|
'''Morten Reenberg''' ([[18. juni]] [[1660]] i [[Viborg]] - [[23. februar]] [[1736]]) var en [[Danmark|dansk]] [[præst]].
{{wikify}}
{{sprog}}
'''Morten Reenberg''' ([[18. juni]] [[1660]]-[[1736]]) var en [[Danmark|dansk]] [[præst]].
Reenberg. blev [[student]] fra [[Viborg Skole]] [[1677]], tog [[teologi]]sk [[attestats]] [[1682]] og begav sig derefter på en længere [[dannelsesrejse|udenlandsrejse]]. Han opholdt sig i længere tid i [[Oxford]] og [[Cambridge]], men besøgte også
Reenberg blev født i [[Viborg]], hvor Faderen, Claus Christensen (f 1671), var Borgmester;
[[Frankrig]], [[Holland]] og [[Tyskland]].
Moderen, Mette Pedersdatter (d. 1677), var en Provstedatter fra
Viborg. Han var den yngste af 16 Søskende og havde 6 Brødre.
Fra Viborg Skole blev han Student 1677 og tog 1682 [[attestats]].
En ikke ubetydelig Forældrearv gjorde ham det muligt at opholde
sig udenlands i flere Aar. Først opholdt han sig 2 Aar i
Glückstadt hos den lærde Præst P. Zitscher, tidligere Hofpræst i
Kjøbenhavn; tog der fra til Holland og England og forblev i Cambridge
og Oxford 2 1/2 Aar, hvor han lærte mange Berømtheder at kjende;
saaledes kom han i længere Tid daglig hos den store Filosof og
Theolog R. Cudworth, Deismens Bekæmper; han var ogsaa oftere
Gjæst hos Biskop Barlow i Lincoln, som tilbød ham Plads hos sig
som Bibliothekar paa meget gunstige Vilkaar; men han afslog
Tilbudet, hvad han senere mange Gange fortrød. På grund af
[[Den glorværdige revolution|revolutionen]] [[1688]] forlod han England og drog til Paris; her
indgik han nøje Venskab med Hans Bartholin (I, 560), hvilken
Forbindelse senere drog store Følger efter sig. Fra Frankrig tog han
tilbage til England, der fra til Holland og Tyskland og gjorde
længere Ophold i Leipzig. Her fik han Lejlighed til at hilse paa
Pietismens Fader, Spener; men det er let forstaaeligt, at dette
Besøg gik meget kølig af, naar man erindrer, at R. alle Dage
var Pietismens svorne Fjende.
[[1690]] vendte han hjem, men da det ikke lykkedes ham at opnå nogen stilling, tænkte han en tid på at rejse til [[England]], hvor han havde gode forbindelser, og bosætte sig der. Biskop [[Hans Bagger]] fik ham dog til at opgive det og skaffede ham [[1693]] en [[ansættelse]] som [[feltpræst]] ved de danske hjælpetropper i [[Flandern]].
Efter henved 7 Aars Fraværelse kom R. hjem til Danmark
1690 med meget rigt Udbytte og stor Aandsmodenhed (jvfr. Iris
og Hebe 1794, III, 225 ff.). Han boede efter Hjemkomsten hos
sin Velynder, senere Generalfiskal Brostrup Albertin, men søgte
længe forgjæves en eller anden Ansættelse, hvorfor han til sidst
besluttede at vende tilbage til England og bosætte sig der. Men
ved Afskedsbesøget hos Biskop Bagger overtalte denne ham til at
opgive sit Forsæt og udvirkede, at han i Febr. 1693 blev Feltprovst
ved de danske Hjælpetropper i Flandern. Ved Ankomsten til
Krigsskuepladsen forefandt han sine 2 Rytterregimenter næsten
oprevne af en hærgende Farsot. Efter at Regimenterne vare
restituerede, kom de til at deltage i Nederlaget ved Neerwinden i Juli
1693. Paa Flugten der fra var R. nær omkommen og blev kastet
paa Sygelejet. Men allerede en Maaned før Slaget havde Kongen
underskrevet hans Kaldsbrev paa at være Provst paa Møen og
Sognepræst i Stege. Inden han tog til sit nye Bestemmelsessted,
erhvervede han i Maj 1694 Magistergraden i Kjøbenhavn. I Stege
ægtede han sin Formands Enke, Marie Margrethe Gemzøe, f. Bagger,
en Søster til Biskop H. Bagger. Hun var 13 Aar ældre end R.
og Moder til 6 Børn. R.s hele originale Personlighed fik kraftigt
Vidnesbyrd i den første Landemodeprædiken, han holdt i Roskilde,
og hvori han behandlede Præsteembedets Farer og Byrder. Biskop
Bornemann f6r op imod ham i Hidsighed i den Anledning og
sagde: «Jeg skal ikke lade af, førend jeg ser jert Hoved sidde paa
en Stage.» Ganske koldblodig svarede R.: «Det er bedst at lade
det sidde paa den Stage, Gud har sat det paa.» Prædikenen
paadrog ham dog en tjenstlig Irettesættelse. I sit dobbelte
Embede som Provst og Præst viste han sig som en ualmindelig
dygtig og ivrig Embedsmand, hvorfor han fik mange Venner, men
ogsaa heftige Modstandere; der fortælles mangfoldige Smaatræk
om hans bidende Vittighed og skarpe Dømmekraft; men Tidens
urolige religiøse Strømninger fandt i ham en afgjort Fjende.
