Folkevise: Forskelle mellem versioner

Fra Danmark er der overleveret ca. 539 ballader, hvilket i europæisk sammenhæng er usædvanligt mange.<ref>Dahlerup (1998) s. 113</ref> Flere er dog varianter af hinanden, og den enkelte ballade er udtryk for den enkelte sangers personlige udgave af en ''grundmodel''. Derfor skal hver udgave betragtes som selvstændige værker.<ref>ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 477</ref> Det ældst kendte eksempel på en dansk ballade, er fragmentet ''[[Drømte mig en drøm i nat]]'' fra 1320. Hovedparten er imidlertid nedskrevet i 16. århundrede, da adelige kvinder begyndte at nedskrive de mundtlige ballader. På grundlag af dem udgav præsten [[Anders Sørensen Vedel]] sin samling ''[[Hundredvisebogen]]'' i 1591. Det var da den første af sin art i Nordeuropa. Vedels visesamling har også været et vigtigt referenceværk for norsk balladeforskning. I 1695 udgav præsten og sprogforskeren [[Peder Syv]] en ny udgave af Vedels samling, som han udvidede med hundrede nye ballader. Den kaldte han ''[[Kæmpevisebogen]]'', og den blev populær, ikke bare i Danmark, men også i Norge og på [[Færøerne]]. Danske ballader blev sidenhen oversat af blandt andet den tysk filosof og litteraturkritiker litterat [[Johann Gottfried von Herder]] i hans samling fra [[1778]]-[[1779]]. Her fandt [[Johann Wolfgang von Goethe]] inspiration til sit digt ''[[Der Erlkönig]]'' (''Alfekongen'' fra 1782). På Færøerne er [[Færøsk kædedans|fællesdanse]] ledsaget af ballader bevaret i en form, der ligner den oprindelige nordiske.<ref>Jensen et. al. (2009) s. 12</ref>

 

Ordet ''ballade'' er internationalt og betyder ''dansevise'' og betegner en fælleseuropæisk tradition med sungne fortællinger ledsaget af fællesdanse.<ref>Dahlerup (1998) s. 113</ref> Det stammer fra [[italiensk (sprog)|italiensk]] ''ballata'', der betyder ''lille dans'', og er beslægtet med både ''[[bal]]'' og ''[[ballet]]''.<ref>Jensen et. al. (2009) s. 12</ref> ''Folkevise'' er det traditionelle danske navn fra nyere tid. Det opstod i romantikken og er en oversættelse fra [[tysk (sprog)|tysk]] ''Volkslied''. Det er et begreb, der blev lanceret af Herder i 1770. Efter hans opfattelse var den [[poesi]], som balladerne repræsenterede, ikke knyttet til den klassiske litterære tradition, men levede i ''øre og hjerte'' hos ''folket''. Begrebet ''Folkevise'' medførte et [[paradigmeskifte]] i europæisk litteratur og kulturhistorie, og gav med tiden ophave til begreber som [[folkemusik]], [[folklore]], [[folkedigtning]] og så videre. I moderne tid er ''folkevise'' stadig det mest almindeligt brugte i dagligsproget, men indenfor forskningen er betegnelsen i dag erstattet af ''ballade''. [[litteraturhistorie|Litteraturhistorikeren]] [[Pil Dahlerup]] har ligefrem kaldt ordet ''folkevise'' misvisende, da genren i middelalderen tilhører riddermiljøet og overklassen, hvorfor det efter hendes helt må undgås.<ref>Dahlerup (1998) s. 113</ref>

 

