Afgrøde: Forskelle mellem versioner

'''Afgrøden''' (af middeldansk ''å'' (= "på") + ''grøde'' (= "det at gro"), altså "det, der gror på marken") er den mængde dyrkede planter, som enten står på marken, eller som er i hus. Ordet bruges også mere snævert som [[synonym]] for høstudbyttet. Det, som styrer lysten til at producere afgrøder, er tre forhold: Afgrødens mængde pr. arealenhed, afgrødens mængde pr. arbejdstime og afgrødens næringsværdi.

 

Disse overvejelser ligger bag de valg, som de første agerbrugere traf, da de bestemte sig for, hvilke afgrøder, de ville dyrke (se [[Frugtbare halvmåne]]). Valget har måttet bygge på praktiske erfaringer, erhvervet gennem den lange periode, hvor planteavl blot var en ekstra reserve ved siden af jagt og indsamling.

 

Det er let at se, hvorfor det var blandt [[Græs-familien|græsserne]], at agerbrugerne valgte deres afgrøder overalt i verden ([[hvede]] og [[byg]] i Mellemøsten, [[hirse]] og [[sorghum]] i Afrika, [[ris]] og [[hvede]] i Østasien, [[majs]] i Mellem- og Sydamerika). Det skyldes nemlig kornsorternes høje ydeevne ([[fold]]udbytte) pr. arealenhed. I en jord, som får tilstrækkeligt vand i foråret, og som ikke er [[udpining|udpint]], kan korn let give 15-20 frø for hver plante på marken.

 

Det var i sådan en situation, at [[Solon]] omkring år 600 f.Kr. overtalte [[Attika]]s befolkning til at opgive korndyrkning og i stedet vende sig mod [[oliven]]- og [[vinavl]]. Ganske vist måtte de klare sig med meget lidt i de 10-15 år, der gik, før træer og ranker bar afgrøde, men derefter havde de et fast udkomme med et bedre udbytte end de fleste.

 

En anden vurdering drejer sig om udbytte pr. arbejdstime. Ingen ønsker at arbejde mere, end hvad der er nødvendigt. Omvendt er visse afgrøder så eftertragtede ([[sukkerrør]], [[honning]], [[bælgfrugter]] og bærfrugt f.eks.), at man er villigt til at yde en større indsats i arbejdstimer eller ubehag for at skaffe disse afgrøder.

 

Når forholdene gør, at jordbruget bliver inddraget i pengeøkonomien, bliver bytteforholdet mellem arbejdskraft og afgrødeudbytte let at beregne. Fra det tidspunkt går der en proces i gang, som er drevet af ønsket om at formindske omkostningen til arbejdskraft pr. afgrødeenhed mest muligt. Dels vil man foretrække de afgrøder, der er mindst arbejdsintensive at dyrke, dels vil man søge at sænke prisen på arbejde og samtidig øge prisen på afgrøderne, og dels vil man [[rationalisering|rationalisere]] og effektivisere brugen af arbejdskraft gennem [[mekanisering]], [[automatisering]] og andre metoder til [[produktivitet]]sforøgelse.

 

Afgrøden kan dog også bedømmes ud fra sin værdi som føde for mennesker og husdyr. Hvad angår det sidste, så er der indført beregningsmetoder, der opgør denne værdi som et antal [[foderenhed]]er pr. afgrødeenhed. Hvad angår menneskemad, så kan værdien opgøres, som det gøres på varedeklarationerne, nemlig i energimængde ([[joule]] eller [[kalorie]]r), protein-, kulhydrat- og fedtindhold pr. 100 g. Eller man kan angive værdien i mere svævende udtryk, der drejer sig om oplevelsen ved at spise denne afgrøde: smag, duft, konsistens, farve, ja sågar lyd kan bruges som kvalitetsbetegnelser for afgrøder, brugt som føde.

 

Det har gennem historien vist sig, at et afgrødeudbytte på 1:5 (dvs. 5 enheder afgrøde for hver enhed sædekorn) er den mængde, der skal til, før der kan skabes et overskud.

 

[[fi:Satoisuus]]

[[fr:Rendement agricole]]