C.A. Bluhme: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 33:
 
== Statsminister ==
[[27. januar]] 1852 udnævntes det ny [[Ministeriet Bluhme I|helstatsministerium]], hvis chef Bluhme blev samtidig med, at han beholdt [[Udenrigsministeriet]]. Denne regerings hovedopgaver blev at gennemføre hærenheden, toldenheden og arveenheden for hele monarkiet. Den første gennemførte Bluhme fuldstændig, og de to sidste bragte han løsningen nær, alt for en væsentlig del ved bistand af [[Bondevennerne]], med hvilke forbindelsen især vedligeholdtes gennem [[A.F. Tscherning]]. Bluhme viste sig, navnlig under de bevægede debatter om tronfølgeordningen, som en parlamentarisk kraft af første rang, der også som taler fuldt ud kunne stå mål med det nationalliberale partis koryfæer. Hans taler udmærkede sig i lige grad ved deres noble og beherskede form, ved argumentationens styrke og ved evnen til at døve og besnære alle tvivl.

Trods alle fremragende egenskaber var Bluhme dog ikke i stand til i længden at beholde ledelsen i ministeriet. Den skarpt reaktionære retning, som især repræsenteredes af ministeren for [[Slesvig]], grev [[Carl Moltke]], der var Bluhme langt overlegen i karakterstyrke, fik mere og mere overhånd navnlig i spørgsmålet om, hvorvidt [[Fællesforfatningen]] skulle oktroieres eller gives i alt fald til en vis grad med [[Rigsdagen]]s medvirkning. Bluhme, der, navnlig for at bevare forbindelsen med Bondevennerne, ikke var utilbøjelig til at gøre den liberale retning indrømmelser, og som selv til en vis grad var bundet ved tidligere udtalelser i Rigsdagen, ønskede ikke at føre an i den krig på kniven med Rigsdagens overvejende flertal, som forestod, og overlod april [[1853]] konseilspræsidiet til [[A.S. Ørsted]]. Han forblev i [[Ministeriet Ørsted|det Ørstedske ministerium]] som udenrigsminister, men spillede fra nu af en mere tilbagetrukken rolle. Under [[Krimkrigen]] forstod han at bevare neutraliteten samtidig med, at det gode forhold til [[Rusland]] opretholdtes. Ved ministerkrisen december [[1854]] trådte han tilbage tillige med det øvrige ministerium, og fra nu af var hans store politiske indflydelse hos kongen brudt til fordel for [[L.N. Scheele]].
 
På grund af disse indre stridigheder i regeringen fratrådte Bluhme som premierminister i foråret 1852, umiddelbart før Fællesforfatningens endelige fremlæggelse i Rigsdagen, men han lod sig overtale til at fortsætte som udenrigsminister under den stærkt konservative Ørsted og kom dermed til at tage et medansvar for Ørsteds forsøg på i juli [[1854]] at gennemføre en fællesforfatning for Danmark og hertugdømmerne uden om Rigsdagen.
 
Under [[Krimkrigen]] forstod han at bevare neutraliteten samtidig med, at det gode forhold til [[Rusland]] opretholdtes. Det var, ifølge Bluhme, et hovedformål for Danmarks udenrigspolitik at gøre sig "saa lidet bemærket og saa lidet fremtrædende som muligt, intet at forsøge, som ikke sikkert kan gennemføres, og ved Siden heraf saa lidt som muligt... at gøre Danmarks geografiske Forhold generende for nogen af de krigsførende Parter." Ved ministerkrisen december 1854 trådte han tilbage tillige med det øvrige ministerium, og fra nu af var hans store politiske indflydelse hos kongen brudt til fordel for [[L.N. Scheele]].
 
Over for de ministerier med bestandig mere fremherskende nationalliberal karakter, som afløste hverandre indtil [[1864]], indtog han som medlem af [[Rigsrådet]] en oppositionel holdning, der vel i begyndelsen var ret afdæmpet, men senere, navnlig under kampen om [[Novemberforfatningen]], antog en skarpere karakter. Skærpelsen i hans attitude indtraf, da man efter tysk krav den [[6. november]] [[1858]] havde udsondret Holsten og [[Lauenborg]] af den forfatningsmæssige forbindelse med monarkiet og derved lagt helstaten i graven.