|
En '''Folkebogfolkebog''' er et gammelt udtryk om en bog, især af romantisk eller skæmtende indhold, der havde vundet udbredelse i de ellers ikke læsende dele af befolkningen, idet de aftryktes mangfoldige gange i billige småhæfter. De fleste af disse udgivelser var slidteslidt op i de læsendes hænder, således at for mange folkebøgers vedkommende det første udgivelseårudgivelsesår vanskeligt kan oplyses.
Folkebøger er kun i de færreste tilfælde skrevet med det formål at være læsning for menigmand. Det er en ældre tids litteraturværker, der fra de dannede synker ned til de ringere stillede; særlig har [[middelalderen]]s eventyrlige heltedigtning sammen med dens indvandrede grupper og østerlandske romaner udgjort hovedmassen af folkebøger ned til slutningen af [[1800-tallet]].
== Folkebøger i Danmark ==
=== De tidligste folkebøger ===
I [[Danmark]] sketebegyndte begyndelsendet vedmed, at en stor del af middelalderens sparsomme forråd af dansk underholdende læsning udgaves af [[Gotfred af Ghemen]]: ''Kejser Karl Magnus' Krønike'' ([[1501]]), ''Flores og Blanzeflor'' ([[1509]]), ''Lucidarius'' ([[1510]]), ''Jesu Barndoms Historie'' ([[1508]]), der alle (og især den første) satte sig fast iopnåede folkets yndest. De fulgtes af novellen om Griseldis ([[1528]]) og af ''Dværgekongen Laurin'' ([[1689]]).
Men en endnu større rolle kom denoversættelsen følgendeaf tidde afældre detfremmede [[16. århundrede]]litteraturværker til at spille vedi atden oversættefølgende dedel ældreaf fremmededet litteraturværker[[16. århundrede]]. [[Christiern Pedersen]] gik i spidsen med ''Olger Danskes Krønike'' ([[1534]]), oversat efter en [[Frankrig|fransk]] [[roman]] og opfattet som et danmarkshistorisk skrift. Den øvrige romantiske litteratur fra [[Frankrig]] og [[Italien]] nåede Danmark med [[Tyskland|tysk]] som mellemled: ''Kejser Octavianus'' ([[1597]]), ''Vigolejs med Guldhjulet'' ([[17. århundrede]]) og ''Tristan og Isolde'' ([[1592]]);, samt de mere eventyragtige: ''Persenober'' ([[1560]]) og ''Melusina'' ([[1613]]).
=== Det 17. århundrede ===
Bøgerne med kvindelig hovedperson og af mere erotisk art tilhører især det 17. århundrede: ''Den skønne Magellone'' ([[1690]]), ''Den taalmodige Helena'' ([[1677]]), ''Euriolus og Lucretia'' ([[1668]]). Fra [[latin]] oversattesoversatte og behandlede et par boglærde mænd de klassiske emner i middelalderlig behandling: ''Alexander Magnus'' ([[1623]]) og ''Den trojanske Krig'' ([[1630]]); de mere almueskrivendefor almuen skrivende lærde gengav belærende digterværker som ''Syv vise Mestere'' ([[1602]]). Alle disse bøger var dog ikke slet og ret almuelæsning; de læstes lige fra adelen og nedefter;. heleHele den litteratur, som Danmark kun så sparsomt havde tilegnet sig i middelalderen, blev ved bogtrykningens hælphjælp tilegnet;erhvervet. Danmark levedeoplevede nu bagefter et stykke forsømt Middelalder medmiddelalder: det fantastisk-broget-barbariske. Og i nøje tilslutning dertil en tilegnelse af samtidens tyske åndsliv: ''Dr. Faust'' ([[1588]]) og ''Uglspil'' (før [[1571]]).
I optagelsen af middelalderlig litteratur kan skelnes et par udviklingstrin: først en forkærlighed for ridderdåden i Kejserkejser Kaii’s og Olger Danske’s krøniker; senere interessen for
feeventyr (''Persenober''), fortryllelse (''Melusina'') og ned i det 17. århundrede for motiver fra lykke- ell.eller skæmteeventyret (''Fortunatus med Ønskehatten'' ([[1664]]), ''Finkeridderen'')
=== Det 18. århundrede ===
Omkring [[1650]] begynder [[barok]]poeterne en kamp mod disse bøger som smagløse;. [[Søren Terkelsen]] går i spidsen, [[Thøger Reenberg]] og [[Ludvig Holberg]] følger efter; folkebøgerne synker lag for lag ned til bondestanden og tyendeklassen, men alt det krudt, der bruges op på fjenden, viser, hvor sej modstanden var; og nogle af digtningens, om ikke de smukkeste, så de mest karakteristiske, livsytringer tilhører denne tid. Mens Holberg spottede folkebøgerne, trives for første gang en original, dansk folkebogsdigtning: ''Ærens Tornevej'' eller ''Skytten Bryde'' (1710), ''[[Lykkens Tumleklode]]'', ''Lykkens flyvende Fane''. Alle de originale og flere af de oversatte folkebøger søgte nu emner i [[folkeeventyr]], som fremstilles i en grovkornet hofstil; selv det nydelige Trillevip-Eventyr gjorde lykke som "En smuk Historie om Rosanie, født af kgl. Byrd" o.s.v. "af Italiensk paa Dansk oversat" i en Else-Skolemester-stil ([[1708]]). Med disse værker, der ikke tilfører almuen nogen ny idéverden, standser folkebogsforfattelsen; men optryk af de gamle folkebøger vedbliver indtil ind i det [[19. århundrede]];. navnligNavnlig havde de romantiske fortællinger en stærk livskraft, mens samlinger af moraliserende og skæmtende historier oftere omarbejdedes eller afløstes af andre af det [[18. århundrede]]s romanlitteratur, der holdt sit indtog med [[Robinson Crusoe]]-bøgerne, nåede ikke at fordrive dem; og først 19. århundredes [[almanak]]ker fik taget magten fra dem.
=== Det 19-. århundrede ===
Med [[romantikken]] i Tyskland vågnede en interesse for folkebøgerne, der både gav æstetisk udslag ([[Ludwig Tieck]]s digtningedigtning) og videnskabeligt resultat ([[Johann Joseph Görres]], ''Deutsche Volksbücher'' [[1805]]); og især den sidste retning blev efterlignet i Danmark <ref> Rasmus Nyerup, ''Alm. Morskabslæsning'' [1816]). Et træffende udvalg af folkebøger er udgivet af Elberling (''Danske Folkebøger'' [1867]); en ny omhyggelig udgave med litterære oplysninger blev begyndt 1915: ''Danske Folkebøger fra 16. og 17.
Aarh.'', udgivneudgivet af J.P. Jacobsen og R. Paulli</ref>.
== Folkebøger i Norge og Sverige ==
I [[Norge]] vandt hele kredsen af danske folkebøger indgang; navnlig blev [[Holger Danske]] den norske bondealmues yndling, og hans billede fremstilledes fra det 18. århundredes begyndelse på en mængde husflidsgenstande.
Også [[Sverige]] nærede sig længe ved oversættelser af danske folkebøger og togoptog først i det 18. århundrede på egen hånd af fremmede eventyrsamlinger og noveller. Bäckström’sBäckströms Udgaveudgave
(»Svenska Folkböcker«, I—II [1845—48]; med litteraturoverblik) får derved interesse også fori danskDanmark. Forholdet mellem folkebøger og eventyr er behandlet af Ahlström, ''Om Folksagorna« <ref>»Svenska Landsmålen« [1895]).</ref>
== Henvisninger ==
| 