Egon Weidekamp: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Sarrus (diskussion | bidrag) m Links: Nørrebro → Nørrebro (København) + defsort -> FD |
Tomwaits (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
||
Linje 5:
Egon Weidekamp var søn af en fabrikarbejder, Rudolf Weidekamp, og hustru Anna f. Henriksen. Han var vokset op i en trang lejlighed i Viborggade på [[Østerbro (København)|Østerbro]] med lokum i gården, og præget af disse indtryk af brokvarterernes brandfarlige og usunde boliger lå hans politiske fokus særligt på at skaffe bedre [[bolig]]er til københavnerne. Det skete primært ved [[sanering]]er, som gjorde det af med nogle af byens dårligste boliger. Det var en glædens dag for ham, da han oplevede sin barndoms karré blive revet ned. Mange af de dårlige boliger lå i den såkaldte [[den sorte firkant|sorte firkant]] på [[Nørrebro (København)|Nørrebro]], hvorfor Weidekamp i februar [[1977]] fremlagde en såkaldt ''helhedsplan'', som skulle byforny [[Indre Nørrebro]]. Bl.a. skulle området, hvor '[[Byggeren]]' hidtil havde ligget, fremover bruges til boliger og rekreative områder. Saneringerne blev gennemført uden blik for tabet af lokalt særpræg og identitet, hvilket afstedkom massive [[protest]]er fra de lokale. Erstatningsbyggeriet var elementbyggeri præget af monotoni. De blandede erfaringer fra denne saneringsproces betød, at saneringen af [[Vesterbro (København)|Vesterbro]] i [[1990'erne]] blev meget mere skånsom og bevarende.
I det meste af Weidekamps embedsperiode var hovedstaden præget af nye og voksende sociale problemer, bl.a. tårnhøj [[arbejdsløshed|ungdomsarbejdsløshed]], [[narkotika]]misbrug og [[lavkonjunktur]], dvs. forhold som han ikke kunne gøre meget for at ændre på. Samtidig var byggeriet stagneret. Eftersom kommunen var blevet fattig, blev der satset på genbrugsløsninger, der har vist sig populære og holdbare. De funktionstømte [[sporvogn]]sremiser blev indrettet til medborgerhuse, bl.a. i [[Århusgade]] og på [[Trianglen (København)|Trianglen]], og den største remise blev omdannet til [[Nørrebrohallen]].
Men den beslutning, der i eftertiden har vakt mest opsigt, var, da Egon Weidekamp efter mange års ballade på Nørrebro, valgte at give de unge [[BZ-bevægelsen|BZ'ere]] brugsretten til [[Ungdomshuset]] på Jagtvej 69. I [[1982]] udtalte han til dagbladet [[B.T.]]: ''De får et hus, og vi får fred''. Dette kan fortolkes som om, at Egon Weidekamp gav Ungdomshuset til BZ'erne, men det med at: "De får et hus", betyder udelukkende kun, at de fik administrationen/brugsretten, men ikke [[ejendomsret]]ten.
| |||