Ingeborg af Danmark (13. århundrede): Forskelle mellem versioner

I 1250, da Ingeborg var seks år, blev hendes far dræbt i et baghold, arrangeret af hans egen lillebror, hendes farbror [[Abel af Danmark|Abel]]. Da kong Erik kun efterlod sig døtre, var Abel hans arving til tronen og lod sig udråbe til konge, efter at hans egne mænd havde sværget offentligt på hans uskyld. To år senere blev Abel selv dræbt under et bondeoprør. Abel efterlod sig i modsætning til Erik en mandlig arving, der imidlertid studerede i [[Tyskland]], og på vej hjem for at overtage tronen blev han taget til fange af ærkebiskoppen af [[Köln]]. Eriks og Abels yngste bror, [[Christoffer 1.|Christoffer]], undlod dog at betale løsepenge for nevøen. I stedet for udråbte han sig selv til Danmarks konge. Da Abels søn omsider kom hjem, blev der borgerkrig, hvor han undervejs fik titlen hertug af [[Sønderjylland]]. Ingeborg og hendes tre søstre blev kastebolde i dette magtspil. Deres mor var død, og farbroren, kong Christoffer, gjorde sig selv til deres formynder. Hans sidste politiske handel var at få giftet niecen Sofia med den svenske konge for på den måde at skaffe sig den mægtige [[Birger Jarl]]s støtte i kampen mod nevøen i Sønderjylland. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 82-4), forlaget Spartacus, Oslo 2009, ISBN 978-82-430-0478-8</ref> Det var i realiteten Birger Jarl, der regerede Sverige på vegne af sin uduelig søn, kong Valdemar. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 208)</ref>

Ingeborgs ægteskab var et led i hendes svigerfars, [[Håkon 4. Håkonsson]], anti-danske politik med at få [[Halland]] tilbage fra [[Danmark]]. Håkon ledte derfor efter en dansk prinsesse som ægtefælle til sin sidste levende søn, Magnus. Ingeborg egnede sig udmærket, da hun var arveberettiget til en række store godser spredt omkring i Danmark, i tillæg til [[Rold]] i [[Himmerland]] og byen [[Skanderup]]. Kontrol over denne arv ville give den norske kongefamilie et solidt fodfæste på dansk jord. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 81-2)</ref>

Det fik nu ikke kong Håkon til at tabe modet. I stedet for sendte han sommeren [[1261]] en ny delegation, bestående af syv krigsskibe og flere hundrede mænd, afstedaf sted under ledelse af biskoppen af Oslo, som også hed Håkon. Margrete Sambiria var imidlertid optaget af krigen, hun havde indledt mod sin svoger, kong Abels familie. Biskop Håkon besluttede så at tage direkte til Horsens, hvor han personligt gik op til klostret, der holdt Ingeborg indespærret, fortalte hende om sit ærinde, og bad hende om at bestemme, om hun ville følge med eller ej. Ingeborg foretrak en fremtid som norsk dronning fremforfrem for et liv som nonne og bad biskoppen om at komme tilbage efter hende, når hun havde pakket og gjort sig klar til afrejse. Men på sejladsen nordover fik nordmændene øje på en stor krigsflåde, der førte Birger Jarls banner. Det var kendt, at han nylig var blevet enkemand og gerne ville giftes med Ingeborg, der var søster til hans svigerdatter Sofia. Nordmændene kunne hurtigt regne ud, at Birger Jarl også var på frierfærd. Så de undlod at svare sendebudet, han sendte hen til deres flåde med spørgsmål om deres ærinde, og sejlede i stedet for hurtigt tilbage til klostret, hvor de bevæbnet bad om at møde Ingeborg. Sammen med nogle tjenere og to danske riddere, der havde sværget hende troskab, skyndte hun sig ned til skibene sammen med det norske følge. Så hurtigt det lod sig gøre, sejlede de mod nord.

