Forskel mellem versioner af "Svantevit"

62 bytes tilføjet ,  for 11 år siden
m (→‎Angrebet på Arkona: Flertydig:, replaced: trætræ ved brug af AWB)
 
==Angrebet på Arkona==
I midten af [[1100-tallet]] gennemførte [[Absalon]] og [[Valdemar 1. den Store]] en række hævntogter mod venderne, der kulminerede med indtagelsen af [[Rygen]] i [[1168]]. Her indtog de borgen ved [[Arkona]] og afbrændte en stor træfigur af den hedenske gud Svantevit. Svantevits [[tempel]] ved Arkona på Rügen var Nordeuropas største hedenske helligdom, en [[Træ (materiale)|træ]]bygning smykket med udskæringer, og det sidste hellige sted, som venderne havde tilbage efter de kristnes togter. I det inderste rum hvor kun ypperste[[præst]]en måtte gå ind, stod [[statue]]n, som var gud for [[ungdom]], [[frugtbarhed]] og [[krig]]. HanIfølge den danske krønikeskriver [[Saxo Grammaticus]] havde statuen fire [[hoved]]er, kort [[hår]], studset [[skæg]] og en snehvid [[hest]], som han red på i krig. Selv om hesten stod i sin stald hele natten, skete det, at den kunne være [[sved]]ig om morgenen, hvis Svantevit havde været i kamp om natten. Offergaverne var [[kvæg]], [[vin]] og [[honningkager]]. Nogle mener, at de fire hoveder [[symbol]]iserede, at han kunne se hvert af de fire [[verdenshjørne]]r, men alternative teorier har også været bragt på bane, bl.a. at vendernes gud oprindeligt havde haft tre hoveder, og at det fjerde hoved var Skt. Vitus, der var blevet implementeret i den hedenske tro. [[Keltisk]]e guder havde ofte tre ansigter, eller optrådte som [[treenighed]]er.
 
Fæstningen Arkona lå på et højt plateau beskyttet på tre sider af skrænter, mens den fjerde side lå bagved en høj jordvold med træpalisader. Men en ung korsfarerkriger fik sine venner til at sætte [[spyd]] i [[tørv]]ene så han kunne klatre op og sætte [[ild]] til noget [[halm]] lige under det ene porttårn. Ilden bredte om sig, og korsfarernede danske krigere gik så til angreb. Arkonas indbyggere overgav sig, men betingelserne blev hårde: de måtte blive kristne, alle [[skat]]ter til Svantevit skulle nu oversendes den danske konge, og alle kristne krigsfanger sættes fri. Templets ejendomme overgik til kirken, venderne måtte for fremtiden også deltage i kongens korstog, samt betale en skat på fyrre [[sølv]][[mønt]]er i året for hvert [[plov]]spand. For en sikkerheds skyld tog man også gidsler, og Svantevit-figuren blev hugget op til [[brændsel]] for hærens [[suppe]]gryder.<ref>Kurt Villads Jensen: ''Korstogene'' (s. 93-94), forlaget Cappelen, Oslo 2006, ISBN 82-02-26321-2</ref>
 
Fredsslutningen blev dog mødt med ærgrelse blandt [[hær]]ens folk. De havde ønsket hævn for alle vendiske angreb på danske [[kyst]]er, og nu fik de ingenting, heller ikke krigsbytte. [[Ærkebiskop Eskil]] påpegede, at ved at spare de vantro, ville andre af vendernes kystbyer se, at det lønnede sig at overgive sig. Så fik man dem også som allierede mod andre vantro. Af tømmeret fra [[kastemaskine]]rne satte man en trækirke op til at døbe Arkonas indbyggere i. Rygen blev så lagt under [[Roskilde]] [[bispedømme]].
 
== Referencer ==
57

redigeringer