Stævningsskov: Forskelle mellem versioner

Stævningsskove er baseret på [[løvtræer]]s evne til at danne nye skud fra stød eller rod, når træet bliver gnavet over af [[bæver]]e, eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Denne form for drift giver en meget lysåben [[lavskov]] med en yderst frodig bundvegetation. For at undgå at stævningsskoven udvikler sig til [[højskov]], med en stor skygning, der ødelægger den frodige bundvegetation, skal stævningsskoven stævnes jævnligt ( med ca. 15 - 20 års intervaller ). Stævningsskove er derfor normalt flere hundrede år gamle, selvom trævæksten umiddelbart ikke ser ret gammel ud.

 

 

Den [[27. september]] [[1805]] kom [[Fredskovsforordningen]], som skulle sikre skovenes fortsatte beståen. De større skove tilfaldt nu [[Stat]]en og [[godsejer]]ne, mens bønderne fik de mindre skove, som blev delt op i små områder, så hver gård i en [[landsby]] havde sin andel. Fra midten af [[1800-tallet]] blev brændte sten indført som byggemateriale, og andre teknikker, som f.eks. [[stendige]]r og jordvolde, der blev brugt til hegning, begyndte at fortrænge stævningsskovens produkter. Da [[pigtråd]]en kom frem i [[1870]], og [[fossilt brændsel]] kom til i [[1830'erne]] forsvandt stævningsskovenes betydning, og de har stort set fået lov til at passe sig selv siden. Mange er derved udviklet til højskov, og den unikke bundvegetation er gået tabt. I år 1800 fandtes på Fyn ca. 10.000 ha stævningsskov, så deres areal er svundet betydeligt ind siden.