Brezjnevdoktrinen siger, at hvis socialismen er truet i et land, har andre socialistiske lande pligt til at hjælpe det pågældende land.
Brezjnevdoktrinen, vestlig betegnelse for sovjetisk udenrigspolitisk doktrin, ifølge hvilken de socialistiske landes befolkninger og kommunistiske partier nok havde frihed til at bestemme deres eget lands udvikling, men ikke i deres beslutninger måtte skade hverken deres egen socialisme, andre socialistiske lande eller den internationale arbejderbevægelse. Hvis denne bestemmelse ikke blev overholdt, havde de øvrige socialistiske lande og kommunistpartier ret og pligt til at yde "broderlig hjælp", fx i form af militær intervention. Brezjnevdoktrinen, som præsenteredes i en artikel i den sovjetiske avis Pravda 26.9.1968, uden dog her at være forbundet med Brezjnevs person, var den sovjetiske ledelses ideologiske retfærdiggørelse af invasionen i Tjekkoslovakiet måneden før. De sovjetiske myndigheder anerkendte aldrig eksistensen af doktrinen, og i 1969 benægtede Brezjnev personligt, at de socialistiske landes suverænitet var begrænset, hvilket i sig selv kan betragtes som et vidnesbyrd om det ubehag, doktrinen havde fremkaldt i de østeuropæiske kommunistpartier.
Brezjnevdoktrinen kom frem i november 1968, da den sovjetiske partichef Leonid Brezjnev udtalte: "Når indre og ydre kræfter som er fjendtlige over for socialismen forsøger at dreje udviklingen i et socialistisk land tilbage for at genindføre et kapitalistisk system... er dette ikke længere udelukkende et anliggende for folket i dette land, det er også et fælles problem, der angår alle socialistiske lande". Brezjnevdoktrinen blev i 1989 afløst af Sinatradoktrinen som var det navn Michail Gorbatjov spøgende brugte om den nye politik der tillod Warszawapagtens medlemmer at bestemme deres egen politik.