I det akademiske miljø hersker der stor uenighed om dateringen af balladerne. Én gruppe har lagt vægt på, at sange principielt ikke er ældre end det tidspunkt, de blev nedskrevet på og hvor de fik deres faste form. Baseret på det synspunkt skal enhver mundtlig fremførelse af den overleverede tekst betragtes som et unikt kunstværk. Ifølge det synspunkt kan man ikke følge genren længere tilbage end 16. århundrede. Det er et synspunkt der møder begrænset tilslutning de seneste årtier, modsat teorierne om at balladegenren har eksisteret flere århundreder før viserne blev nedskrevet.<ref>Dahlerup (1998) s. 113</ref> Den sene datering er i nyere litteraturhistorie afvist som usandsynlig. Det baseres bl.a. på, at kilder fra 16. århundrede viser, at man dengang betragtede balladerne som gamle.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 517</ref> Andre indikationer for en høj alder, er at en del af balladernes ordforråd var forældet i 16. århundrede, og at nedskriverne i flere tilfælde har misforstået ord, der ikke havde været i brug længe. Flere af disse ord var forsvundet fra det talte sprog før år 1300. Andre ord er tyske låneord knyttet til [[høvisk kultur]], de stammer fra 13. århundrede, da tysk kultur fik stor indflydelse.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 520</ref>

 

De ældste nedskrevne danske ballader stammer fra 1550’erne. Det er tidligt i forhold til det øvrige Europa. Det var hovedsageligt adelige kvinder, der nedskrev sangene.<ref>Dahlerup (1998) s. 157</ref> Nogle balladerne er tilsyneladende først blevet digtet efter genren blev skriftlig i 16. århundrede, mens andre er blevet redigeret efter en ny tids smag. Det har fx betydet, at katolske elementer er blevet fjernet af protestantiske redaktører.<ref>Dahlerup (1998) s. 155</ref> På dette tidspunkt var balladen forsvundet i sin oprindelige facon som danseledsagelse i det adelige miljø, men den levede fortsat videre hos almuen. I 18-19. århundrede blev flere ballader trykt som [[flyveblad]]e og [[skillingevise]]r. Enkelte ballader er kun kendt den vej. Senere i 19. århundrede begyndte folkemindesamlere at indsamle ballader, i miljøer hvor traditionen endnu var levende primært i Jylland.<ref>Dahlerup (1998) s. 157</ref> En af disse indsamlere var [[Evald Tang Kristensen]].

 

 

== Konventioner og temaer ==

Den aktuelle opførelse af en ballade kunne varieres vha. formler. Det var faste vendinger, der kunne bruges i mange forskellige ballader. Var man bekendt med mange ballader kunne betydninger på denne måde overføres fra én ballade til en anden gennem genbrug af formler, og den dygtige ballade sanger kunne på den måde vha. hentydninger fremkalde bestemte stemninger uden direkte at genfortælle dem.<ref>Dahleerup (1998) s. 116</ref> Disse konventioner fungerede som støtteformler for sangeren, fx for videreførelse mellem scener, forhaling af fortællingens klimaks, karakteristikker af figurer osv. Sådanne formler fungerede således som byggeelementer, som sangeren brugte til at improvisere med i situationen. <ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 479</ref> Folkloristen David Buchan har i sine studier af balladen isoleret to centrale teknikker for sangeren: 1) forkortelse og 2) udvidelse (abbrevatio & amplificio). Med den første teknik kan man enten lade dele af fortællingen være usagt, reducere en dialog eller handling til få ord eller klippe i en handling. Med den anden kan man fx vha. Gentagelser af samme handlinger, begivenheder og dialoger med små variationer strække fortællingen ud eller vha. graduering, forstærke en situation. De to teknikker er modsætninger, men brugt de rigtige steder kunne de skabe dynamik og spænding i fortællingen.<ref>Dahlerup (1998) s. 115-116</ref>

 

