John Vereker, 6. viscount Gort: Forskelle mellem versioner

Nogle roser Gort for at have reageret effektivt på krisen og have reddet British Expeditionary Force.<ref name="Ellis"/> Andre har et mere kritisk syn på Gorts lederskab i 1940, og ser hans beslutning om ikke at deltage sammen med franskmændene i et storstilet modangreb som [[defaitistisk]].<ref>Moure, K. & Alexander, M.S., ''Crisis & Renewal in Twentieth Century France'', Berghahn Books, 2001, ISBN 978-1571812971, pg 24</ref>

 

 

Gort fik overdraget posten som Inspektør for træning af det britiske hjemmeværn,<ref name="Page282"/> og da han ikke havde noget konstruktivt at foretage sig besøgte han [[Island]], [[Orkney]] og [[Shetland]]. Han blev derefter guvernør over [[Gibraltar]] (1941-42).<ref name="Page283">Heathcote, Anthony pg 283</ref> Han pressede på for at få lufthavnen forlænget ud på et område som var opfyldt havbund, i modstrid med den britiske regerings ønsker, men fik senere tak fra Krigskabinettet for hans fremsyn, da lufthavnen viste sig af vital betydning i [[slaget om Middelhavet]]. Som guvernør over [[Malta]] (1942-44) blev hans mod og lederskab under belejringen anerkendt af den maltesiske regering, som gav ham et æressabel. Kongen udnævnte Gort til feltmarskal den [[20. juni]] [[1943]] på Malta. Den [[29. september]] var Gort, sammen med generalerne [[Dwight D. Eisenhower|Eisenhower]] og [[Harold Alexander|Alexander]] vidne til [[Pietro Badoglio|Marshal Badoglios]] underskrivelse af Italiens overgivelse i havnen ved [[Valletta]].