Fyrste: Forskelle mellem versioner

Særlig gælder det i [[Tyskland]], og her fremkom både gejstlige og verdslige fyrster. Til de første regnedes [[ærkebiskop]]per, [[biskop]]per og de [[abbed]]er og [[abbedisse]]r, der var indehavere af rigsumiddelbare [[abbedi]]er. Om kejserens stilling til de gejstlige fyrster drejede sig [[investiturstriden]]; efter [[Reformationen]] gav deres tilstedeværelse anledning til store vanskeligheder. Til verdslige fyrster regnedes [[hertug]]er, [[markgreve]]r, [[pfalzgreve]]r, [[landgreve]]r, [[borggreve]]r og [[greveGreve (rang)|grever]]r, forsåvidt de havde deres [[len]] umiddelbart af kejseren. Alle fyrster havde sæde i den tyske [[rigsdag]]. Ud fra de øvrige skilte sig dog i 13. århundrede de 7 mægtigste, de såkaldte [[kurfyrste]]r, der fra nu af udgjorde et særligt øverste kollegium på rigsdagene, mens de øvrige fyrster mødte i »Fürstenrat«, det andet kollegium, der deltes i den gejstlige og verdslige »Fürstenbank«. Deltagelsen i fyrsterådet blev i tidens løb skelnemærket mellem fyrster og de mindre herrer, rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare, men ikke havde adgang til rigsdagene. I løbet af 16. og 17. århundrede fastsloges hvilke fyrstehuse, der i kraft af besiddelsen af bestemte territorier havde sæde og stemme i rigsdagen, og efter [[Westfalske Fred|Den westfalske Fred]] [[1648]] kunne ny udnævnte fyrster kun få stemmeret på rigsdagen med dennes tilsagn. De gejstlige fyrster forsvandt ved nyordningen i [[1803]]. Overhovederne for de tyske fyrstefamilier havde prædikatet "Durchlaucht", men fyrsteværdigheden i og for sig havde nu ikke længere nogen retslig betydning, hvorimod der knyttede sig ulige æresrettigheder dertil, også fx for de mediatiserede fyrsters vedkommende og for de fyrster, der før [[1806]] var rigsumiddelbare, men dengang måtte træde i undersåtsforhold til større landsherrer. Tyske suveræne landsherrer har ofte uddelt fyrstetitlen som belønning for store fortjenester, således blev [[Bismarck]] [[1890]] fyrste (hertug) af [[Lauenburg]]!