Regeringen Neergaard II: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ministeriet Neergaard III |
Amkaa (diskussion | bidrag) Regeringens sammensætning |
||
Linje 18:
* Minister for offentlige arbejder: [[Marius Abel Nielsen Slebsager|M.N. Slebsager]]
* Landbrugsminister: [[Thomas Madsen-Mygdal|Th. Madsen-Mygdal]]
* Handelsminister: [[Tyge Jesper Rothe (1877-1970)|Tyge J. Rothe]]
== Baggrund ==
=== Påskekrisen ===
Efter [[1. Verdenskrig|verdenskrigen]], [[påskekrisen]] og de syv år med [[Det radikale Venstre]], der blev en af de mest mistroede og forhadte regeringer i historien, blev det igen [[Venstre]], der skulle danne regering med [[Konservative Folkeparti|Det konservative Folkeparti]] som en del af regeringens parlamentariske grundlag.
Valget den 26. april resulterede i et alvorligt nederlag til Det radikale Venstre, hvormed påskekrisen ikke gavnede regeringen i nogen grad. Venstre og [[Socialdemokratiet]] og Det konservative Folkeparti gik frem ikke mindst pga. den nye valglov. Påskekrisen fandt således en acceptabel løsning for alle partierne, måske med undtagelse af Det radikale Venstre, der dog kunne se en sejr i at folketingsparlamentarismen, og det parlamentariske regeringsprincip også havde sejret.
Det ejendommelige ved Venstres sejr ved folketingsvalget var, at Venstres to oplagte kandidater til statsministerposten, [[J.C. Christensen]] og [[Niels Neergaard]] begge afslog tilbuddet, da Regeringen skulle dannes. J.C. Christensen mente dog, at Neergaard fortjente en oprejsning, efter han selv i [[1909]] havde været årsag til [[Regeringen Neergaard I|Neergaards]] fald. Neergaard nægtede imidlertid at danne regering uden J.C. Christensens deltagelse, hvorefter denne indvilligede i at blive [[kirkeminister]], ligesom han havde været det 1901-1905. For de to Venstreledere betød det således ikke noget, at de selv kom i regering, men at Venstre kom i regering.
=== Regeringens sammensætning ===
I regeringen var der både erfarne politikere og nye kræfter. De mest rutinerede var de tre tidligere konseilspræsidenter J.C. Christensen, Klaus Berntsen og Neergaard samt den tidligere indenrigsminister Sigurd Berg og den tidligere kultusminister Jacob Appel.
[[Marius Abel Nielsen Slebsager|Slebsager]] havde siddet i Folketinget i otte år. Svenning Rytter blev folketingsmedlem to uger, før han blev minister. Den senere statsminister Madsen-Mygdal blev [[Landstinget|landstingsmand]] tre måneder efter, at Neergaard havde udnævnt ham til minister. Rothe havde forgæves forsøgt at blive valgt til Folketinget. Harald Scavenius var kun politiker i de to år, hvor hsn havde posten som udenrigsminister.
Regeringens politiske tyngdepunkt lå hos tidligere medlemmer af [[Moderate Venstre]] og [[Venstrereformpartiet]]. Madsen-Mygdal havde været radikal, mens Rytter, Rothe og Harald Scavenius havde været konservative få år tidligere.
Som statsminister havde Neergaard en mere konservativ stil, end forgængeren [[Carl Theodor Zahle|C. Th. Zahle]] havde haft. Således genindførte Neergaard [[Prædikat (tiltale)|prædikatet]] ''excellence''. Denne ministertitel havde Zahle ellers afskaffet i 1909. Få dage før [[Folketingsvalg 21. september 1920|folketingsvalget]] i september 1920 blev samtlige ministre dekoreret med [[Dannebrogordenen]].
=== Landmandsbankens sammenbrud ===
Så længe J.C. Christensen var medlem af regeringen fungerede denne rimelig godt, om end regeringens stil var meget anderledes i forhold til andre danske regeringer både før og siden. Alle sager blev afgjort på den besynderlige måde, at man, for at tilfredsstille alle regeringens ministre, stemte om de forskellige forslag ved ministermøderne.
I august [[1922]] i forbindelse med, at J.C. Christensen erklærede, at han ville træde tilbage som minister, og ikke genopstillede ved næste valg, kom Niels Neergaard og hans anderledes regeringsstil ud for store vanskeligheder på grund af ballade fra J.C. Christensens protegé landbrugsminister [[Thomas Madsen-Mygdal]]. Om den gamle venstreleder J.C. Christensen forlod regeringen, fordi han vidste, hvad der var i vente, kan ikke bevises, men det er påfaldende, at hans afgang i midten af august 1922 umiddelbart udløste en lavine af regeringskriser. Værst var Landmandsbankens sammenbrud. Regeringen overlevede kun skandalen ved hjælp af en dagsorden stillet af Det konservative Folkeparti som en afværgemanøvre mod en Socialdemokratisk mistillidsdagsorden. Det var i øvrigt den første konservative dagsorden, der nogensinde opnåede flertal i Folketinget.
Neergaard overlevede i sidste ende alle kriserne, da Venstre først og fremmest ikke ville opgive regeringsmagten, selvom dette også kom på tale. Ligeså vigtigt ønskede Socialdemokratiet og Det radikale Venstre dog heller ikke noget regeringsskifte i anden halvdel af valgperioden. For dem var det formentlig en indlysende fordel at beholde Neergaard, da de i en valgkamp således kunne håne Venstre for den svage og forvirrende ledelse af partiet og regeringen, og dermed vinde valget.
| |||