommissarisk" regering, fra [[1942]] ledet af major [[Vidkun Quisling]], ''fører'' for det norske nationalsocialistiske parti [[Nasjonal Samling]]. Modstanden mod den tyske besættelse og nazifiseringennazificeringen af det norske samfund udviklede sig fra lunkent til rent had, og gav sig udslag i en modstandsbevægelse, som selv om detden var af lillemindre militær betydning, alligevel fik dyb indvirkning forpå befolkningens kollektive identitet i flere generationer efter [[2. verdenskrig|krigen]]. Norges handelsflåde var derimod særdeles vigtig for de allieredes krigsindsats. Krigen lagde også grundlaget for de udenrigspolitiske og kulturelle bånd med [[USA]] og [[Storbritannien]], der kom til at præge efterkrigstiden.

Skæbnefællesskabet og den fælles fjende under tysk besættelse lagde en dæmper på klassestridighederne, som havde domineret i mellemkrigsårene. Oslo-fløjen af Arbeiderpartiet fik rent parlamentarisk flertal ved det første efterkrigsvalg og brugte sin indflydelse til at påbegynde indføringen af en socialistisk [[planøkonomi]] i ly af pris- og [[rationering]]spolitikken arvet fra knaphedstiden under [[2. verdenskrig|krigen]]. Kriser, fattigdom og arbejdsløshed skulle afskaffes ved hjælp af storstilet, social ingeniørkunst, da [[Samfundsøkonomi|socialøkonomerne]] havde en lederrolle i planlægningen. Modstanden mod planøkonomi fra borgerlig side, sammen med Norges sikkerhedspolitiske alliance med USA, førte imidlertid til, at det økonomiske system forblev grundlæggende [[kapitalisme|kapitalistisk]]. Økonomisk bar perioden præg af en kontinuerlig stærk årlig vækst på over tre procent i hele Vesteuropa frem til [[oliekrisen]] tidlig i [[1970'erne]]. Væksten førte til, at arbejdsløsheden reelt blev afskaffet, og fattigdommen drastisk reduceret. Den materielle velstandsudvikling medførte grundlæggende forandringer i dagligdagen for de fleste folk. Goder, som privatbiler, husholdningsmaskiner, fjernsyn og ferierejser blev tilgængelige for næsten alle. Staten satsede stærkt på undervisningssektoren, sådan, at langt flere end tidligere fik en uddannelse ud over grundskolen. Kulturelt var dette [[NRK]]-monopolets storhedstid, næsten hele befolkningen blev bundet sammen af de fælles erfaringer, som medierne gav dem.

Omkring [[1974]] nåede både andelen og antallet af industriarbejdere sit toppunkt. Økonomien gik herefter i retning mod et [[postindustrielt samfund|postindustrielt]] service-samfund. Velstanden blev reduceret af et stadigt voksende privat forbrug og gradvis mere omfattende offentlige tjenestetilbud. Gymnasier, universiteter og højskoler gik fra at være forbeholdt en tiendedel af ungdommen til at blive åbent for flertallet. Fund af olie- og gasresurser i Nordsøen skabte også en ny situation. Efter en pionertid med store investeringer og kompetenceopbygning i [[1970'erne|70'erne]], begyndte store olieindtægter at sætte sit præg på økonomien fra og med [[1980'erne|80'erne]]. Omkring 1995 gik Norge fra at være en [[debitornation]] til en [[kreditornation]].

På trods af økonomisk fremgang brød enigheden på venstresiden sammen. Folkeafstemningen om medlemskab i [[Den europæiske union|EEC (Nu EU)]] var startskuddet til distriktsoprøret, der fremhævede udkanternes kultur. Modstand mod [[Vietnamkrigen]] sammen med EF-afstemningen førte til en ny bølge af socialistisk tro på en stærkere stat i 1970'erne. Denne tendens blev imødegået af den [[nyliberalisme|nyliberalistiske]] højrebølg i 1980'erne. Efterkrigstidens tro på planstyre blev nedtonet, også indenfor partiet, som havde indført socialdemokratiet, Arbeiderpartiet. [[Kåre Willoch|Willoch]]- og [[Gro Harlem Brundtland|Brundtland]]-regeringerne ændrede politikken fra politisk styring af økonomien til regulering af et for det meste selvregulerende, frit marked.

Efter 2-3 generationer, hvor [[husmor]]rollen havde været dyrket som fælles ideal, tog flertallet af kvinderne sig et lønnet arbejde udenforuden for hjemmet. Dette førte til dramatiske ændringer af kønsrollerne. Nye holdninger til [[skilsmisse]], [[samboskab|ugift samliv]] og seksualitet, radikalt forskelligt fra de dominerende holdninger hos generationene før, fik gennemslag i denne periodperiode.

Medierne blev afpolitiseret og gradvis afmonopoliseret. Befolkningen blev i denne periode for alvor en del af det internationale engelsksproglige kulturfællesskab. Masseturisme til udlandet voksede i denne periode frem, parallelt med, at indvandringen fra lande i den [[3. verden]] førte til større etnisk og kultureltkulturel mangfoldighed og til en revurdering af den tidligere mere enhedsligeensartede, kulturelle identitet.