Åbn hovedmenuen

Ændringer

1.199 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
ingen ændringskommentar
Som socialdarwinismens ophavsmand regnes især den engelske filosof og sociolog ''[[Herbert Spencer]]'' (1820-1903), der i 1860 udgav et essay under titlen ''"The Social Organism".'' <ref> Spencer, Herbert: ”The Social Organism”, ''Westminster Review'', 1860.</ref>
 
Efter at have stiftet bekendtskab med Darwins banebrydende hovedværk, ''"The Origin of Species"'' fra 1859, mente Spencer således at kunne se nogle paralleller i betingelserne for den biologiske artsudvikling, der kunne overføres på vilkårene for samfundsudviklingen generelt i forskellige udviklingsstadier. <ref> Teorien, der bygger på ideen om jævnt stigende grader af samfundskompleksitet i en fast lovbunden rækkefølge, modsvarer til en vis grad den på samme tid af Karl Marx formulerede, stærkt socialistisk prægede samfundsudviklingsmodel, men hvor drivkræfterne hos sidstnævnte dog mere er styret af økonomiske magtforhold end just af rene styrkemæssige magtforhold. </ref> Og kort efter i 1864 offentliggjorde Spencer sin berømte sammenfatning af det socialdarwinistiske grundsynspunkt med læresætningen, ''"[[Survival of the fittest]]"''. Der er imidlertid tale om et noget tvetydigt udtryk, der dengang blev forstået som enten princippet om ”de bedst egnedes overlevelse” eller princippet om "de stærkestes overlevelse". I en mere nutidig fortolkning er indlejringen af magtbegrebet i den slags formuleringer fundet både uholdbart og udokumenteret og er derfor gledet ud, og udtrykket vil snarere og anderledes mere korrekt skulle oversættes med ”de bedst tilpassedes overlevelse”.
 
==Spencers ultraliberalisme, Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme==
Efter 2. verdenskrig er socialdarwinisme blevet et hyppigt brugt skældsord om ethvert samfundssyn, der grundlæggende forstår livet som en evig eksistenskamp imellem konkurrerende artsfæller eller mellem forskellige samfundssystemer eller kulturer. <ref> Protesten mod socialdarwinismen kommer både fra verdslige og religiøse kredse i samfundet. Sidstnævnte er især kendetegnet ved, at man ud fra et religiøst synspunkt ydermere afviser at skelne mellem socialdarwinismen og neo-darwinismen, men betragter begge versioner af evolutionsteorien som en vildledning af menneskeheden, bort fra Skaberen og den religiøse tydning af tilværelsen. Synspunktet deles stort set af alle de store religioner verden over. I forbindelse med fx ordinationen af præster til den danske folkekirke skal således alle kandidaterne forud afgive et højtideligt præsteløfte og skrive under på, at de efter bedste evne vil ''”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”''. Det er på denne baggrund indtil videre lykkedes kristne pressionsgrupper – herunder ikke mindst politiske partier, som Kristelig Folkeparti (nu Kristen-demokraterne) – at få reduceret undervisningen i evolutionslæren i såvel den danske folkeskole som på seminarier for pædagoger og skolelærere. </ref> Det er en kamp, hvor de bedst egnede – og her ofte forstået som de stærkeste – før eller siden altid vil søge at udkonkurrere og om nødvendigt nedkæmpe de svageste. På det individuelle plan vil det være i kampen om adgangen til ressourcer samt i forbindelse med partnerudvælgelsen. På det samfundsmæssige plan vil det udadtil være i konkurrencen med andre stater og indadtil i konkurrencen med andre aktører inden for samme erhvervsøkonomiske område <ref> Jfr. bl.a. Adolf Hitler’s "Mein Kampf" fra 1923. </ref>. Princippet antages for menneskehedens vedkommende at gælde universelt inden for både den biologiske, den samfundsmæssige og den kulturelle udvikling.
 
Eftersom styrke og svaghed ifølge dette samfundssyn principielt altid vil kunne forefindes som noget universelt forekommende, dvs. enten som nogle medfødte variationer hos alle arter eller som forskelle i kulturernes udviklingstrin, giver det ikke mening at hjælpe og understøtte hverken svage artsfæller til et langt og frugtbart liv på lige fod med de stærke - eller at yde U-lands bistand til notorisk svage samfund, der ikke kan klare sig selv. Navnlig de svages dårlige genetiske udrustning skal helst ikke risikere at blande sig med de stærkes mere sunde gener gennem tilfældig pardannelse og derved sinke og evt. ødelægge den biologiske udvikling for efterfølgende slægtled. Man forestiller sig med socialdarwinismen, at sådanne raceblandinger vil kunne give anledning til menneskehedens gradvise forfald og ''[[degenerering]]'', hvilket før eller siden vil føre til artens endelige undergang og uddøen. Desuden bliver forekomsten af svage samfundsindivider i ethvert samfund under alle omstændigheder anset for en tyngende og unødvendig byrde for de stærke. Deres tilstedeværelse vil derfor blot hæmme samfundsudviklingen hen imod yderligere ''perfektionisme'', ''effektivitet'', ''usårlighed'' og ''magtfuldkommenhed'', der overalt er blandt socialdarwinismens ultimative og endelige slutmål.
 
