Parsifal: Forskelle mellem versioner

[[File:Parsifal-affisch.jpg|160px|right|thumb|Teaterplakat for premieren på ''Parsifal''.]]

 

Den 12. november 1880 opførte Wagner forspillet privat for sin mæcen [[Ludwig II]] af [[Bayern]] på Hofteatret i [[München]].<ref>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 485.</ref> Premieren på hele værket fandt sted i [[Bayreuther Festspielhaus]] i [[Bayreuth]] den 26. juli 1882 under ledelse af den tysk-fødte [[jødedommen|jødiske]] leder [[Hermann Levi]]. Kulisserne var designet af [[Max Brückner]] og [[Paul von Joukowsky]] efter anvisninger fra Wagner selv. Gralssalen var modelleret efter det indre af [[katedral|katedralen]] i [[Siena]], som Wagner havde besøgt i 1880, mens Klingsors magiske have var inspireret af haverne ved Palazzo Rufolo i [[Ravello]].<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 90-91.</ref> I juli og august 1882 blev værket opført seksten gange i Bayreuth under Levi og [[Franz Fischer]]. Produktionen havde et orkester på 107 medlemmer, et kor på 135 og 23 solister (idet hovedrollerne var dobbelt besat).<ref>Carnegy, Patrick (2006): "Wagner and the Art of Theatre". [[Yale University Press]] ISBN 0-300-10695-5, s. 107-118.</ref> Ved den sidste af disse forestillinger overtog Wagner dirigentstokken fra Levi og dirigerede selv sidste scene i tredje akt fra orkestermellemspillet til slutningen.<ref>Spencer, Stewart (2000): ''Wagner Remembered''. Faber and Faber, London. ISBN 0-571-19653-5, s. 270.</ref>

 

Ved de første opførelser af ''Parsifal'' betød problemer med at flytte kulisser ved overgangen fra mellem scene et og to i første akt, at orkestermellemspillet var færdigt, før Parsifal og Gurnemanz var kommet til gralshallen. [[Engelbert Humperdinck (komponist)|Engelbert Humperdinck]], der var produktionsassistent, tilføjede et par takter til musikken for dække dette hul.<ref>Spencer, Stewart (2000): Ibid., s. 268-270.</ref> I de efterfølgende år blev dette problem løst, og Humperdincks tilføjelser er ikke blevet yderligere brugt.

 

I de første tyve år efter urpremieren fandt de eneste iscenesatte opførelser af ''Parsifal'' (bortset fra otte private forestillinger for [[Ludwig II]] af [[Bayern]] i München i 1884 og 1885) sted i [[Bayreuther Festspielhaus]], det sted, som Wagner havde skabt værket til. Wagner havde to grunde til at ønske, at ''Parsifal'' udelukkende blev spillet i Bayreuth. For det første ville han forhindre, at det udartede sig til »ren morskab« for operapublikummet. Kun i Bayreuth mente han, at hans værk kunne opføres på den af ham udtænkte måde - en tradition som hans kone, Cosima, opretholdt længe efter hans død. For det andet mente han, at operaen ville give en indtægt for hans familie efter hans død, hvis Bayreuth havde monopol på opførelser.

 

Efter at en domstol havde afgjort, at Bayreuth ikke kunne forbyde forestillinger i [[USA]], iscenesatte [[Metropolitan Opera]] i [[New York]] den komplette opera den 24. december 1903 med mange Bayreuth-uddannede sangere - til Wagnerfamiliens store fortrydelse. Cosima svarede igen ved at nægte sangere, der havde sunget i New York at synge i Bayreuth for fremtiden. Der blev også sat uautoriserede forestillinger op i Amsterdam i 1905, 1906 og 1908. Bayreuths monopol sluttede den 1. januar 1914.<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 93-95.</ref> Den første autoriserede opførelse blev sat op i [[Gran Teatre del Liceu|Barcelona]]: den begyndte kl. 22.30, halvanden time før midnat den 31. december 1913, idet man udnyttede [[tidszone|den tidsforskel]], der var mellem Barcelona og Bayreuth på det tidspunkt. Interessen i ''Parsifal'' var så stor, at operaen blev opført på mere end 50 europæiske operahuse mellem den 1. januar og 1. august 1914.<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 94.</ref>

