Parsifal: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Operator (diskussion | bidrag) Udvider artiklen betragteligt (oversat fra engelsk Wiki) |
|||
Linje 38:
Den 12. november 1880 opførte Wagner forspillet privat for sin mæcen [[Ludwig II]] af [[Bayern]] på Hofteatret i [[München]].<ref>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 485.</ref> Premieren på hele værket fandt sted i [[Bayreuther Festspielhaus]] i [[Bayreuth]] den 26. juli 1882 under ledelse af den tysk-fødte [[jødedommen|jødiske]] leder [[Hermann Levi]]. Kulisserne var designet af [[Max Brückner]] og [[Paul von Joukowsky]] efter anvisninger fra Wagner selv. Gralssalen var modelleret efter det indre af [[katedral|katedralen]] i [[Siena]], som Wagner havde besøgt i 1880, mens Klingsors magiske have var inspireret af haverne ved Palazzo Rufolo i [[Ravello]].<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 90-91.</ref> I juli og august 1882 blev værket opført seksten gange i Bayreuth under Levi og [[Franz Fischer]]. Produktionen havde et orkester på 107 medlemmer, et kor på 135 og 23 solister (idet hovedrollerne var dobbelt besat).<ref>Carnegy, Patrick (2006): "Wagner and the Art of Theatre". [[Yale University Press]] ISBN 0-300-10695-5, s. 107-118.</ref> Ved den sidste af disse forestillinger overtog Wagner dirigentstokken fra Levi og dirigerede selv sidste scene i tredje akt fra orkestermellemspillet til slutningen.<ref>Spencer, Stewart (2000): ''Wagner Remembered''. Faber and Faber, London. ISBN 0-571-19653-5, s. 270.</ref>
Ved de første opførelser af ''Parsifal'' betød problemer med at flytte kulisser ved overgangen fra mellem scene et og to i første akt, at orkestermellemspillet var færdigt, før Parsifal og Gurnemanz var kommet til gralshallen. [[Engelbert Humperdinck (komponist)|Engelbert Humperdinck]], der var produktionsassistent, tilføjede et par takter til musikken for dække dette hul.<ref>Spencer, Stewart (2000): Ibid., s. 268-270.</ref> I de efterfølgende år blev dette problem løst, og Humperdincks tilføjelser er ikke blevet yderligere brugt.
==== Forbuddet mod Parsifal udenfor Bayreuth ====
Linje 63:
|-
|Parsifal
|[[Tenor (stemme)|Tenor]]
|[[Hermann Winkelmann]]
|[[Alois Burgstaller]]
|-
|Kundry
|[[Mezzosopran]] eller [[sopran (stemme)|sopran]]
|[[Amalie Materna]]
|[[Milka Ternina]]
|-
|Gurnemanz, ''en gralsridder''
|[[Bas (stemme)|Bas]]
|[[Emil Scaria]]
|[[Robert Blass]]
Linje 103:
|-
|Seks blomsterpiger
|3 sopraner,<br/>3 [[alt (stemme)|
|Pauline Horson<br/>Johanna Meta<br/>Carrie Pringle<br/>Johanna André<br/>Hermine Galfy<br/>Luise Belce
|Isabelle Bouton<br/>Ernesta Delsarta<br/>Miss Förnsen<br/>Elsa Harris<br/>Lillian Heidelbach<br/>Marcia Van Dresser
Linje 130:
Væbnerne vender tilbage fra kongens bad og fortælle Gurnemanz, at balsammen har lettet kongens lidelse. Gurnemanz' egne væbnere spørger, hvordan det kan være, at han kender Klingsor. Han fortæller dem højtideligt, hvordan både det hellige spyd, som blev stukket i siden på forløseren på korset, og den [[hellige gral]], der opfangede hans blod, var kommet til Monsalvat, hvor de blev bevogtet af ridderne af den hellige gral under [[Titurel]]s styre - Titurel er Amfortas' far. Klingsor havde længtes efter at slutte sig til ridderne, men var ude af stand til at holde urene tanker ude af sit sind. Han [[kastration|kastrerede]] sig selv, hvilket førte til hans bortvisning fra ordenen. Klingsor kom derefter i opposition til gralsridderne, lærte mørkekunster og erobrede dalen nedenfor Monsalvat, som han fyldte med smukke blomsterpiger, der skulle forføre gralsridderne og lede dem på afveje. Det var her, at Amfortas mistede det hellige spyd, som opbevarer det og endda vil forsøge også at få findre i gralen. Gurnemanz fortæller, hvordan Amfortas senere fik en vision, ifølge hvilken han skulle vente på en "ren tåbe, oplyst af medfølelse" ("Durch Mitleid wissend, der reine Tor"), som endelig ville kunne helbrede såret.
I netop det øjeblik høres et råb fra ridderne ("Weh! Weh!"): en flyvende svane er blevet skudt ned. En ung mand er blevet pågrebet med en [[bue (våben)|bue]] i hånden og et pilekogger på ryggen. Gurnemanz taler strengt til ham og siger, at dette er et helligt sted. Han spørger ham direkte, om det var ham, der skød, og knægten praler med, at han kan ramme alt, der flyver ("Im Fluge treff' ich was fliegt!") Gurnemanz spørger, hvad skade svanen havde gjort, og viser den unge mand dens livløse krop. Angerfuld brækker den unge mand nu sin bue og smider den til side. Gurnemanz spørger ham, hvorfor han er her, hvem hans far er, hvordan han fandt stedet og til sidst om hans navn. På hvert spørgsmål lyder drengens svar: "Det ved jeg ikke." Den ældste ridder sender sine væbnere væk for at hjælpe kongen og beder nu drengen fortælle, hvad han egentlig ved. Den unge mand siger, at han har en mor, Herzeleide, og at han selv lavede sin bue. Kundry har lyttet med, og nu fortæller hun dem, at denne drengs far var Gamuret, en ridder der blev dræbt i kamp, og også hvordan drengens mor havde forbudt sin søn at bruge et sværd, fordi hun frygtede, at han ville skulle møde samme skæbne som sin far. Nu erindrer den unge mand, at da han så riddere passere gennem sin skov, forlod han sit hjem og mor for at følge dem. Kundry ler og fortæller den unge mand, at da hun red forbi, så hun Herzeleide dø af sorg. Idet drengen hører dette, går han først på Kundry, men kollapser så i sorg. Kundry selv er nu træt og vil sove, men råber, at hun ikke må sove og ønsker, at hun aldrig igen ville vågne. Hun forsvinder ind i underskoven.
Gurnemanz ved, at gralen kun fører de fromme til Monsalvat og opfordrer drengen til at overholde gralsritualet. Den unge ved ikke, hvad gralen er, men han bemærker, at da de går, synes Gurnemanz næsten ikke at bevæge sig, men alligevel at rejse langt. Gurnemanz siger, at i dette rige bliver tid til rum ("Zum Raum wird hier die Zeit"). Et orkestermellemspil leder over i anden scene.
| |||