|
'''Makadam''' (engelsk: '''macadam''') er en type vejbelægning bestående af grus og sten i forskellige størrelser.
I slutningen af 1700-tallet, da vejbygningen tog fart i Europa, var det en væsentlig faktormotivationsfaktor, at man kunne reducere stenforbruget. I [[1775]] udviklerudviklede den franske ingeniør [[Pierre-Marie-Jérôme Trésaguet]] derfor veje med et ca. 30 cm tykt stenlag,. derafDeraf bestårbestod den nedre halvdel af et paklag af større sten og derover et dæklag af grus eller skærver, indesluttet af kløvede randsten langs kørebanens sider.
I [[1794]] foreslaarforeslog den engelske ingeniør [[John Lochhead]] at bygge vejbanen helt af skærver, og hans idé blev videreført fra 1820 af [[Skotland|skotten]] [[John Loudon McAdam]], som ved sin indsats for at udbrede kendskabet for denne konstruktion, fik sit navn knyttet til alle skærveveje (makadamiserede
veje).
Den i dansk sammenhæng kendte makadam med 3 lag er udviklet af [[James Patterson]] i 1822. Han forbedrede McAdams konstruktionen ved at anvende tromling af skærvelaget og samtidig formindske
skærvestørrelsen fra ca. 6 cm til 5 cm, da de første, forholdsvis lette tromler, ikke kundekunne komprimere de større skærver. Navnet er gennem tiden forenklet fra ''MacAdam-belægning'' til blot at hedde ''makadam''.
Belægningen opbygges ved at danne en skrånende flade med [[grøft|drængrøfter]] på begge sider, og herpå udlægge to lag sten af en vis størrelse. Oprindeligt brugte man typisk håndslåede [[skærver]] på op til 75 mm, men i dag vil man normalt bruge knuste eller sprængte [[paksten]] i samme størrelse. Lagtykkelsen er ca 100 mm pr. lag. Herpå lægger man ca 50 mm finere sten, med en kornstørrelse op til 25 mm. De enkelte lag tromles med en tung [[vejtromle]], så de kantede skærver låser hinanden fast. De fleste steder vil man til sidst skylle skarpkantet [[sand]] ned i hulrummene, indtil man opnår en kompakt masse, hvor stenene holder på hinanden, men hvor vandet stadigvæk kan drænes ud til grøfterne. Visse steder opnår man en lignende effekt ved at hælde [[stabilgrus]] på en vej og tromle eller vibrere det, men her er det mere tilfældighedernes spil der afgør, om materialet binder til en fast belægning eller danner et blødt underlag, som en bil kan sidde fast i. Det skyldes dels, at stabilgruset består af korn fra 0-32 mm, der er blandet på forhånd fra naturens side, uden man ved præcist, hvor meget der er fint, og hvor meget der er groft, og dels at kornene i stabilgrus ofte er mere runde og derved ikke låser hinanden på samme måde. I makadam-blandingen tilsættes der kun den mængde finere materialer, der er nødvendig for at fylde hulrummene, og herved låser alle de større dele hinanden, da de fra starten har rørt hinanden og ikke bliver flyttet.
Efterhånden som [[motorkøretøj]]er blev mere almindelige, begyndte støv at være et problem med denne vejtype, idet de hurtige [[bil]]er (sammenlignet med [[hestevogn]]e) hvirvler de fineste partikler på overfladen op på grund af det [[vakuum]], der dannes under og bag bilen.
Dette problem fandt man ud af at løse ved at oversprøjte vejen med [[tjære]]. Denne belægning kaldte man i engelsksprogede områder ''tarmac'' som en forkortelse af tar (engelsk for tjære) og macadam (engelsk stavemåde).
I de fleste [[Ii-land]]e er der nu kommet andre belægninger på denne type veje, typisk [[asfalt]] eller [[beton]], men i mange [[Uu-land]]e og på visse historiske strækninger som eksempelvis ''National Road'' i [[USA]] ses makadam stadigvæk.
Makadamteknikken blev i Danmark 1960'erne og 1970'erne efterhånden erstattet med vejbefæstelser af stabilt grus og bundsikring. Problemer med at skaffe tilstrækkelige sand-, grus- og stenmaterialer har imidlertid betydet, at den gamle makadamteknik er ved at få en renæssance.
| 