Socialdarwinisme: Forskelle mellem versioner

Efter 2. verdenskrig er socialdarwinisme blevet et hyppigt brugt skældsord om ethvert samfundssyn, der grundlæggende forstår livet som en evig eksistenskamp imellem konkurrerende artsfæller eller mellem forskellige samfundssystemer eller kulturer. <ref> Protesten mod socialdarwinismen kommer ikke alene fra verdslige, men også fra religiøse kredse. Sidstnævnte er ydermere kendetegnet ved, at man ud fra et religiøst synspunkt afviser at skelne mellem socialdarwinismen og neo-darwinismen, men betragter begge versioner af evolutionsteorien som ateistiske og som en vildledning af menneskeheden og en opfordring til frafald, bort fra Skaberen og den religiøse tydning af tilværelsen. Dette synspunkt deles stort set af alle de store religioner verden over. Og netop opfordring til frafald anses både i Bibelen og i Koranen for så groft, at det bør takseres til dødsstraf. Ifølge Koranen (Sura 4,89) bør det ske ved halshugning - ifølge de kristne evangelier derimod ved drukning (Matt. 18,6 - samt Mark.9,42 og Luk.17,7). I Danmark skal således alle præstekandidater i forbindelse med ordinationen af præster til den danske folkekirke forud afgive et højtideligt præsteløfte og skrive under på, at de efter bedste evne vil ''”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”''. Det er bl.a. på denne baggrund indtil videre lykkedes kristne pressionsgrupper verden over – og i Danmark især af politiske partier som Kristeligt Folkeparti (nu Kristendemokraterne) – at få beskåret undervisningen i evolutionslæren i såvel skolerne som i uddannelsen af både skolelærere og pædagoger. </ref> Det er en kamp, hvor de bedst egnede – og her ofte forstået som de stærkeste – før eller siden altid vil søge at udkonkurrere og om nødvendigt nedkæmpe de svageste. På det individuelle plan vil det være i kampen om adgangen til ressourcer samt i forbindelse med partnerudvælgelsen. På det samfundsmæssige plan vil det udadtil være i konkurrencen med andre stater og indadtil i konkurrencen med andre aktører inden for samme erhvervsøkonomiske område <ref> Jfr. bl.a. Adolf Hitler’s "Mein Kampf" fra 1923. </ref>. Princippet antages for menneskehedens vedkommende at gælde universelt inden for både den biologiske, den samfundsmæssige og den kulturelle udvikling.

Eftersom styrke og svaghed ifølge dette samfundssyn principielt altid vil kunne forefindes som noget universelt forekommende, dvs. enten som nogle medfødte variationer hos alle arter eller som forskelle i kulturernes udviklingstrin, giver det ikke mening at hjælpe og understøtte hverken svage artsfæller til et langt og frugtbart liv på lige fod med de stærke - eller for den sags skyld at yde U-lands bistand til notorisk svage samfund, der ikke kan klare sig selv. Navnlig de svages dårlige genetiske udrustning skal helst ikke risikere at blande sig med de stærkes mere sunde gener gennem tilfældig pardannelse og derved sinke og evt. ødelægge den biologiske udvikling for efterfølgende slægtled. Man forestiller sig med socialdarwinismen, at sådanne raceblandinger vil kunne give anledning til menneskehedens gradvise forfald og ''[[degenerering]]'', hvilket før eller siden vil føre til artens endelige undergang og uddøen. Desuden bliver forekomsten af svage samfundsindivider i ethvert samfund under alle omstændigheder anset for en tyngende og unødvendig byrde for de stærke. Deres tilstedeværelse vil derfor blot hæmme samfundsudviklingen hen imod yderligere ''perfektionisme'', ''effektivitet'', ''usårlighed'' og ''magtfuldkommenhed'', der overalt er blandt socialdarwinismens ultimative og endelige slutmål.

Neo-darwinismen peger i modsætning hertil på, at livets væsentligste udfordringer kun i mindre grad vil hidrøre fra konkurrencen mellem artsfæller om ressourcerne. Disse udfordringer vil langt mere skulle forventes at komme fra individets omgivelser generelt taget, dvs. fra både de sociale og de naturgivne omgivelser (ressourcemæssigt, klimatisk og miljømæssigt, såvel som fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer, rovdyr o.lign.). Der gives herunder i neo-darwinismen kun meget lidt plads for påstanden om et grundlæggende kampmotiv, vendt mod artsfæller. <ref> Det, der driver evolutionen fremad, er alene levevilkårenes selektion (udvælgelse) af de bedst egnede. De mindst egnede har til sammenligning ikke lige så gode muligheder eller lige så meget overskud til at kunne sætte afkom i verden, som i samme omfang vil kunne klare at vokse op til kønsmoden alder og selv blive i stand til at formere sig videre med samme succes. Med tiden bliver de bedst egnede derved i overtal. Men allerede i 1930’erne blev det endegyldigt fastslået af en række evolutionsbiologer og matematikere (bl.a. af det berømte forsker-team inden for neo-darwinismen: Fisher, Haldane & Sewall Wright), at selektionens virkemåde langt overvejende består i levevilkårenes ''”begunstigelse”'' af de bedst egnede – og for så vidt ikke i en decideret ''”udryddelse”'' af de mindst egnede, som socialdarwinismen fejlagtigt antog (og fortsat antager). </ref> I givet fald vil et sådant kampmotiv i reglen kun indskrænke sig til udløsningen af forholdsvis ikke-voldelige trusselshandlinger og markeringer af forskellig art. Både myrernes og biernes samfundsliv bygger til eksempel langt overvejende på ''samarbejde'' i stedet for på intern ''konkurrence'', når det gælder kampen for tilværelsen. Og det samme gælder også for menneskelivet og for en lang række andre dyrearter. Kun i tilfælde af ressourceknaphed og problemer med pardannelsen – eller mulige trusler herom – ses mennesket at gribe til intraspecifik aggressivitet i form af offensivt ''forsvar'' (og ikke pga. "ondskab", el.lign.), vendt mod egne artsfæller med henblik på at sikre egen og evt. efterkommeres overlevelse eller velfærd.