Han var med i [[slaget ved Neerwinden]] 1693 og var nær kommet af dage på [[flugt]]en derfra. Han vendte derefter tilbage til Danmark, hvor han imidlertid var blevet [[udnævnelse|udnævnt]] til [[sognepræst]] i [[Stege]] og [[provst]] på [[Møn]]. [[1709]] blev han uden [[ansøgning]] kaldet herfra til sognepræst ved [[Helliggeist Kirke]] i [[København]].
Uden Ansøgning blev R. 1709 kaldet til Sognepræst ved Helligaands
Kirke i Kjøbenhavn. Snart efter udbrød den forfærdelige
Pest; hvor stærkt end Epidemien rasede i hans Menighed, kølnedes
dog ikke hans Iver i at besøge de syge. Med daværende Professor
Jac. Lodberg (X, 353) tørnede han sammen i en theologisk Disput
om Englenes Skabelse og Verdens Evighed. Vennen Hans Bartholin
kom R. til Hjælp ved en trykt Afhandling (I, 561); men denne
skarpe Modstand mod Lodberg anses for at have været medvirkende
til, at Bartholin blev vraget ved Besættelsen af Sjællands
Bispestol 1711. Foruden at R.s Brodersøn skrev en Afhandling
(s. ovfr. S. 569), forfattede R. selv «Tanker, om Verdens Skabelse
kan bevises af Naturen eller alene kan bevises af Skriften» (Ny
kongl. Saml., 4°, Nr. 2086), som dog ikke blev trykt. Hans
Prædikener gave stadig Folk nok at snakke om paa Grund af hans
mange snurrige Indfald. I Anledning af Frederik IV’s Forhold til
Anna Sophie Reventlow skal R. en Gang have begyndt sin
Prædiken: «Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Helliggejstes
Klokker ikke klemte? Naar Landets vældige ved Synd og Laster drage
Herrens Straf over det, maa da Guds Ords Tjener ikke vække
dem af Sikkerhedens Søvn?» Naar han talede saaledes, medens
Kongen levede, kan man ikke undre sig over, at han ogsaa ved
Prædikenen i Anledning af Kongens Død brugte meget stærke
Udtryk ikke blot om den afdødes personlige Forhold, men ogsaa
om de daarlige Personer, endog «Ulve», der havde hersket i
Kongens Navn i Slutningen af hans Liv. 1720 kaldedes han til
Stiftsprovst og Sognepræst ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. I den
forhadte «Gehejmekommission» nægtede R. med sædvanlig
Djærvhed at tage Sæde. Ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728, der ogsaa
ødelagde Frue Kirke, mistede han saa godt som alt sit Eje, men
bar med uforstyrret Sindsro sit store Tab og holdt en af de
nærmeste Søndage i Nicolai Kirke en endogsaa ualmindelig kraftig
Bodsprædiken, hvoraf der længe gik stort Ry. Hans rige
Bibliothek brændte ogsaa; han havde efter sit eget Udsagn lige saa
mange Folianter som Job havde haft Kameler, ɔ: 3000; desuden
ødelagdes hans Manuskripter, Naturaliekabinet og en betydelig
Møntsamling m. v.
[[1720]] udnævntes han til [[stiftsprovst]] og sognepræst ved [[Vor Frue Kirke i København]]. Reenberg var en meget original personlighed, hvis [[prædiken]]er vakte stor opsigt og udmærkede sig ved en høj grad af frimodighed, selv over for [[hof]]fet. Han var en stor fjende af [[pietisme]]n og angreb i sine prædikener stærkt denne retning.
Da Pietismen under Christian VI tog mægtig Overhaand, fandt
den i R. en standhaftig Modstander, og hans Prædikener ivrede
mod de vrange Lærdomme, som fik Indpas trindt om. Kongen var
heftig vred paa «den gamle Provst» og lod ham gjentagne Gange
tildele alvorlige Advarsler gjennem Biskoppen; han blev endog
indkaldt for en Kommission; men der blev ikke krummet et Haar
paa hans Hoved. Han angreb ogsaa Waisenhusets Bibeludgave,
i det han paastod, at Parallelstederne bleve brugte til at indsmugle
pietistiske Lærdomme. R. var en helstøbt Personlighed, der ganske
vist kunde have stødende Kanter, men Oprigtighed og Sandhedskjærlighed
lyste ud af al hans Færd. Han besad en omfattende
Lærdom; men denne har ikke sat Spor i Litteraturen. Præsten
Fr. Monrad (XI, 462), der et Par Aar var Hører ved Kjøbenhavns
Skole og senere maaske har været Amanuensis hos R., har
udførlig skildret hans Liv og tillige nedskrevet en Del livlige
Anekdoter om Personer i det 17. og 18. Aarhundrede, vistnok efter R.s
mundtlige Fortælling. -- R. døde uden Børn 23. Febr. 1736; hans
gamle Hustru overlevede ham til 2. Maj 1739, i det hun opnaaede
en Alder af 92 Aar.
Dette indbragte ham, navnlig under kong [[Christian VI]], forskellige irettesættelser gennem biskoppen. Han var, skønt han ikke
{{DBL}}
optrådte som [[skribent]], en meget lærd mand og besad et stort [[bibliotek]], et [[naturaliekabinet]] og en betydelig [[møntsamling]]. Alt dette gik til grunde ved [[Københavns Ildebrand 1728]].
== Eksterne henvisninger ==
* [http://runeberg.org/dbl/13/0571.html Biografi] i [[Dansk biografisk Lexikon]]
{{salmonsens}}
{{relbiostub}}
| 