C.A. Bluhme: Forskelle mellem versioner

[[27. januar]] 1852 udnævntes det ny [[Ministeriet Bluhme I|helstatsministerium]], hvis chef Bluhme blev samtidig med, at han beholdt [[Udenrigsministeriet]]. Denne regerings hovedopgaver blev at gennemføre hærenheden, toldenheden og arveenheden for hele monarkiet. Den første gennemførte Bluhme fuldstændig, og de to sidste bragte han løsningen nær, alt for en væsentlig del ved bistand af [[Bondevennerne]], med hvilke forbindelsen især vedligeholdtes gennem [[A.F. Tscherning]]. Bluhme viste sig, navnlig under de bevægede debatter om tronfølgeordningen, som en parlamentarisk kraft af første rang, der også som taler fuldt ud kunne stå mål med det nationalliberale partis koryfæer. Hans taler udmærkede sig i lige grad ved deres noble og beherskede form, ved argumentationens styrke og ved evnen til at døve og besnære alle tvivl.

Trods alle fremragende egenskaber var Bluhme dog ikke i stand til i længden at beholde ledelsen i ministeriet. Den skarpt reaktionære retning, som især repræsenteredes af ministeren for [[Slesvig]], grev [[Carl Moltke]], der var Bluhme langt overlegen i karakterstyrke, fik mere og mere overhånd navnlig i spørgsmålet om, hvorvidt [[Fællesforfatningen]] skulle oktroieres eller gives i alt fald til en vis grad med [[Rigsdagen]]s medvirkning. Bluhme, der, navnlig for at bevare forbindelsen med Bondevennerne, ikke var utilbøjelig til at gøre den liberale retning indrømmelser, og som selv til en vis grad var bundet ved tidligere udtalelser i Rigsdagen, ønskede ikke at føre an i den krig på kniven med Rigsdagens overvejende flertal, som forestod, og overlod april [[1853]] konseilspræsidiet til [[A.S. Ørsted]]. Han forblev i [[Ministeriet Ørsted|det Ørstedske ministerium]] som udenrigsminister, men spillede fra nu af en mere tilbagetrukken rolle. Under [[Krimkrigen]] forstod han at bevare neutraliteten samtidig med, at det gode forhold til [[Rusland]] opretholdtes. Ved ministerkrisen december [[1854]] trådte han tilbage tillige med det øvrige ministerium, og fra nu af var hans store politiske indflydelse hos kongen brudt til fordel for [[L.N. Scheele]].