Romerske republik: Forskelle mellem versioner

 

Den enorme ekspansion bevirkede, at der rullede skatter ind fra de nye provinser til Rom. Idet indførelsen af en fælles møntfod for alle provinserne var en ualmindelig tidskrævende og ressourceopslidende sag, blev de fleste af skatterne betalt i naturalier, fortrinsvis korn. Udvidelsen af [[Romerriget]] førte desuden langt større handel med sig, og i den forbindelse dukkede endnu mere korn fra Sicilien, Afrika og Spanien op på Roms markedspladser. Tidligere havde det også været det italienske fastlands hovedprodukt, men med så mange konkurrenter blev det næsten umuligt for de italienske bønder at opretholde kornproduktionen. I løbet af de puniske krige og krigen imod den italienske liga blev Italien på mange måder ødelagt, på grund af den plyndren og hærgen, der altid følger i hælene på en krig. Ydermere havde Rom konfiskeret en stor del af landbrugsjorden i det sydlige Italien, det blev kaldt ''ager publicus,'' som skulle lejes tilbage fra staten, hvilket selvfølgelig var en ekstra omkostning. Kornproduktionen kunne ikke give nok profit, så der var behov for at omlægge produktionen til husdyr eller andre afgrøder, hvilket igen krævede kapital til omlægningen og viden om de nye principper, som lå bag de andre slags landbrug. Begge disse ting kunne én bestemt samfundsgruppe levere. Senatorerne, de ledere, der havde ført Rom til storhed, havde ikke været sene til at udnytte alle de fordele, der nødvendigvis måtte komme med ekspansionen. I Grækenland havde de erhvervet sig skrifter og viden, ikke blot de filosofiske skrifter af f.eks. Platon og stoikerne, men også skrifter om krigskunst, skuespil og landbrug. Desuden var det naturligvis lederne forundt at erhverve sig rigdomme, der nu blev brugt til at leje sig ind på ''ager publicus'' og på at købe slaver til at opdyrke jorden og opdrætte husdyrene En yderligere tilskyndelse til at investere sine penge i produktion var, at det ved lov var forbudt for senatorer at give sig af med handel. Man kan vel formode at denne lov var der for at sikre, at der ikke var nogen der sad på hele magten, et ideal, der jo unægtelig stod republikanernes hjerte nær.

=== Senatorerne og forsøg på reformer ===

Således sad senatorerne på de fleste jordbesiddelser, imens de tidligere bønder søgte til byerne, da det var næsten umuligt at konkurrere med slaverne med hensyn til prisen på arbejdskraft (hvad er mindre end intet?). Men selv i byerne var der, som resultat af de mange krige, slaver overalt, så også her var det vanskeligt for det menige folk at klare sig. Disse borgere blev hvad man kaldte et byproletariat og var naturligvis en belastning for samfundets økonomi, for ikke at sige for senatorernes selvopfattelse (hvis man ejer det meste af den kendte verden, er det lidt træls at gå ud på gaden og se, at der flyder med fattige. Det føles måske ligefrem som en personlig fornærmelse). Disse faktorer førte frem til, at [[folketribun]]en Tiberius Gracchus i [[133 f.Kr.]] foreslog en jordreform. Denne reform skulle i al sin enkelhed begrænse antallet af hektar ''ager publicus'' den enkelte kunne fremleje fra staten. Det drejede sig om en begrænsning på 500 ''[[jugera]]'' land. Den overskydende jord, som allerede var i nobilitetens – såvel senatorer som riddere – besiddelse, skulle så konfiskeres af staten, og en tremandskommission skulle nedsættes for at fordele den ud til de jordløse i bidder af 30 ''jugera,'' som så skulle betale en minimal leje, der skulle give dem mulighed for at oprette landbrug.

 

=== Mordet på Cæsar og det Andet Triumvirat ===

 

Således udstyret med en hær af loyale soldater sendtes Octavian af senatet imod Antonius og Lepidus. Octavian vendte dog sin hær imod Rom og gjorde sig selv til [[consul]]. Inden længe mødtes han med Antonius og Lepidus, og de dannede det Andet Triumvirat. Dette forbund holdt dog kun til Cæsars mordere var nedkæmpet. Octavinus fik af senatet ærestitlen Augustus og blev den første romerske kejser.