Chokdoktrinen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
RasM (diskussion | bidrag) |
RasM (diskussion | bidrag) |
||
Linje 90:
Neoliberalisten [[Paul Bremer]] blev sat til at lede landet i den første tid. Nogle af hans første handlinger (chokterapi) var at ophæve al told og alle begrænsninger på frihandel (som det eneste land i verden), privatisere alle statsejede virksomheder, sænke selskabsskatten, tillade 100% udenlandsk ejerskab, tillade at alt overskud kan trækkes ud af landet, fyre 500.000 offentligt ansatte og lave kontrakter på genopbygning og sikkerhed med amerikanske firmaer med garanti for profit og uden kontrol. Alt dette gavnede de amerikanske firmaer, hvoraf Cheney og Rumsfeld havde store aktieposter i nogle. Men det gav stor arbejdsløshed, nød og modstand. Imens lavede folk som [[Muqtada al-Sadr]] en mere effektiv genopbygning, hvilket gav stor opbakning og mulighed for at lave en milits.
USA havde lovet hurtigt at indføre [[demokrati]], og befolkningen var klar, der var fredelige demonstrationer og selvorganiserede lokale valg og afstemninger. Men meningsmålinger viste, at befolkningen ville stemme imod USA's ønsker, så Bremer valgte at udskyde demokratiet og i stedet selv at udpege regering og borgmestre. Derefter skiftede modstanden til udemokratiske, voldelige former. Bremers svar på dette var en masse fængslinger og tortur, bl.a. i [[Abu Ghraib]]-fængslet.
Alt i alt slog det store eksempel på chokdoktrinen dog fejl, irakernes modstand mod de mange overgreb blev så voldsom at mange firmaer ikke turde etablere sig i landet.
| |||