Søret: Forskelle mellem versioner

På grund af søfartens internationale karakter har søret til alle tider været præget af stor ensartethed i de forskellige lande. Skønt søfarten i oldtiden nåede en betydelig udvikling, navnlig i landene omkring [[Middelhavet]], er der ikke bevaret mange særlige søretlige regler fra denne tid. For den [[Romersk ret|romerske ret]]s vedkommende har [[formueret]]tens høje udvikling bidraget til, at man kunne undvære en særlig søret. Derimod foreligger der fra den tidlige [[middelalder]] adskillige vidnesbyrd om en speciel søretlig udvikling, og adskillige af nutidens positive søretlige institutioner udspringer fra middelalderens søret. De ældste søretlige regler i middelalderen er uddannededannet ved sædvane og domstolspraksis. Navnlig har i denne henseende de fire store italienske handelsrepublikker ([[Amalfi]], [[Pisa]], [[Genova]] og [[Venezia]]) haft betydning. Den ældste samling af søretlige regler, "[[Rôles d'Oléron]]" fra [[11. århundrede|11.]] eller [[12. århundrede]], er en samling af søretsdomme, afsagt af søretten på øen [[Oléron]] ved Frankrigs[[Frankrig]]s vestkyst. Denne Samlingsamling, der snart blev reciperet som gældende ret i [[England]], fik faktisk betydning som en fællesret for de nordlige og vestlige have. Fra slutningen af [[14. århundrede]] daterer sig den berømte "[[Consolato del Mare]]", en af en [[retsskriver]] i [[Barcelona]] udarbejdet samling af gældende sædvaner; denne fik hurtig eneherredømme i syden og har øvet stor indflydelse på hele Europas søret. En egen søret fik de nordiske lande i den visbyske søret ("[[Das Waterrecht]]"), der fejlagtig er bleven henført til [[Visby]] på [[Gotland]], men i virkeligheden er en Samlingsamling af amsterdamsk[[amsterdam]]sk, [[Flandern|flandersk]] og [[Lübeck|lybsk]] søret, der skriver sig fra [[15. århundrede]]. En særlig søret fik [[Danmark]] allerede [[1561]] i [[Frederik II]]'s søret, der hviler på den visbyske søret, hanseatisk ("[[Hansereces]]" [[1530]]) og hollandsk ret samt ældre dansk ret og retspraksis. Frederik II's søret afløstes af [[Christian V]]'s [[Danske LovsLov]]s (1683) 4. Bogbog; [[Sverige]] fik sin første særlige søret i [[Karl XI]]'s søret af 1667, Norge i Christian V's [[Norske LovsLov]]s 4. Bogbog.

I Frankrig udarbejdedes på Colberts[[Colbert]]s initiativ under [[Ludvig XIV]] en søret af navn [[Ordonnance de la marine]] (1681). Dette for sin tid fremragende arbejde er i alt væsentligt overgået i [[Napoleon I]]'s [[Code de commerce]] ([[1807]]) 2. Bogbog, der atter liggerer lagt til grund for søret i [[Italien]], [[Spanien]], [[Grækenland]], [[Østrig-Ungarn]] og [[Belgien]] samt i de sydamerikanske[[sydamerika]]nske republikker.

I England hviler den gældende søret på udviklingen af sædvaneretten[[sædvaneret]]ten — common law (s. d.) — hvorved der efterhånden er blevet skabt en national engelsk søret i tilknytning til den almindelige civilret, afvigende fra den ældre fra kontinentet importerede søret (Rôles d'Oléron og den fransk-hollandske juristret). Nogen [[kodifikation]] af den engelske private søret gives ikke, hvorimod den offentlige (administrative) søret er samlet i [[Merchant shipping Act]] (1894 og senere); denne indeholder dog også enkelte privatretlige regler, ligesom man heller ikke i øvrigt ganske har kunnet undvære egentlige søretlige love (statute law) på den private sørets område, f.eks. konossementsloven[[konossement]]sloven (Bill of Lading Act) 1855. For de nordamerikanske fristatersUSA's vedkommende er forholdet det samme som i England, ligesom også selve Indholdet af den nordamerikanske søret i alt væsentligt stemmer med den engelske. Af nordamerikanske sølove af særlig vigtighed må nævnes den såkaldte [[Harter Act]] (1893), som forbyder rederen at fraskrive sig ansvar for skibets [[sødygtighed]] ved rejsens begyndelse og for skippers og mandskabs såkaldte kommercielle fejl eller forsømmelser (ved lastning, stuvning, losning og aflevering af ladningen).