Chokdoktrinen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
RasM (diskussion | bidrag) Israel 2000 |
RasM (diskussion | bidrag) Optimisme |
||
Linje 102:
I 2005 ramte [[Orkan Katrina|orkanen Katrina]] byen [[New Orleans]] i USA. Bystyret havde bedt det amerikanske katastrofe-agentur (FEMA) om penge til højere diger mod [[Mississippi-floden]] uden at få det. Da byen blev oversvømmet nåede alle med egen bil at komme ud, men de fattige uden blev fanget, og fik meget mangelfuld hjælp fra FEMA til at komme væk og på sygehus. Chicagoskole-økonomer brugte chokket til at foreslå lavere løn og skat, færre erhvervsregler og privatisering af bl.a. alle skolerne, og Bush fulgte forslaget. Nogle store firmaer fik overpriser for genopbygningen (betalt af FEMA, der i øvrigt udliciterede opgaven med at lave genopbygningskontrakter til et privat firma), men nogle af de almene boligblokke blev revet ned, andre måtte vente meget længe. Resultatet var en by med større ulighed mellem rige og fattige end før.
== Optimisme ==
Bogen slutter med forskellige grunde til optimisme trods de stærke kræfter bag chokdoktrinen: Bush, hvis regering var en af hovedkræfterne, er ikke præsident længere. Mange andre, både erhvervsfolk og tidligere diktatorer, sidder i fængsel eller på anklagebænken. Neoliberalismen har mindre folkelig opbakning pga. skandalerne. IMF's krav mødes af protester. De fattige lande accepterer ikke kravene om liberalisering i [[WTO]]-forhandlingerne. Nogle steder, fx i [[Thailand]] efter tsunamien og nogle steder i New Orleans, accepterer folk ikke at vente på regeringens 'genopbygning', som går ud på at give jorden til erhvervsfolk, men 'indtager' deres egen jord og genopbygger selv deres boliger.
Virkningen af de chok, forskellige samfund er blevet ramt af, aftager med tiden, selv om det ofte tager en generation. Dette ses tydeligst i [[Sydamerika]] efter diktaturerne, hvor venstrefløjen i mange lande er kommet til magten på en politik om mindre [[ulighed]], fx via [[nationalisering]]er og [[jordreform]]er og [[velfærd]]. Disse lande støtter hinanden ([[ALBA]]) men ikke gennem frihandelsaftaler, fx låner [[Venezuela]] penge til andre lande, så de undgår IMF's krav.
| |||