C.A. Bluhme: Forskelle mellem versioner

Da den nationalliberale politik begyndte at glippe, ledtes tanken naturlig hen på Bluhme som helstatssystemets mest fremragende repræsentant, og han, der personlig i høj grad nød den ny konges, [[Christian IX]]'s tillid, fik såvel umiddelbart efter tronskiftet som i december 1863 tilbud om at medvirke til dannelsen af et nyt ministerium, men afslog det begge gange. Derimod trådte han til i juli 1864 og overtog konseilspræsidiet og Udenrigsministeriet i en væsentlig af konservative helstatsmænd sammensat [[Ministeriet Bluhme II|regering]]. Landets skæbne var imidlertid da allerede afgjort, og Bluhme formåede intet andet end at slutte den sørgelige [[Freden i Wien (1864)|Wienerfred]], ved hvilken de tre hertugdømmer tabtes. Den opgave, der nu lå for, var ordningen af forfatningsspørgsmålet, men det lykkedes ham ikke at gennemføre nogen løsning, og han trak sig derfor [[6. november]] [[1865]] tilbage for grev [[C.E. Frijs]], der ved overenskomst med en del af Bondevennerne havde tilvejebragt betingelserne for at løse opgaven. Hermed var Bluhmes politiske virksomhed endt. Hans sidste år var sørgelige. En søn var faldet ved [[Mysunde]] i februar 1864, og dette tab gjorde det dybeste indtryk på ham og hustruen, som døde af sorg i januar [[1865]]. Bluhme døde året efter.