Sætning (grammatik): Forskelle mellem versioner

Den tredje inddeling af sprogene er den ældste, som blev udformet allerede inden midten af det [[19. århundrede]]. Her konstaterer man, at nogle sprog i princippet lader hvert ord svare til ét sætningsled og generelt udelader bøjningsparadigmer. De kaldes isolerende, og blandt eksemplerne er [[kinesisk (sproggruppe)|kinesisk]] og [[vietnamesisk (sprog)|vietnamesisk]]. Omvendt er der sprog, som udtrykker syntaktiske markeringer ved brug af affikser, som sættes på en rod, således at affikserne udtrykker særlige nuancer (modus, tempus, aspekt el. andet) af rodordet. Disse sprog kaldes agglutinerende, og de typiske eksempler er [[tyrkisk (sprog)|tyrkisk]] og [[japansk]]. Så er der de sprog, som markerer syntaksen både ved hjælp af ændringer i ordenes rod og ved hjælp af betydningsbærende endelser. Disse sprog kaldes flekterende, og [[Arabisk (sprog)|arabisk]] eller [[græsk]] er gode eksempler. Endelig findes der sprog, som kan bygge så mange endelser på kerneordenes rod, at sætningen erstattes af ét langt, sammensat ord. De sprog kalder man polysyntetiske, og [[grønlandsk]] er det klassiske eksempel.