Georgij Malenkov: Forskelle mellem versioner

Han begyndte sin politiske karriere i [[1925]] og begyndte hurtigt at stige i graderne i partiet. Han tilhørte den såkaldte [[apparatjik]] og var sammen med bl.a. [[Khrusjtjov]] aktiv i forbindelse med udrensningerne i 1930-erne. Den 22. marts [[1939]] blev han førstesekretær i [[Sovjetunionens kommunistiske parti]]. Sammen med LawrentiaLavrentij BeriaBerija støttede han [[Stalin]] i udrensningerne, der foregik i Sovjetunionen.

Efter Stalins død i [[1953]] blev han udnævnt somtil Sovjetunionens statsminister og var i to år landets formelle leder. Han var også en kort overgang partiets generalsekretær, men blev vraget til fordel for [[Nikita Khrusjtjov]]. Selv om der havde været visse uenigheder, var Malenkov blandt dem, der var imod henrettelsen af LawrentiaLavrentij BeriaBerija. Han var også modstander af landets atompolitik og den ensidige satsning på sværindustrien, som Khrusjtjov var den varme fortaler for. Dette førte til, at Malenkov i 1955 blev tvundettvunget til at gå af som statsminister. I stedet blev han af efterfølgeren, [[NicolajNikolaj Bulganin]], udnævnt til minister for kraftværker og elektroindustri. Den 29. juli 1957 mistede han pladsen i politbureauets præsidium. Sammen med Vjatsjeslav [[Molotov]], [[Lazar Kaganovitj]] og [[Dmitri Sjepilov]] forsøgte han at få gennemført en anden politik. Dette mislykkedes dog, og han blev ekskluderet af partiet i 1961 og derefter sendt i eksil.