Panserkrydser: Forskelle mellem versioner

Det [[engelsk]]e svar var panserkrydseren ''[[HMS Shannon (1875)|Shannon]]'', påbegyndt [[1873]] og færdig i [[1877]]. Shannon (5.700 ton) havde samme karakteristika som de russiske skibe, og var ligeledes for langsom til at være en effektiv krydser. De to næste engelske krydsere, ''Northampton'' og ''[[HMS Nelson (1876)|Nelson]]'' var klar i [[1879]] og [[1881]]. Deplacementet var øget til 7.400 ton og farten til 14 knob, men der var stadig ikke tilfredshed med deres design i [[Royal Navy]].

 

 

Fælles for de nævnte skibe var, at de havde fuld rigning, så de kunne bruge sejl under de lange ture til og fra de fjerne kolonier, hvor de typisk opererede. Rigningen gjorde dem mandskabskrævende og dyre i drift, men når de skulle operere over lange afstande, var der ikke plads til kulbeholdningen og dermed ikke noget alternativ til sejlene.

 

[[Fil:Armoured cruiser.png|thumb|Panserkrydseren havde panser langs skibssiden, et vandret panserdæk, samt panserskjolde for kanonerne (alt vist med rødt). Kulbeholdningen i skibssiden gav yderligere beskyttelse.]]

== Panser og artilleri ==

Panserkrydseren er karakteriseret ved både at have et panser langs skibssiden og et vandret panserdæk. I ''General Admiral'' var panseret i vandlinjen på 150 mm og panserdækket på 25 mm. ''Shannon'' havde 229 mm i vandlinjen og et dæk på 76 mm, og i takt med, at artilleriet blev kraftigere, blev pansringen også udbygget. Ud over panseret begyndte man senere at beskytte skibene med inddeling i vandtætte sektioner, og det blev også fast praksis at anbringe kulbeholdningen i rum i skibssiden, så den kunne være med til at opfange fjendtlig beskydning.