Fortsættelseskrigen: Forskelle mellem versioner

Sovjetunionens krigsmål er vanskeligere at vurdere på grund af hemmelighedskræmmeriet i det stalinistiske Sovjet. Sovjetiske kilder fastholder, at den sovjetiske politik op til Fortsættelseskrigen bedst kan betegnes som defensiv gennem offensive tiltag: delingen af det besatte [[Polen]] med Tyskland, besættelsen af Baltikum og invasionen af Finland i [[Vinterkrigen]] ses af dem som elementer i etableringen af en forsvarszone mellem den følte trussel fra de kapitalistiske lande i [[Vesteuropa]] og det kommunistiske Sovjetunionen på samme måde, som nogen ser etableringen af sovjetiske satellitstater i Warszawa-pagten og den finsk-sovjetiske samarbejdstraktat fra 1948.<ref>[http://www.aroundspb.ru/finnish/baryshnikov/pvp1932.php The problem of ensuring the security of Leningrad from the north in light of Soviet war planning of 1932-1941] af V.N. Baryshnikov: ''Krigen mod Finland begyndt først og fremmest på grund af de uafklarede spørgsmål om Leningrads sikkerhed fra nord og Moskvas bekymring over perspektiverne i Finlands politik. Samtidig var der opstået et ønske i den sovjetiske ledelse om at sikre en bedre strategisk position i tilfælde krig med Tyskland.''</ref><ref>[http://www.aroundspb.ru/finnish/kozlov/part_01.php Финская война. Взгляд "с той стороны"]. A.I.Kozlov:''Efter at nationalsocialisterne var kommet til magten i Tyskland, var betydningen af de tidligere "buffer-stater" ændret drastisk. Både Sovjetunionen og Tyskland søgte at få disse stater inddraget i deres indflydelsessfærer. Sovjetiske politikere og militærfolk anså det for sandsynligt, at tysk militær i tilfælde af et angreb på Sovjetunionen ville bruge de Baltiske Lande og Finlands territorium som opmarchområder for invasionen - enten ved at erobre dem eller tvinge landene til at samarbejde. Ingen af staterne i det baltiske område - bortset fra Polen - havde tilstrækkelig militær magt til at modstå en tysk invasion.''</ref><ref>[http://militera.lib.ru/research/meltyukhov/index.html] ''Stalin's Missed Chance'', af Mikhail Meltyukhov]:''Den Britisk-franske indflydelse i Baltikum, karakteristisk for [[1920'erne]] og de tidlige [[1930'erne|1930'er]] var i stigende grad begrænset af den stigende tyske indflydelse. På grund af den strategiske vigtighed af denne region forsøgte den sovjetiske ledelse også at øge sin indflydelse der, både ved hjælp af diplomati og propaganda. I slutningen af [[1930'erne]] var de vigtigste deltagere, når det drejede sig om indflydelse i Baltikum, Sovjetunionen og Tyskland. Ved at være en buffer-zone mellem Tyskland og Sovjet var de [[Baltiske lande]] bundet til dem gennem et system af økonomiske og ikke-angrebstraktater fra 1926, 1932 and 1939''</ref> Kendte vestlige forskere såsom [[Norman Davies]] og [[John Lukacs]] afviser dette synspunkt og hævder, at Sovjetunionens politik før krigen tog sigte på at holde sig ude af krigen og genvinde territorium, som gik tabt ved det russiske imperiums opløsning.<ref>Norman Davies 2007 'No simple victory'ISBN 978-0-670-01832-1</ref>