Berbere: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
m wl: berbisk → berbiske sprog, Konvertering → Konversion |
||
Linje 2:
'''Berber''' (fra [[Arabisk (sprog)|arabisk]] ''barbari'', "uciviliseret", "fremmet", oprindeligt [[græsk (sprog)|græsk]], βάρβαρος ''bárbaros'', "fremmede", "ikke-græsk", ordet "[[barbar]]" har samme rod; på [[berberisk]] bruges: ''imazighen'', "frie mænd", ental ''amazigh'') er en betegnelse for en oprindelig befolkningsgruppe i [[Nordafrika]]. Den består i dag af mellem 55 og 75 millioner mennesker, og omfatter personer der har et af de omkring 30 forskellige berbersprog som modersmål; en sproggruppe der tilhører den [[afroasiatiske sprog]]familie. Berberne er opdelt i flere [[etnisk gruppe|etniske grupper]] som hovedsageligt er bosat i [[Marokko]], [[Algeriet]], Tunesien (herunder [[Djerba]]) og i [[Sahara]]. Berberne har traditionelt været bofaste agerbrugere, og de fleste berbersamfund befinder sig i bjergegnene i nærheden af Middelhavet eller i [[oase]]r. [[Tuareger]]ne i det sydlige Sahara er dog nomader.
Berbernes oprindelse er usikker, men de har med stor sandsynlighed udgjort den dominerende befolkningsgruppe i det nordlige [[Afrika]] fra omkring [[1500 f.v.t.]] Først med den arabiske indvandring i [[12. århundrede]] blev berberne fortrængt til bjerg- og ørkenområderne. De fleste er i dag [[muslim]]er og majoriteten er tosprogede og taler både [[berbiske sprog|berbisk]] og arabisk. Hovedparten af berberne lever i Marokko, hvor de udgør mellem 65 og 80% af befolkningen, dernæst i Algeriet (40-45%) og i mindre grad Tunesien og Libyen. Statistikken er behæftet med stor usikkerhed, især fordi mange nordafrikanere af berberisk afstamning betragter sig selv som [[araber]]e.
Den største etniske gruppe udgøres af [[kabyler]]ne i det nordlige Algeriet. Den omfatter omkring 4 millioner mennesker og de har i høj grad bevaret deres eget sprog og kultur. Andre betydende grupper er [[shluh]] og [[rifkabyler]]ne i Marokko, [[chaouia]] i Algeriet og [[tuareger]]ne i Sahara. En del af befolkningen på de Kanariske øer nedstammer fra den oprindelige [[guanche]]befolkning, som antages at være berberisk. Desuden findes der omtrent 3 millioner berbere i Europa, hovedparten i Frankrig og Nederlandene.
Linje 17:
Den første arabiske militære ekspedition vest for Egypten i [[642]]-[[669]] var begyndelsen på [[Islamiske ekspansion|islams spredning]] i Nordafrika. De første togter skete fra baser i Egypten, og var et resultat af lokale initiativer snarere end af centrale ordrer fra [[kalif]]en. Da [[umayyaderne]] i [[661]]-[[750]] flyttede Islams hovedstad fra [[Medina]] til [[Damaskus]] gjorde deres stræben efter at dominere [[Middelhavet]] det strategisk nødvendigt at flytte indflydelsessfære mod vest i Afrika. [[670]] blev der etableret en arabisk hær under [[Uqba ibn Nafi]]s kommando i byen [[Kairouan]] (ca. 160 kilometer syd for [[Tunis]]) som fungerede som base for fortsatte militære operationer mod vest.
Uqbas efterfølger [[Abu al-Muhajir Dinar]] videreførte ekspansionen vestpå i [[Algeriet]], hvor det lykkedes ham at indgå en overenskomst med lederen af det kristne berbiske stammeforbund, [[Kusayla]], han [[
Til trods for at berberne tog islam til sig, betød det ikke, at de støttede det arabiske kalifat fuldt ud. Araberne behandlede de nyomvendte som andenrangs muslimer og de blev ofte tynget af høje skatter, eller tilmed gjorde dem til slaver. Den udbredte misfornøjelse med kalifatet førte [[739]]-[[740|40]] til en åben revolte, der blev afsluttet ved at den dominerende stamme Kharijiterne indgik en fredsaftale med umayyaderne. Deres [[egalitær]]e idéer tiltrak mange berbere; fx mente kharijiterne at alle muslimer kunne blive valgt som kalif uanset race, ophav eller slægtskab med profeten [[Muhammed]]. Efter revolten etablerede kharijiterne en række semi-uafhængige [[teokrati]]ske stammeriger som almindeligvis fik en kort og dramatisk levetid. Nogle af dem, fx Sijilmasa og Tlemcen som lå ved vigtige handelsveje viste sig dog mere livskraftige.
| |||