Urnordisk (sprog): Forskelle mellem versioner

'''Urnordisk''' er sprogstadiet i de skandinaviske [[sprog]] i tiden mellem ca. 200 og 500 e.Kr. Det står dermed mellem [[urgermansk]] (ca. 1000 f.Kr. til ca. 200 e.Kr.) og [[synkopetiden]] (500-700 e.Kr.), da de tryksvage stavelser faldt bort, hvorefter nordisk blev delt i dialekterne [[norrønt]] (oldnordisk), [[olddansk]] og [[oldsvensk]].

 

Man har fundet ca. 200 forskellige runeindskrifter på det urnordiske sprog fordelt over hele [[Skandinavien]]. Indskriften på [[guldhornene]] ([[ældre futhark]]), som sandsynligvis er fra [[400-tallet]] e.Kr., er det bedst kendte eksempel på urnordisk sprog. Den lyder således:

 

<span style="font-size:90%">R</span> betegner et [[fonem]], der sandsynligvis blev udtalt som en mellemting mellem stemt "s" og et tungespidst "r". I [[middelalderen]] falder <span style="font-size:80%">R</span> sammen med '''r'''<ref>Dette <span style="font-size:80%">R</span> er et klassisk tegn i urnordisk sprogforskning, men er nu i færd med at vige for '''z'''.</ref>.

 

Det er stort set den samme sprogform, man møder overalt i Skandinavien på urnordiske runeindskrifter, men nogle mener at se enkelte lokale forskelle i grammatikken. Nogle af de forskelle, der findes i de nuværende nordiske sprog og dialekter, må desuden føres tilbage til urnordisk tid. Eksempler er:

* [[Omlyd|''a''-omlyd]] i [[Norsk (sprog)|norsk]], vestsvensk og vestdansk, f.eks. *''fugla<span style="font-size:80%">R</span>'' > ''fogl'' ~ ''fugl''. Guldhornsindskriften ''Holtija<span style="font-size:80%">R</span>'' er afledt af et ''a''-omlydt *''hulta<span style="font-size:80%">R</span>'' > *''holtaz''.

* Østdansk ''jeg'' og [[svensk]] ''jag'' over for norsk ''eg'', [[islandsk]] ''ég'' går tilbage til urnordisk ''eka'' over for ''ek''. (Det er almindeligt, at ''e'' bliver til ''ja'' ([[dansk (sprog)|dansk]] ''je'') foran et oprindeligt ''a'' i den følgende stavelse.)

 

Urnordisk er en så gammel og arkaisk [[Germanske sprog|germansk]] dialekt, at man tidligere fra [[Tyskland|tysk]] side har sat spørgsmålstegn ved, om guldhornindskriften overhovedet var på nordisk. Indskriften dokumenterer ingen særnordiske lydudviklinger. På den anden side er der heller ingen sprogtræk, der skulle pege positivt i retningen af vestgermansk (og dermed [[Tysk (sprog)|tysk]]). Der er dog ét træk, der peger bort fra vestgermansk og dermed gør det næsten sikkert, at guldhornsindskriften er på urnordisk, nemlig det personlige [[stedord|pronomen]] ''ek'', der på alle de vestgermanske sprog har former, der kommer af *''ik'' ([[Tysk (sprog)|højtysk]] ''ich'', [[Nedertysk (sprog)|nedertysk]], [[Nederlandsk (sprog)|nederlandsk]] ''ik'', [[engelsk (sprog)|engelsk]] ''I''). En anden teori er, at runeindskrifterne repræsenter en slags nordisk "koinë". Dette bliver dog anfægtet af gode grunde. Om dette se Woodard et al., kapitel 37 forfattet af Jan Terje Faarlund.

 

For at give et eksempel for hvordan bøjningen så ud, følger her mønstret for '''staina<span style="font-size:80%">R</span>''' (''sten'') ifølge Krause.