Ballader bygger på fælleseuropæisk tradition fra middelalderen for fællesdans til sang med episke temaer.<ref>Dahlerup (1998) s. 113</ref> Balladens hovedformål har derfor med stor sikkerhed været underholdning. Ikke bare i forbindelse med fest, men også til arbejde osv. Vi ved dog ikke hvornår man i Norden begyndte at synge ballader til dansen, da ingen højmiddelalderlige kilder beskriver de sange der blev sunget til kædedansen (mest udbredte danseform). Men teorien om at ballader blev brugt i forbindelse med kædedans understøttes af, at sådanne danse optræder flere af sangene.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 509-510</ref> Sangen var nutidig, dvs. fortællingen fremføres som om den fandt sted nu og her, og de dansende gennemspillede handlingen gennem dansen og sang med på [[omkvæd]].<ref>Jensen (2009) s. 12</ref> Studier af dans har vist at bevægelse har en direkte psykologisk indvirkning på oplevelsen af en fortælling. Det betyder, at tilhørerne/de dansende selv har gennemlevet og deltaget i historien gennem deres egne bevægelser.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 512</ref>

 

 

[[Fil:Kædedans.JPG|thumb|200px|Kædedanse ledsaget af sang er stadig en levende tradition på Færøerne.]]

I 19. århundrede begyndte folkemindesamlere, i forbindelse med overordnet registrering af almuekulturen at indsamle ballader, der endnu blev husket af primært ældre personer.<ref>Dahlerup (1998) s. 157</ref> I Jylland vandrede [[Evald Tang Kristensen]] (han udgav sine bøger omkring år 1900) rundt og nedtegnede sange. På [[Bornholm]] var det kirkesanger Johansen der nedskrev de sange som endnu synges, til tekster og noder. Alt kendt materiale er blevet samlet i værket ''[[Danmarks gamle Folkeviser]]'', der blev påbegyndt på initiativ af [[Svend Grundtvig]], og som blev udgivet i perioden 1853-1976. Det var Grundtvigs synspunkt at alle udgaver af samme sang skulle medtages, og at de skulle gengives i den form, de var bevaret i. det mødte han kritik for i sin samtid, hvor den udbredte holdning var at man redigerede ældre tekster til en idealform. I dag opfattes Grundtvigs metode som meget fremsynet.<ref>Dahlerup (1998) s. 159</ref>

 

Danmarks gamle Folkeviser er i dag stadig normgivende indenfor studiet af ballader, og Grundtvigs teorier har haft meget stor indflydelse på tolkningen af materialet. Bl.a. bruges hans typologiske inddeling stadigvæk. Derimod finder hans kronologiske struktur i dag mindre tilslutning. Han mente, at viser, der byggede på materiale, som også var kendt fra [[edda]]digtiningen, måtte have høj ælde. Han kaldte dem ''Kjæmpeviser'', og mente at de i lighed med ''Trylleviserne'' indeholdt [[Nordisk mytologi|hedenske naturmytologiske]] elementer og [[Ritualer i nordisk religion|førkristne rituelle forestillinger]]. De høviske ''Ridderviser'' mente han måtte være de yngste, da de byggede på udenlandske kulturstrømninger. I dag betegnes ’Kjæmpevisen’ i reglen snarere som en yngre norsk genre.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 483</ref> Den bagvedliggende tendens i Grundtvigs typologi og periodisering var [[nationalromantik]]ken. Og indsamlingen havde hos ham det formål, at skabe en kronologisk struktur, der underbyggede hans tese om en særlig nordisk kulturstrømning, der adskilte fra den kristen-romerske.<ref>Kaspersen et. al. (2000) s. 483</ref>

 

Balladerne inddeles normalt i 5 mindre kategorier, ordnet efter indhold. En inddeling, der blev oprindeligt blev lavet af Svend Grundtvig:

 

'''Skæmteviser''' der gør grin af præster og munke.

 

{{reflist|3}}

 

* [[Pil Dahlerup|Dahlerup, Pil]] (1998); ''Dansk Litteratur; Middelalder 2, Verdslig litteratur''. Gyldendal 1998 ISBN 87-01-74600-6

* Keld B. Jensen, Steffen Hjelskov Larsen, John Mogensen (red.) (2009); Dansk litteratur fra runer til graffiti. Systime 2009 ISBN 87-7783-839-4

 

== Eksterne henvisninger ==

 

[[Kategori:Folkeviser]]