Hverken Spencer, Hitler eller Mussolini brugte imidlertid selv ordet "socialdarwinisme" i skrift og tale om deres egne ideologiske synspunkter. Betegnelsen blev første gang lanceret i 1877 i en artikel af ''J. Fisher'' <ref> Fisher, Joseph: ”The History of Landholding in Ireland”, ''Transactions of the Royal Historical Society,'' 1877, pp. 249–250.</ref> vedrørende baggrunden for omfordelingen af landbrugsejendomme i Irland. Udtrykket er lige siden blevet hyppigt benyttet af kritikere af såvel Spencers ultraliberalisme, som Hitlers og Mussolinis nazistiske og fascistiske samfundsideer. <ref> Det skal dog understreges, at fascismens storagtige selvforståelse mere grundede sig på en forestilling om det italienske samfunds ''kulturelle'' overlegenhed som følge af landets historiske arv fra det gamle romerrige, end just på nazismens foretrukne betoning af de europæiske ariers (især det tyske folks) racemæssige ''biologiske'' overlegenhed. </ref>
Trods inspirationen fra Darwins evolutionsbiologi er der på de fleste punkter nogle afgørende forskelle på socialdarwinismen og den moderne [[darwinisme]].
 
Mens ''perfektionisme'', ''effektivitet'', ''usårlighed'' og ''magtfuldkommenhed'' og lignende begreber er blandt de faste endemål for en socialdarwinistisk udvikling, forholder det sig anderledes med neo-darwinismen. Her er det afgørende stræbemål den mest optimale ''tilpasning'' til de til enhver tid aktuelle, men konstant gradvist skiftende livsbetingelser i individets omverden. Jo mere optimal en tilpasning, desto mere stabilitet omkring individets ressourceproduktion (til brug for overlevelsen) og reproduktion (til brug for slægtens videreførelse). Med andre ord peger neo-darwinismen i modsætning til socialdarwinismen (og marxismen) ikke på nogen bestemt sluttilstand for evolutionen at udvikle sig hen imod. Neo-darwinismen "foreskriver" tværtimod for alle arters vedkommende, at de af hensyn til overlevelsen hele tiden skal kunne være klar til at kunne skifte retning i en evig ustandselig udviklingsproces, så snart nogle indtrufne forandringer i livsbetingelserne måtte kræve det. <ref> Et velbeskrevet eksempel på nogle af de mere skarpe drejninger i udviklingsretningen kan fx ses i udviklingshistorien for hvalerne, der nu lever i havetverdenshavene af små krebsdyr - men som for 55 mio. år siden levede på land langs kysterne af bl.a. havets opskyl og ellers på mange måder både lignede og levede som nutidens ulve. Disse forhistoriske ”ulve” nedstammede selv længere tilbage i tiden fra nogle af havets fisk, som for ca. 380 mio. år siden gik på land (og forblev der) efter at have tilpasset sig til at kunne overleve den daglige tørlægning af havbunden under tidevandets skiften mellem flod og ebbe. </ref> I modsat fald vil de arter gå til grunde, der ikke i deres særtræk rummer tilstrækkelig variation til at kunne imødegå nye udfordringer og belastninger fra det omgivende miljø. <ref> Det vil ud fra en neo-darwinistisk forståelse være helt i stridmodstrid med evolutionsteorien, når socialdarwinismen går ind for begrænsninger (for ikke at sige udryddelse) af den naturlige variation inden for såvel arten - i dette tilfælde menneskeheden - som samfundets egen kulturelle mangfoldighed. En sådan biologisk og kulturel ensidighed vil modsat socialdarwinismens hensigter tværtimod resultere i en skæbnesvanger sårbarhed over for pludseligt opdukkende ændringer i de eksisterende livsbetingelser. Neanderthal-mennesket uddøde således for ca. 30.000 år siden hovedsagelig som følge af en alt for ensidig tilpasning via en bestemt, temmelig ufleksibel jagtmetode, når det gjaldt opsøgning af ressourcer - en overlevelsesstrategi, der med tiden kom til kort over for de forværrede levevilkår under sidste istid, hvilket vore forfædres betydeligt mindre specialiserede levevis viste sig langt bedre i stand til at kunne håndtere. </ref> Kun den bedst mulige overlevelse for såvel individ som art - uanset omstændighederne - tæller her, idet alt liv leves med det ene formål at kunne give plads for om muligt endnu bedre tilpassede efterkommere, hver gang tiden for et generationsskifte er inde. (Er i øvrigt samtidig evolutionsteoriens svar på spørgsmåletdet grundlæggende universelle spørgsmål om "meningen med liv og død").
 
