Georgij Sjukov: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
VolkovBot (diskussion | bidrag)
m Småret
Linje 10:
Efter den tyske invasion i Sovjetunionen i [[1941]] deltog Zjukov i forsvaret af [[Leningrad]] og i [[slaget om Moskva]]. I [[1942]] ledede han de sovjetiske styrker i modoffensiven i [[slaget om Stalingrad]] og havde en ledende stilling i [[panserslaget ved Kursk]] i [[1943]].
 
I [[1944]] og [[1945]] ledede Zjukov flere offensiver mod tyskerne. Som [[Josef Stalin]]s yndlingsmarshalyndlingsmarskal var det Zjukov, som fik til opgave at indtage [[Berlin]]. [[Slaget om Berlin]] blev indledt fra floderne [[Oder]] og [[Neisse]] den [[16. april]] [[1945]]. Imidlertid havde Zjukovs styrker af [[Den Røde Hær]] store problemer med at bryde den tyske modstand, som stod overfor dem ved [[Seelow]]-højderne. Derfor fik Zjukovs rival, marshalmarskal [[Ivan Konjev]], til opgave af Stalin at vende sine styrker mod Berlin. Af den grund blev det de to marshallermarskaller som ledede militæroperationerne, som førte til den endelige erobring af [[Tyskland]]s hovedstad.
[[Fil:Marshals.jpg|thumb|250px|Zhukov rider en grå ''Akhal-Teke'' hest under Moskvas sejrs-parade i 1945. Der står nu et rytter-monumentryttermonument af ham tæt ved]]
 
Efter Tysklands betingelsesløse kaputilation den [[8. maj]] [[1945]] blev Zjukov chef for den sovjetiske okkupation i det østlige Tyskland. Den store sejrsparade fandt sted i Moskva den [[24. juni]] samme år anført af Zjukov, som red over [[Den Røde Plads]] på en hvid hest. Efter sigende gjorde dette syn Stalin jaloux. Zjukovs problemer begyndte for alvor, da han ikke ud til at ville nedtone sine betydelige bidrag til Sovjetunionens krigssejre. Med tiden ønskede Stalin at blive fremstillet som hovedarkitekten bag triumfen; han ville ikke dele æren med nogen som helst, uanset deres retmæssige krav. Han så derfor på Zjukov med stærk mistro. Stalins ønske om, at generalerne skulle kende deres plads, førte til, at mange blev arresteret. Zjukov slap imidlertid med at dele skæbne med dem. Han var for populær, måtte Stalin sande.
 
I stedet blev Zjukov overført til [[Odessa]] i [[1947]] som leder af det lokale militærdistrikt. Med denne degradering fik Stalin kørt ham ud på et sidespor i sovjetisk politik. For en sikkerheds skyld lod Stalin udstede forbud mod at omtale Zjukov i massemedierne.
Linje 19:
Efter Stalins død i [[1953]] blev Zjukov imidlertid kaldt tilbage til Moskva og fik stillingen som forsvarminister. I egenskab af dette var han ansvarlig for Sovjetunionens militære indmarch i [[1956]] til nedkæmpelse af [[opstanden i Ungarn]]. Zjukov deltog desuden i det mislykkede partioprør mod [[Nikita Khrusjtjov]] i 1957 og blev derefter fjernet af centralkomiteen.
 
Efter dette spillede Zjukov ikke nogen stor politisk rolle, selv om [[Bresjnev]] fik ham ind i varmen igen i [[1964]]. Zjukov forblev en meget populær mand i Sovjetunionen, noget som ikke nødvendigvis var et fortrin i regimets øjne. For Bresnjevs forfængelighed gjorde sig udslag i et ønske om at blive tilskrevet en mere fremtrædende plads i Sovjetunionens historie under 2. verdenskrig, end hvad hans faktiske baggrund tilsagde: Zjukov kunne gøre krav på at være [[Den Røde Hær]]s betydeligste og dygtigske strateg under [[2. verdenskrig]]. Bresjnev havde bare været en forholdsvis anonym, politisk kommissær. Bresjnev var følsom overfor dette misforhold og passede på, at Zjukov ikke stillede ham selv i skyggen.
 
Zjukov blev begravet under fulde militære hædersbevisninger.