Først kom de til [[Tønsberg]], hvor de hvilede ud. Derefter gik færden mod Bergen, hvor brylluppet skulle stå, men et kraftigt uvejr blæste op, og det tog skibene tre uger at kæmpe sig fremad en strækning, der normalt kunne tilbagelægges på en uge. Da de omsider drejede ind i Bergen havn, blæste det så slemt, at de måtte lægge til ved [[Laksevåg]] (Bergens nuværende værftsområde) i stedet for i den egentlige havn. Dagen efter blev kong Håkon og junker Magnus roet over fjorden til dem for at møde den forkomne danske prinsesse. Til gengæld blev bryllups- og kroningsfesten den mest storslåede fest, der nogensinde var afholdt i Norge. Henved 2.000 gæster medbragte dertil tjenere, kammerpiger, oppassere, livvagter, osv. Håkonshallen, der også i dag dominerer indsejlingen til Bergen, blev ved den anledning for første gang taget i brug. Nu var Erik Plovpennings to ældste døtre blevet dronninger i andre lande. Tilbage i Danmark var kun de to yngste, Agnes og Jutta. Enkedronning Margrete Sambiria fik dem hurtigst muligt ind som nonner i et dominikanerkloster i [[Roskilde]], men heller ikke med dem lykkedes det i længden. I [[1271]] greb de muligheden for at flygte fra Danmark og nåede frem til storesøsteren Sofia i Sverige. Installeret ved sin svogers luksuriøse [[hof]] indledte Jutta et forhold til kong Valdemar. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 85-7)</ref>

Magnus Lagabøter var en stærk konge, der forstod at balancere forholdet til gejstligheden, stormændene og rivaliserende udenlandske magter, men han var også stærkt tynget af sit ansvar. På en rejse tilstod han en gang overfor sine nærmeste mænd, at han så frem til den dag, da døden ville sætte ham fri. Og i foråret [[1280]], efter sytten år som konge, blev Magnus syg. 1.maj fyldte han toogfyrre år og tilbragte dagen i sygeseng hjemme i Bergen. Hærget af feber fik han tilkaldt ærkebiskop Jon Raude fra [[Trondheim]], så den ældste søn, den elleveårige junker Erik, kunne krones, straks han selv var borte. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 119-20)</ref> Allerede i [[1273]], efter at Ingeborgs og Magnus' to ældste sønner var døde, var Erik som femårig givet kongetitel og udråbt til sin fars tronarving, mens den treårige Håkon fik titel af [[hertug]]. Alle fremstående mænd i Norge havde sværget drengene troskab, og med tanke på fremtidig rivalisering drengene imellem havde Magnus sikret, at Håkon i fjortenårsalderen skulle arve en tredjedel af riget med [[Oslo]] som hovedsæde som sit hertugdømme. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 122-3)</ref> Det var denne tilknytning til Oslo, der gjorde, at Håkon i sin regeringstid flyttede hovedstaden fra Bergen til Oslo.

Modsat sin lillebror Håkon havde Erik ikke gode evner. Han kunne f.eks ikke læse eller skrive, og Ingeborg som enkedronning blev derfor den, man lyttede til. Den skotske Lanercost-krønike <ref>http://www.deremilitari.org/resources/sources/lanercost.htm</ref> går så langt som til at påstå, at Erik også var født som vanskabning, mere som [[bjørn]] end menneske, og at kong Magnus lod den nyfødte svøbe og ligge natten over på et [[alter]] for [[Frans af Assisi]] i Bergen, hvor han så i nattens løb blev forvandlet til en normal dreng. <ref>Tore Skeie; ''Alv Erlingsson'' (s. 128-9)</ref>

I [[1282]], da Ingeborgs fætter, kong [[Erik Klipping]], og hans mor, enkedronning Margrete Sambiria, afholdt det årlige rigsmøde på [[Nyborg slot]], talte de fremmødte også repræsentanter for de fire plovpenningsøstre, der nu gjorde krav på arven fra deres far. Magnus Lagabøter havde aldrig lagt pres bag sin kones ret til hendes farsarv, men nu, hvor han var død og Erik Klipping og hans mor var politisk svækkede, begyndte Ingeborg sammen med sine søstre kampen for at genvinde det tabte. Et samlet dansk [[aristokrati]] fik at høre, hvor uretfærdigt og nedværdigende de fire søstre var blevet behandlet af Erik Klipping og hans mor. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 180)</ref> Jutta mødte ovenikøbet frem i egen person og var også den eneste, der fik tilkendt sin arv - som hun dog aldrig fik nogen glæde af, da hun døde senere samme år, kun seksogtredive år gammel.

Ingeborg var kun et par og fyrre år, da hun blev dødssyg ud på vinteren [[1286]]/87. Hun døde i Bergen lige før [[påske]]n 1287 og blev gravlagt i byen først i april på den tid, hendes yngste søn Håkon fyldte sytten år. Begge sønnerne var til stede under ceremonien. Med hende forsvandt det centrum, der holdt det norske aristokrati samlet, og ledelsen blev splittet mellem en svag konge (hendes søn Erik), en viljestærk ung hertug (Eriks lillebror Håkon), og den magtglade jarl Alv Erlingsson, der endte på [[hjul og stejle]] i [[Helsingborg]] i [[1290]]. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 244-5)</ref>