I forbindelse med kampen for individets eller kulturens overlevelse lægger socialdarwinismen endvidere stor vægt på, at modparten hovedsagelig skal findes blandt individets egne artsfæller eller blandt konkurrerende kulturer og samfundsformationer. Det er her tanken, at de stærke artsfæller (eller kulturer) aktivt skal gøre brug af deres styrkebaserede adkomst til at føre arten/kulturen videre på bekostning af de svagere artsfæller/kulturer. Denne tankegang gælder tilsvarende på det genetiske plan, hvor de stærkeste og sundeste gener skal nyde fremme på svage geners bekostning.
Evolutionen har ganske vist sin egen selvrenselses- og udskillelsesproces i form af den naturlige selektion, der hen over tilstrækkelig mange slægtled vil sikre en optimal tilpasning til de langsomt skiftende livsbetingelser. Men da den naturlige selektion netop kun er en meget langsomt fremadskridende proces, anses det for berettiget og legitimt i påkommende tilfælde at gribe ind og fremme denne udvikling til gavn for de stærkeste og sundeste individer inden for arten. Og det ikke alene gennem konkurrence, konfrontation og kamp, men også via brug af midler som fx [[eugenik]] (arvehygiejne) og [[eutanasi]] (dødshjælp).
 
Neo-darwinismen peger i modsætning hertil på, at livets væsentligste udfordringer kun i mindre grad vil hidrøre fra konkurrencen mellem artsfæller om ressourcerne. Disse udfordringer vil langt mere skulle forventes at komme fra individets omgivelser generelt taget, dvs. fra både de sociale og de naturgivne omgivelser (ressourcemæssigt, klimatisk og miljømæssigt, såvel som fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, rovdyr o.lign.). Der gives herunder i neo-darwinismen kun meget lidt plads for påstanden om et grundlæggende kampmotiv, vendt mod artsfæller. <ref> Det, der driver evolutionen fremad, er alene levevilkårenes selektion (udvælgelse) af de bedst egnede. De mindst egnede har til sammenligning hverkenikke lige så gode muligheder eller lige så meget overskud til at kunne sætte afkom i verden, dersom i samme omfang vil kunne klare at vokse op til kønsmoden alder og selv blive i stand til at formere sig videre med samme succes. Med tiden bliver de bedst egnede derved i overtal. Men allerede i 1930’erne blev det endegyldigt fastslået af en række evolutionsbiologer og matematikere (bl.a. af det berømte forsker-team inden for neo-darwinismen: Fisher, Haldane & Sewall Wright), at selektionens virkemåde langt overvejende består i levevilkårenes ''”begunstigelse”'' af de bedst egnede – og for så vidt ikke i en decideret ''”udryddelse”'' af de mindst egnede, som socialdarwinismen fejlagtigt antog (og fortsat antager). </ref> I givet fald vil et sådant kampmotiv i reglen kun indskrænke sig til udløsningen af forholdsvis ikke-voldelige trusselshandlinger og markeringer af forskellig art. Både myrernes og biernes samfundsliv bygger til eksempel langt overvejende på ''samarbejde'' i stedet for på intern ''konkurrence'', når det gælder kampen for tilværelsen. Og det samme gælder også for menneskelivet og for en lang række andre dyrearter. Kun i tilfælde af ressourceknaphed og problemer med pardannelsen – eller mulige trusler herom – ses mennesket at gribe til intraspecifik aggressivitet, vendt mod egne artsfæller med henblik på at sikre egen og evt. efterkommeres overlevelse eller velfærd.
 
Nazismens og fascismens begrundelse for at starte de fatale angrebskrige under 2. verdenskrig mod Tysklands og Italiens nabostater skete således under henvisning til bl.a. ønsket om et udvidet ''"[[Lebensraum]]"'' (territorium), hvorved det tyske og italienske folk bedre ville kunne sikre sig mod ressourcemangler, sådan som man tidligere havde oplevet det under og især efter 1. verdenskrig. Og da nazisterne samtidig mente det både gavnligt og fordelagtigt at kunne hjælpe evolutionen med hurtigt at skaffe sig af med de påståede laverestående/svage racer, som fx jøderne og de slaviske folkeslag o.a., kunne man lige så godt søge at udrydde dem helt ved samme lejlighed. Den virkeliggjorte socialdarwinisme i nazismens og fascismens skygge under 2. verdenskrig bidrog derved til at reducere menneskeheden under 2. verdenskrig med mere end 50 mio. døde i den anledning.
 
