Statsanstalten for Livsforsikring: Forskelle mellem versioner

lov af 26. nov. 1931, med ændringer ifl. lovene af 24. januar 1934, 22. december 1936, 29. april 1940, 1. oktober 1945, 12. juli 1946 og 22. december 1947. Embedsmændenes pligt til at tegne lovbefalet enkeforsørgelse i Statsanstalten bortfaldt allerede i 1919, og siden har Statsanstalten udelukkende forøget sin forsikringsbestand ved frivillig tegning, men også før den tid udgjorde den frivillige tilgang langt den væsentligste del af Statsanstaltens nytegning. Den rigelige tilgang af nye forsikringer bærer vidne om, at Statsanstalten har vundet anerkendelse blandt befolkningen som en velorganiseret, moderne livsforsikringsanstalt, hvor landets indvånere med fordel kan tegne deres livsforsikringer, livrenter og pensionsforsikringer under statens garanti. Denne udvikling er kun muliggjort derved, at Statsanstalten tidligt indså, at et livsforsikringsselskabs trivsel er betinget af, at der anlægges rent forretningsmæssige principer for den daglige drift, derunder nødvendigheden af at få befolkningen i tale gennem direkte personlig påvirkning af agenter. Statsanstalten er da også nu landet over repræsenteret af ca.

150 hovedagenter og inspektører, der bistås af en talrig stab af underagenter. Da Statsanstalten er oprettet udelukkende til gavn og betryggelse for befolkningen, uden at der er tilsigtet vinding for nogen, har den været i stand til i tidens løb at udbetale betydelige beløb til de forsikrede som bonus, idet hele dens overskud efter de gældende lovbestemmelser kommer de forsikrede tilgode på denne måde gennem kontante udbetalinger hvert 5. år. For tiden fra 1871

af betydelige dimensioner og er Danmarks største livsforsikringsvirksomhed. Ved udgangen

af 1949 udgjorde dens samlede aktiver over ca. 746 mio. kr., dens bestand af livsforsikringer over