'''Det nye Paulusperspektiv''' henviser til et skift inden for paulusforskningen[[Paulus]]forskningen. Det begyndte med amerikaneren [[E.P. Sanders]], der [[1977]] udgav bogen ''Paul and Palestinian Judaism. A Comparison of Patterns of Religion'' i 1977. 6 år senere i [[1983]] blev bogen undersøgt af skotten [[J.D.G. Dunn]] i en artikel med titlen ''"The New Perspective on Paul''" og herved blev den nye retning og de nye fokusområder i Paulusforskningen født.
Retningen i anskuelsen af Paulus er et opgør med den [[dialektisk teologi|dialektiske teologisteologi]]s lære om samme. Her forsøgte man at lede efter særlige steder, hvor Paulus klart grundlægger kristendommen i en adskillelse fra jødedommen. Det kalder man for et særlighedskriterium. I den nye forskning derimod, søger man at sætte Paulus ind i sinhans historiske kontekst efter nogle plausible kriterier. Man taler derfor om ''plausibilitet'' og ''kontekstualisering''. Det betyder blandt andet at man først må undersøge jødedommen[[jødedom]]men, hellenismen[[hellenisme]]n og [[Paulus]]' begreb om sig selv som tænker eller [[teolog]], for at kunne sige noget nogenlunde plausibelt, om, hvad vi skal sige om [[Paulus'_breve|brevene]] og Pauli teologi. Dette viser titlen på SanderSanders's bog tydeligt: ''Paulus og palæstinensisk jødedom.''
{{kategori}}
<!-- {{kategori}} [[Kategori:Paulus]] ? måske er der bedre kategorier -->
