|
'''Nicoline Thomasine Henriette Jørgensen''' ([[19. juni]] [[1791]] i [[København]] -– [[17. november]] [[1847]] i [[Ølstykke]]) var en [[Danmark|dansk]] [[skuespillerinde]], datter af bogholder ved den almindelige enkekasse Gert Diderik Jørgensen og Henriette, født Rose.
Jomfru Jørgensen spillede allerede som ung pige jævnlig [[komedie]] i "[[Borups Selskab]]" og fik derved øjnene op for, med hvilke store dramatiske evner hun sad inde. Det vakte alligevel opsigt, da hun besluttede sig til at debutere på [[Det Kongelige Teater]], thi i hin tid var det en stor sjældenhed, at damer af det højere [[bourgeoisi]] helligede sig scenen. Hun kom dog ikke
til at angre dette Skridtskridt, thi hun blev snart en af Scenensscenens ypperste, og sjælden eller måske aldrig har detDet konglkgl. TheaterTeater haft et mere aandsmodentåndsmodent og mere alsidigt Talenttalent at opvise. Hun var af Middelhøjdemiddelhøjde med en rank, meget smuk Figurfigur, som hun førte med ualmindelig Anstandanstand. Ansigtet var ikke regelmæssig smukt, men oplivedes af et Parpar i en sjælden Gradgrad intelligente Øjneøjne, og den noget haardehårde Talestemmetalestemme forstod hun at bruge med stor Virtuositet saavirtuositet velsåvel i det alvorlige som i det komiske Fagfag. ▼hvilke store dramatiske evner hun sad inde. Det vakte alligevel opsigt, da hun besluttede sig til at debutere på det kongl. Theater, thi i hin Tid var det en stor Sjældenhed, at Damer af det højere Bourgeoisi helligede sig Scenen. Hun kom dog ikke
▲til at angre dette Skridt, thi hun blev snart en af Scenens ypperste, og sjælden eller måske aldrig har det kongl. Theater haft et mere aandsmodent og mere alsidigt Talent at opvise. Hun var af Middelhøjde med en rank, meget smuk Figur, som hun førte med ualmindelig Anstand. Ansigtet var ikke regelmæssig smukt, men oplivedes af et Par i en sjælden Grad intelligente Øjne, og den noget haarde Talestemme forstod hun at bruge med stor Virtuositet saa vel i det alvorlige som i det komiske Fag.
Mærkelig nok optrådte hun første gang på detDet konglkgl. TheaterTeater, hvor hun allerede i Okt.oktober [[1815]], inden sin Optrædenoptræden, fik fast Ansættelseansættelse, som Deklamatrice[[deklamatrice]], i det hun [[23. Martsmarts]] [[1816]] medvirkede ved Mad. Frydendahls Aftenunderholdningaftenunderholdning. Grunden hertil var, at Jfr. J. allerede fra «Borups Selskab», hvor hun var vant til at fremsige Prologer[[prolog]]er og Epiloger[[epilog]]er, var kjendtkendt for sin sjældne Evneevne til at fremsige Versvers, en Kunstkunst, hvori hun ogsaaogså bestandig stod som en af de første. Hendes rigtige Debutdebut fandt Stedsted [[7. Majmaj]] samme år som Clementine i ''Besøget'' og faldt meget heldig ud, da hun i sit fine, gennemdannede væsen og i sin elegante holdning havde ypperlige betingelser for at fremstille verdensdamen; men allerede hendes 2 påfølgende roller - Magdelone i ''Julestuen'' og Goneril i ''[[Kong Lear]]'' - skulle vise, hvor omfattende hendes talent var. Der fandtes så at sige ikke det fag, hvori hun ikke var i stand til at gøre fyldest; hun, der den ene aften spillede dronning [[Elisabeth 1. af England|Elisabeth]] i ''[[Maria Stuart]]'' med sand kongelig højhed, kunde aftenen derpå opvise et lune så bredt, så fyldigt og saftfuldt, at hun endnu lenge i mange komiske roller - Madam Rust i ''Sparekassen'' eksempelvis - stod som uovertruffen på den danske skueplads.
s. A. som Clementine i «Besøget» og faldt meget heldig ud, da hun i sit fine, gjennemdannede Væsen og i sin elegante Holdning havde ypperlige Betingelser for at fremstille Verdensdamen; men allerede hendes 2 påfølgende roller - Magdelone i ''Julestuen'' og Goneril i ''[[Kong Lear]]'' - skulde vise, hvor omfattende hendes talent var. Der fandtes så at sige ikke det fag, hvori hun ikke var i stand til at gøre fyldest; hun, der den ene aften spillede dronning Elisabeth i "[[Maria Stuart]]" med sand kongelig højhed, kunde aftenen derpå opvise et lune så bredt, så fyldigt og saftfuldt, at hun endnu lenge i mange komiske roller - Madam Rust i "Sparekassen" exempelvis - stod som uovertruffen på den danske skueplads.
Af hendes stærkt vexlendevekslende repertoire kan nævnes: [[1816]] Fru Møenstrup i ''[[Dyveke]]''», [[1817]] Lady Milford i ''Kabale og Kjærlighed'', [[1818]] Birgitte i ''Røverborgen'', [[1820]] Dronning Bera i ''Hagbarth og Signe'', [[1821]] Nille i ''[[Erasmus Montanus]]'', Philocyne i ''Melampe'', 1822 Lady Sneerwell i ''Bagtalelsens skole'', 1825 Lady [[Macbeth]], [[1826]] Frøken Trumfmeier i ''Aprilsnarrene'', Thusnelda i ''Stærkodder'', [[1828]] Grethe i ''Kjærlighed uden Strømper'', [[1829]] Dronningen i ''[[Hamlet]]'', [[1832]] Magdelone i ''Det lykkelige Skibbrud'', [[1833]] Deborah i ''[[Tordenskjold]]'', Ragnhild i ''Dronning Margareta'', [[1834]] Baronesse Pelikan i ''Kjærlighed ved Hoffet'', [[1837]] Fru Guldborg i ''Svend Dyrings Hus'', [[1839]] Morgiane i ''[[Aladdin]]'', [[1843]] Fru Bittermandel i ''Aprilsnarrene''.
[[1837]] Fru Guldborg i ''Svend Dyrings Hus'', [[1839]] Morgiane i ''[[Aladdin]]'', [[1843]] Fru Bittermandel i ''Aprilsnarrene''.
Allerede i begyndelsen af [[1840'erne|fyrrerne]] begyndte hun at tale om at trække sig tilbage fra scenen, thi hvad hun mindst af alt vildeville, var at overleve sig selv. Måske anede hun allerede den gang, at hun bar på den sygdom, der skulde lægge hende i graven. Hun optrådte sidste gang [[26. juni]] [[1845]] som Else Skolemesters i ''Barselstuen''. I hende mistede den danske skueplads ikke blot en kunstnerinde af allerførste rang, men en kvinde, der ved sin sjældne intelligens, sit ædle hjærte og sin uplettede karakter var højagtet og elsket af alle.
{{DBL}}
|