 

I Bayreuth klapper publikum ikke ved slutningen af første akt, som det ellers er normalt ved operaopførelser. Denne tradition er resultatet af en misforståelse, da Wagner ved premieren udtrykte et ønske om at opretholde operaens alvorlige stemning. Efter megen bifald efter første og anden akt talte Wagner til publikum og sagde, at der ikke ville være fremkaldelser af sangerne, før forestillingen var slut. Dette forvirrede publikum, som var tavse, da operaen sluttede, indtil Wagner talte til dem igen og sagde, at det ikke ensbetydende med, at de ikke måtte klappe. Efter forestillingen klagede Wagner: "Nu ved jeg det ikke. Kunne de lide det eller ej?"<ref name=autogenerated1>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 506.</ref> Ved de følgende forestillinger mente nogle, at Wagner ikke havde ønsket bifald før slutningen, og der var derfor stilhed efter de to første akter. Til sidst blev det en Bayreuth-tradition, at der ikke var bifald efter første akt, men det var ikke Wagners idé. Faktisk råbte Wagner selv "Bravo!" i løbet af de første Bayreuth-forestillinger, da blomsterpigerne gjorde deres exit i anden akt, hvorefter andre andre medlemmer af publikum hyssede ad ham.<ref name=autogenerated1/> På nogle teatre udenfor Bayreuth er bifald og fremkaldelser normal praksis efter hver akt; andre større teatre, herunder Metropolitan Opera i New York, følger Bayreuths skik.

 

''Parsifal'' er en af de Wagner-operaer, der jævnligt opføres ved festspillene i Bayreuth, også i vore dage. Blandt de mere betydningsfulde produktioner fra

efterkrigstiden er en opsætning fra 1951, der blev instrueret [[Wieland Wagner]], komponistens sønnesøn. Ved de første festspil efter [[Anden Verdenskrig]] indførte han en radikal omfortolkning og opfattede ikke gralssalen eller blomsterpigernes sted som konkrete lokaliteter. I stedet blev lyseffekter og et absolut minimum af kulisser brugt til at supplere Wagners musik. Denne produktion var stærkt påvirket af af den [[schweizisk|schweiziske]] scenograf, [[Adolphe Appia]]s ideer. Reaktionen på Wieland Wagners produktion var stærk: [[Ernest Newman]], Wagners biografist, beskrev det som "ikke kun den bedste Parsifal, jeg nogensinde har set og hørt, men en af de tre eller fire mest bevægende åndelige oplevelser i mit liv".<ref>Spotts, Frederic (1994): ''[http://books.google.com/books?id=mWqXGqaCOEQC&printsec=frontcover&source=gbs_navlinks_s#v=onepage&q=&f= false Bayreuth: A History of Wagner Festival]''. New Haven og London: Yale University Press ISBN 0-300-05777-6, s. 212.</ref> Andre var rystede over, at Wagners scenografiske anvisninger ikke blev respekteret. [[Hans Knappertsbusch]], der havde dirigeret forestillingerne, sagde, da han blev spurgt, hvordan han kunne acceptere en så skandaløs parodi, at han helt frem til [[generalprøve|generalprøven]] havde forestillet sig, at der ville komme kulissser på scenen.<ref>Carnegy, Patrick (2006): Ibid., s. 288-290.</ref> Knappertsbusch var især oprørt ved udeladelsen af duen som fredssymbol; den skulle være kommet til syne over Parsifals hoved ved slutningen af operaen - og Knappertsbusch hævdede i øvrigt, at den inspirerede ham til bedre opførelser. For at formilde sin dirigent fik Wieland indført en due, som skulle fires ned på en snor. Hvad Knappertsbusch var ikke klar over var, at Wieland havde gjort længden af så tilpas lang, at dirigenten, men ikke publikum kunne se duen.<ref>{{cite album-notes |first=Andreas |last=Kluge |notestitle=Parsifal 1951 |year=1992 |title=Wagner: Parsifal |publisher=Teldec |publisherid=9031-76047-2}}</ref> Wieland fortsatte med at ændre og forfine sin Bayreuth-produktion af ''Parsifal'' til sin død i 1966.