''- (Og det vel at mærke uden at disse uhyrligheder kom til at resultere i nogen som helst form for synlig forædling af den tilbageværende, overlevende menneskehed)!''
 
Modsat socialdarwinismen ser neo-darwinismen ingen særlige grunde til at fremskynde selektionens egen gradvise eliminering af de svages gener inden for fællesskabet. Det skyldes flere ting, men vel nok især det forhold, at evolutionen i forvejen helt naturligt af sig selv altid vil forløbe på basis af ”nettogevinster” frem for at afvente udviklingen af ideelle løsninger. Evolutionen skal med andre ord alligevel aldrig kunne forventes at forløbe helt perfekt. Der kan godt forekomme et vist spild i form af svage gener via uheldige mutationer eller via indavl o.a. inden for arten, uden at det behøver at sætte artsudviklingen nævneværdigt i stå. Blot de sunde og stærke gener i den fælles genpulje er i passende overtal. Desuden har svage gener praktisk taget altid en betydelig lavere reproduktionshyppighed end sunde gener, bl.a. fordi de som oftest optræder som ''recessive'' (vigende) gener i forhold til de ''dominante'' sunde gener under den kønnede formering. Ikke mindst af den grund vil svage gener i løbet af flere slægtled med tiden gradvist glide ud og blive udskilt fra den fælles genpulje inden for arten.
 
==Socialdarwinismens grundlæggende fejltagelse og forklaring==
Socialdarwinismens mange spekulative misforståelser af evolutionens reelle virkemåde vil på flere punkter paradoksalt nok kunne komme til at virke stik imod dens egne hensigter. På grund af menneskets ekceptionelt langvarige og stærkt ressourcekrævende barndom, hvorunder al grundlæggende læring for livet skal finde sted, inden det selv kan stå på egne ben og håndtere de komplicerede eksisterende livsbetingelser, vil der i virkeligheden blive tale om et mærkbart socialt ressourcespild, dersom man løser problemet med de svage medmennesker ved at marginalisere dem, afvise dem, isolere dem eller efterstræbe dem på livet. Cost-benefit-analyser viser, at det i stedet er til væsentlig større fordel for fællesskabet at støtte de svage med omsorg, bistand, sygehjælp o.lign. med henblik på, at deres reducerede ydeevne dog kan nyttiggøres i en eller anden grad, så de i det mindste delvis kan sættes i stand til at bidrage til fællesskabet til gavn for både dem selv og samfundet. Det er da også i fuld overensstemmelse hermed, at evolutionen har selekteret visse følelsesmæssige træk hos mennesket (såsom medfølelse, hjælpsomhed, medlidenhed, kærlighed, solidaritet, loyalitet, beskyttertrang, forældreansvarlighed, etc.), der i reglen vil tilskynde det til spontant at drage medmenneskelig omsorg for de svage omkring sig inden for fællesskabet.
En mere frugtbar og opdateret udløber af darwinismen end denne stærkt spekulative socialdarwinisme eksisterer i vore dage som psykologisk forskningsdisciplin under betegnelsen ''evolutionspsykologi''. <ref> Buss, David M.: ”Evolutionary Psychology”, ''Pearson Education,'' NY, 2004.</ref> Ifølge denne forskningsdisciplin er det især blandt mennesker med mange store personlige nederlag i løbet af ungdomsårene, at socialdarwinismen (eller varianter heraf) vinder fodfæste. For at dække over egen svaghed søger nogle af disse personer sammen med ligestillede under ledelse af nogle få stærke centrumsfigurer. Lederne, som de helt og fuldt identificerer sig med, fungerer som forbilleder og beundres navnlig for deres styrke og handlekraft. På den måde kan svage personer med særligt lavt selvværd via et eklatant selvbedrag få lejlighed til udadtil at kompensere for egen svaghed gennem en demonstrativ udstilling af overdreven styrke, ofte understøttet af ledsagende magtsymboler (fx ”rygmærke”, tatoveringer, partibog o.lign.) – og det alt sammen med henblik på i det mindste at skaffe sig et vist mål af nødvendig respekt fra de sociale omgivelser, som tidligere helt har manglet.
603

redigeringer