Forskel mellem versioner af "Jørgen Sonne (maler)"

113 bytes tilføjet ,  for 10 år siden
lidt mere
(lidt mere)
 
== Murfrisen på Thorvaldsens Museum ==
 
[[Fil:Murfrisen mod kanalen.jpg|thumb|center|1000px|Murfrisen mod kanalen hvor billedhuggeren Bertel Thorvaldsen modtages af det københavnske borgerskab]]
Uden for rækken af Sonnes slag- og folkelivsmalerier står den monumentale [[frise]], hvormed han udsmykkede det ydre af Thorvaldsens Museum; på den ene side af bygningen ses mesterens modtagelse på Københavns Red i 1838, på den anden udlosning af hans værker og disses overførelse til museet. Det er et som helhed overmåde originalt arbejde, i adskillige enkeltheder sært og groftskåret, men i hele kompositionen, i hovedlinjerne og i opbygningen af grupperne så ædelt og storslået som et værk af en fremragende historiemaler.
Som maler var Sonne udpræget [[konservativ]], som det sømmede sig en af ”den [[Høyen]]ske gruppes” bedste mænd. Ensidig var han, for så vidt som han nærede den dybeste foragt for alt, hvad der hedder malerisk teknik, eller i alt fald betragtede denne med en høj grad af mistænksomhed som noget, der egentlig kun var indrettet på at dække over mangelen på et virkeligt indhold. Han var en solid tegner, men ingen kolorist og havde kun ringe begreb om den maleriske behandling, der giver hvert stof dets særlige karakter; ansigter, hestelød, klædningsstykker, kanoner, alt er hos ham mere eller mindre ”træet”. Men ser man gennem den tarvelige overflade, får man snart øje for, at Sonne har været en af de dybeste poetiske naturer, vor kunst har kendt. Ikke, at han skulde være nogen særlig indtrængende skildrer af den enkeltes sjæleliv; det er betegnende, at han vist aldrig har malet et portræt. Men hvor det gælder om at give en situation, en fortælling om menneskenes sammenspil, om udveksling af følelser, der når Sonne højt. Hvor man møder ham, har han noget at meddele, noget, der i sandhed ligger ham på hjerte, og for hvilket han evner at vække sympati. Sundt, rent og følelsesfuldt, altid digterisk bevæget - og endda stedse stilfærdig, aldrig i lidenskab - ser han på livet og tolker det sete med ubestikkelig sandhed. Om få malere gælder det i det mål som Sonne, at han i sin modne alder ingen sinde har gjort et penselstrøg ”for effektens skyld”.
 
Sonne blev [[Ridder af Dannebrog]] 1852 og [[Dannebrogsmand]] 1881.
{{Commonskat|Jørgen Valentin Sonne}}
 
{{CommonskatCommonscat|Jørgen Valentin Sonne}}
 
{{DBL
[[Kategori:Personer i 2. slesvigske krig fra Danmark]]
[[Kategori:Riddere af Dannebrog]]
[[Kategori:Slægten Sonne|Jørgen Valentin]]
 
[[no:Jørgen Valentin Sonne]]
111.163

redigeringer