Sophus Schandorph: Forskelle mellem versioner

Opposition mærker man dog foreløbig kun lidt til i hans Digtning. Den har en Smule Udenomspolemik mod Studenterforherligelse og Skandinavisme, og den vrænger i Ny og Næ ad Bureaukratisme og Bourgeoisi; men dens Personlighedsideal er noget så overgemt som en afbleget Chateaubriandsk Atala-René, og den samfundsmæssige «Ukorrekthed», som den lovpriser, er en Slags Rahbeksk anløbne Stuesymposier med Diskussion og Bellmans- eller Gluntarsang. Endnu fattigere er hans Poesi på Virkelighedsindtryk. Træffer man dem, så have de gjærne for længst sat al deres beskedne Ærlighed over Styr i et dystert Fantastens Skole. Man skulde blot vide, hvad han den Gang kunne falde på at gøre ud af en saa forholdsvis simpel Sag som en flygtig lille Forliebelse i en Sangerinde. Læseren slap såmænd nødig billigere end med et Dødsleje og med en hvileløs Don Juan af en Asket og en skelende russisk Greve og et Dolkestød på åben, natsløret Gade. De skulde være saa romantisk lidenskabelige, Poeterne, den ægte Poesi var den store «Lidenskab»! Selv var Schandorph i 60erne et noget pigebarnsagtig spinkelt Mandfolk med jomfruskære Kinder; han bar sit tykke gule Haar strøget frem ved begge Sider i sirlig pomadiserede Lag, der var over hans Ansigt et halv sippet, halv forlegent-selvtilfreds Udtryk. Hvad angaar hans Indre, saa forsikrer han, at der er en evig «Uro i hans Hu», han «farer hvileløst fra Latter til Graad». Og han taler tit om sin store Opfarenhed og Utålmodighed. Hans nervøse Irritabilitet er sikker nok, den går tit igen i hans senere Digtning, bl. a. i de Pidskeknald, hvormed de mere kommanderende af hans Helte eller Heltinder ynde at fremskynde en Afgørelse. Men Nervøsitet er jo ikke det samme som romantisk stor Lidenskab. Og for Resten ytrer ikke engang Nervøsiteten sig poetisk i hans Ungdoms Lyrik, den ses ikke af Digtenes Bygning, høres ikke i deres Rhytme. Han havde debuteret med nogle, for største Delen erotiske, «Digte» (1862); i 1868 og 1875 var fulgt nye Smådigte, og 1867 havde han anonymt udgivet nogle (i 1863 paabegyndte) dramatiske Scener: «Ude i Skoven». Overalt i disse Vers er Formen konventionelt pyntelig, Tonefaldet som oftest lidt dumpt eller mut eller vemodig forsagt. De bedste af Digtene lyse blidt af en nøjsom Fortrøstning, hvorover der er gledet som et Åndepust af Forsagelse. Og yderst påfaldende hos denne «Lidenskabens» formentlige Beundrer og Offer er en inderlig Sympati med al stilfærdig Jævnhed. Hjemligst til Mode føler Schandorph sig sammen med Folk, som netop ikke kende noget til og ikke heller ville vide at sige af Romantikkens Lidenskabelighed (se f. Ex. «Digterens Moder» i den første, det udmærkede Mindedigt over Werner i den sidste af Digtsamlingerne).

Bog sættes i Almindelighed højest blandt hans Prosaskrifter. I «Uden Midtpunkt» havde han stillet en Art Rudin-Type ud mellem Herregaardsfolk, i «Unge Dage» og «Thomas Friis» havde han sat denne Type -- ogType—og sig selv -- iselv—i Belysning af den kjøbenhavnske National-Liberalismes Nedgangsperiode. Nu i «Smaafolk» greb han tilbage til en anden Gruppe af sine tidligste Københavnsindtryk, han formummede sig i en brav lille Tjenestepiges Skikkelse og omsatte efter dens Behov en Del af det, som han havde erfaret med sin italienske Talelærer, Artistagenten, som Fører. Bogen er rig paa fornøjelige Bifigurer, fastere bygget og mere sammentrængt i sin Form end i alt Fald meget af hans senere udgivne store Arbejder. Den skæmmes blot af hans mer og mer frembrydende Tilbøjelighed til i Miljø- og Naturskildringer at følge moderne fransk Novelleteknik længere, end som rimeligt er over for danske Mennesker og dansk Natur. Han kan komme til at omgive åndelige Småkårsvæsener med en koloreret Detailrigdom, der passer til dem værre, end Koloraturer passe til en lille bitte Folkevise.

Medens Årene gik, var han blevet trivelig og svær. Udtrykket i hans Ansigt sagde meget klart, at han kendte i Ensomhed ikke blot til ør Opfarenhed, men også til disse «rugende, melankolske Stemninger», som han etsteds halvvejs bebrejder sine Venner at de ikke vilde tiltro ham. Ude mellem Folk derimod -- ogderimod—og han kom sammen med mange og mange Slags Folk -- blevFolk—blev han i Hast den legemliggjorte hyggelige Jovialitet. Skønt i en vis Forstand Partimand forligedes han ypperlig med Alverden, noget af Klogskab, noget af Fordomsfrihed, men mest af Blødhjertethed, fordi han overmandedes af den mindste Smule Venlighed og virkelig mente de venlige det godt. Så fyldte han gjærne Stuen med sin skrattende, smittende Latter, især når han fik Lov til at fortælle «uartige» Historier. Hans gamle Uvilje mod «Korrektheden» var blevet til et Sværmeri for såkaldte usnerpede Ord og Tildragelser, -- et Sværmeri, der naivt levede Side om Side med en halvvejs pedantisk Pillenhed på forskellige andre Smagsområder.

Lige til 1897 rejste han meget. Han så sig en Del om her hjemme (bl. a. på et Par Oplæsningstournéer), og han var både i Norge og Sverige, i Tyskland og Østrig, tiest eller længst i Paris og Italien. En Gang (fra 1887) blev han over 3 År borte.